”Godmorgen”, sagde Simone roligt, da hun trådte ind på Toms værelse den næste morgen. Hun lænede sig over Chrizza og rokkede blidt i Toms arm, der lå over Chrizza. Hun smilede helt over at se, hvor søde de egentlig så ud sammen, som de lå der og sov trygt. ”Klokken er 9”, sagde Simone, og Tom begyndte stille og bevæge på sig.
”Mhh…”, mumlede han og åbnede sine øjne.
”Godmorgen skat”, smilede hun. ”Klokken er 9, du skal op”.
Tom nikkede og gabte. ”Jeg står op om 5 minutter”, sagde han træt og strakte sig.
”Så kommer jeg ind igen”, sagde hun og gik ud af værelset igen.
Tom gned sig i øjnene og gabte igen. Han lagde sine arme omkring Chrizza og trak hende helt ind til sig. ”Chrizza”, sagde han blidt mod hendes kind og kyssede den. Hun flakkede kort med øjnene, hvorefter hun åbnede dem. ”Godmorgen smukke dukke”, smilede han og kyssede hendes kind igen.
”Godmorgen smukke dreng”, klukkede hun og lagde sig om på ryggen. Hun lagde sine arme omkring hans hals og kunne ikke lade være med at smile, mens hun bare lå og så ham i øjnene.
”Jeg skal op lige om lidt”, mumlede han lavt og trak underlæben ud.
”Hvad tid skal du af sted?” spurgte hun og lagde sin pande mod hans.
”Gordon kører mig… klokken halv 11”, svarede han og lagde sig oven på hende. ”Så er jeg hjemme igen ved 1-tiden”.
Chrizza smilede og kyssede ham blidt. ”Hvad skal vi så lave?” spurgte hun.
”Jeg kunne finde på en masse ting, vi kunne lave, skat”, grinte han og blinkede til hende. Chrizza selv kunne ikke selv lade være med at grine over ham, men sagde alligevel ingenting. ”Ej, jeg skal nok lade være, skat. Vi skal nok snakke lidt omkring det, før vi gør det”. Hun klukkede sødt og nikkede. ”Jeg vil ikke gøre dig, du ikke vil have”, hviskede han og pressede sine læber mod hendes.
”Du skal bare have lidt tålmodighed med mig”, smilede hun.
”Jeg har ventet i 7 år på at finde dig igen, jeg har dig nu”, sagde han bare og så hende dybt i øjnene. ”Du aner ikke, hvor slemt jeg havde det efter den ferie på Mallorca”, udbrød han og sukkede dybt.
”… men nu er jeg her”, sagde hun og smilede sødt til ham.
”Og du er min kæreste”, tilføjede Tom og pressede igen sine læber mod hendes. ”Og ved du hvad?” Hun rystede på hovedet. ”Jeg er overdrevet forelsket i dig”, klukkede han og pillede ved hendes hår.
”Spis noget”, bad Simone og lagde sin arm om skuldrene på Chrizza.
Hun så op på hende og smilede. ”Jeg har fået nok”, sagde hun og tog sig til maven.
Simone så hen på Tom, der sad overfor. ”Har hun?” spurgte hun.
”Moar”, grinte han og himlede med øjnene. ”Hun har altså fået mad”.
”Jeg er sikker på, der sagtens kan være mere dernede”, klukkede hun og strøg sin hånd igennem hendes hår.
”Men så vil jeg gemme den plads til aