”Hej, hej, hej, hej, hej…”, smilede Tom og trådte ud i haven. Han var lige kommet hjem fra mødet inde i Berlin med David. ”Hej smukke dukke”, smilede han og lagde hånden mod hendes hoved.
Chrizza så op og smilede, da hun så ham. ”Hej basse”, smilede hun stort.
”Hej Tom”, sagde Andreas glad og vinkede til ham.
”Andreas, hvilken overraskelse”, grinte han og lød ikke spor sarkastisk.
Andreas grinte bare og smilede til ham, som han satte sig ned på havebænken ved siden af Chrizza. ”Hej skat”, hviskede han og kyssede hendes hår.
”Gik det godt?” spurgte hun og så ham i øjnene. Han nikkede smilende og lagde armen omkring hendes skuldre. ”Fik du sagt nogle bad-ass ting om mig?”
”Det gjorde jeg da i hvert fald, skat. Hvad havde du ellers troet om mig?” grinte han og smilede sødt til hende. ”Naa… Det gik stille og roligt. Han havde en masse spørgsmål, jeg skulle svare på, og så fortalte jeg ham omkring testen”, han fik et mere seriøst ansigtsudtryk og rokkede kort med hovedet. ”Han synes, det er fint, hvis vi alle sammen tager derind”. Tom sendte hende et smil og fortsatte: ”Så nu skal vi bare have fundet en dato, så vi kan få det overstået og ud af verden, ikke…”
Chrizza nikkede og sagde ingenting, men kiggede bare ud over haven i stedet. Hun fik øjenkontakt med Andreas, der kiggede meget undersøgende på hende. ”Hvad skal du?” spurgte han og blev pludselig meget usikker i stemmen.
”De mener, jeg har anoreksi”, sagde hun ligeud og skar ansigt.
Tom tog sin arm til sig og så hurtigt på hende. ”Det siger, vi sgu da ikke”, svarede han hurtigt og så hende i øjnene. Chrizza så ligeglad på ham, og han blev en smule skuffet over hende. ”Ej, come on, Chrizza. Det kan du fandeme ikke være bekendt, det der”.
”Det er det, I mener… I tør bare ikke sige det til mig”.
”Det er altså løgn”, svarede han og så på hende med et strengt ansigt. ”Vi tager med dig, fordi vi gerne vil støtte dig, ok… Hvis du har det på den måde med det, så kan det da godt være, vi slet ikke gider at tage med”, vrissede han og rejste sig fra bænken.
”Sæt dig nu ned igen, Tom”, bad hun roligt og tog fat i hans hånd, idet han gik bagom hende.
”Nej”, muggede han og rev sin hånd til sig igen og fortsatte ind i huset.
Chrizza vendte sig om mod Andreas igen og sukkede dybt. ”Måske er det alligevel godt, du tager til den test, Chriz”, sagde han roligt og lænede sig over bordet mod hende. ”Du er meget tynd”. Han lød helt bekymret.
De hørte en dør smække, og de begge kunne godt selv regne ud, hvem det var, der lavede larm i huset. ”Jeg kan ikke gøre for det”, sagde hun lavt og trak på skuldrene.
”Du kunne prøve at spise noget”, foreslog han og så smilende på hende; han prøvede virkelig at få hende i bedre humør. Chrizza trak bare på skuldrene igen og vidste ikke, hvad hun skulle svare. ”Jeg tror ikke lige, du har anoreksi… men du er undervægtig, smukke”.
”Ja”, mumlede hun og så ned i sit skød. ”Men det er Tom og Bill også selv”, fastslog hun og så ham i øjnene igen. ”De er selv mega tynde, Andreas…”
Han nikkede og var stille i et øjeblik, før han svarede: ”Det er også godt, de tager med dig så”.
”Måske”, tilføjede hun med en lav stemme.
Han sendte hende et beroligende smil. ”Jeg er sikker på, de nok skal tage med dig… du skal bare prøve at snakke med Tom om det. Jeg er sikker på, han ikke mente det, som han udtrykte sig”.
Chrizza lukkede kort øjnene og bed sig diskret i læben. ”Det er bare ikke min dag i dag”, sukkede hun og rejste sig fra bænken. Hun gik igennem stuen og ind på gangen. Der var ikke en lyd inde fra Toms værelse, men alligevel bankede hun stille på og åbnede den på klem.
”GÅ!” vrissede han og så direkte op i loftet, som han lå på ryggen i sin seng. Hun trådte ind på hans værelse og lukkede døren forsigtigt efter sig. Han så hen mod hende med et skulende blik, mens han sagde med en hård stemme: ”Jeg sagde, du skulle gå!”
”Tom, lad nu være”, bad hun og lod sig glide ned langs hans dør, til hun ramte gulvet.
”Nej”, sagde han hurtigt og satte sig op i sengen. ”Jeg er virkelig sur på dig lige nu”, sagde han og svingede benene ud over sengekanten. ”Kan du ikke bare forstå, jeg gider ikke snakke med dig”, halvråbte han, og hun blev en smule bange for ham. Chrizza rejste sig fra gulvet og tog i håndtaget. ”Nej, vent”, sagde han og skyndte sig hen til hende. ”Undskyld skat”, sagde han roligt og stillede sig tæt op af hende, mens han lagde begge sine hænder mod hendes kinder. Han så hende i øjnene, og hun kunne se, han var ked af det. ”Undskyld, undskyld, undskyld”, bad han og kyssede hende.
”Undskyld”, hviskede hun og gjorde afstanden mellem dem lidt større. Han trak hende med over til sengen og satte sig op af sengegæret. ”Tom, d…”
”Sh…” bad han og satte hende på sit skød, tæt op af ham.
”Jeg mener det, Tom, det er min skyld”, sagde hun og så ham i øjnene.
Han rystede diskret på hovedet og vendte kort hovedet væk fra hende, men kiggede hende så i øjnene igen i lidt længere tid, før han svarede hende. ”Du havde ret… alt det du sagde, skat”. Hun rynkede lidt på panden og kunne ikke forstå det, han sad og fortalte hende nu. ”Jeg er bange for, du er syg… jeg tror, du har anoreksi…”
”Jam…”
”Vi lagde mærke til, hvor lidt du pludselig spiste, og hvor let du føltes, når vi bar dig rundt omkring skat”. Han holdt en kort pause. ”Jeg tror, du har anoreksi. Og jeg skulle have sagt det til dig; ikke fundet på dumme undskyldninger”.
”I er selv tynde”, tilføjede hun.
Han nikkede. ”Vi har været til lægen op til flere gange… Der er ikke noget galt med os… Vi har bare et godt stofskifte”.
”Så I tror altså, der er noget galt med mig?”
”Vi vil jo bare være sikker på, der ikke er noget galt med dig, skat. Det er jo ikke fordi, vi vil gøre dig ondt… Ønsker dig jo kun det bedste”, hviskede han til sidst og sendte hende et lille smil.
Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige til det. Hun var meget overrasket over det hele, men hvad nu hvis hun havde anoreksi? Hun kunne jo godt selv mærke lidt på sig selv, at hun var begyndt at tabe sig igen… men måske var det bare hendes sygdom, der gjorde det… igen.
”Men så tager jeg til den dumme test”, mumlede hun og trak underlæben ud.
Tom klukkede sødt og smilede til hende. ”Vi tager med dig, skat”, svarede han og kyssede hendes læber. Hun rokkede med hovedet og lagde sine arme omkring hans hals. ”Jeg kan ikke lide at være sur på dig”, sagde han lavt og grinte blidt.
”Så lad være…” foreslog hun klogt.
Han grinte og strøg sin hånd igennem hendes hår. ”Jeg kan heller ikke være sur på dig, som du sidder her på mit skød og giver mig virkelig lyst til dig”.
”Det var dig selv, der placerede mig her”, svarede hun hurtigt og grinte.
”Der var en bagtanke”, smilede han og legede lidt med hendes små krøller.
Hun klukkede sødt og kyssede hans kind. ”Jeg vil ikke endnu”, hviskede hun mod hans kind og så ham derefter i øjnene.
Tom rokkede diskret med hovedet og trak lidt på mundvigene. ”Hvad skal jeg gøre, så ændrer din mening?” spurgte han helt seriøst.
”Jeg vil gerne vente lidt endnu”, sagde hun lavt. ”Ok?”
”Det er i orden, skat. Jeg vil ikke presse dig ud i noget”, smilede han støttende.
Hun pressede blidt sine læber mod hans og smilede så. ”Men jeg ved også godt, hvor trængende du er”, hun flettede sine fingre ind i hans og så ned på dem, hvorefter hun så ham i øjnene igen. ”… Men alligevel prøver du at ignorere det”. Hun trak underlæben ud og kunne ikke lade være med at smile. ”Hvor er du sød”, mumlede hun og kyssede ham igen.
”Må jeg godt spørge dig om noget?” spurgte han forsigtigt og sendte hende et lille, nær så selvsikkert smil.
”Selvfølgelig”.
”Jeg tænkte bare… hvor lang tid gik der egentlig med… dig og… Bill?” han skar ansigt og sukkede dybt. ”Før du var i seng med ham…”
Hun kunne ikke lade være med at grine let af ham, mens hun pillede ved hans bandana. ”Lad være med at sammenligne det, Tom”, bad hun roligt.
”Det gør jeg heller ikke”, svarede han hurtigt.
Hun så skeptisk på ham og løftede det ene øjenbryn. ”Hvorfor vil du så vide det?”
”Nysgerrig…?” Han trak på det og hans blik fjernede sig fra hendes. Chrizza grinte og lagde kort sine pande mod hans. ”Jeg mener det faktisk, skat, jeg vil gerne vide det”, smilede han skævt.
”Hvorfor?” klukkede hun.
Tom trak på skuldrene. ”Du ved… så jeg ved, hvor længe jeg skal holde mig”.
”Se, så sammenligner du det jo også… din nød”, udbrød hun og grinte af ham.
”1 måned?” gættede han, men hun så ham bare smilende i øjnene uden at svare. ”2 måneder?” Men hun forblev tavs. ”3?” udbrød han overrasket. ”4?” Hans øjne begyndte at blive store. ”Please, sig ikke der gik 5 måneder, skat!”
”Du er altså lidt dum nu”, grinte hun og rejste sig fra ham.
Tom greb ud efter hendes hånd og trak hende tilbage til sig. ”Kom nu, skat”, tiggede han. ”Jeg vil gerne vide det”, smilede han sødt.
”Nej”, klukkede hun og prøvede at rejse sig igen, men blev slynget ned i sengen igen.
Han satte sig oven på hendes mave og lænede sig ned over hende, mens han holdt hendes hænder fast mod sengen. ”Du bliver nok lidt nødt til at fortælle mig det nu”, grinte han og smilede selvsikkert til hende.
”Nej”.
”Det ender jo med, jeg kommer til at voldtage dig eller sådan noget, skat”, grinte han og lagde sit ansigt tæt mod hendes hals, som han blidt kyssede.
”Kommer til?”
”Mhh…”, mumlede han og kyssede hende lidt mere.
Hun vendte hovedet mod hans, så han havde sværere ved at kysse hende. ”Stop”, hviskede hun og fik øjenkontakt med ham. ”Jeg lover dig, skat… jeg har bare brug for lidt tid med dig”. Han nikkede diskret og pressede så sine læber mod hendes i et længere kys, der udviklede sig til flere og flere…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar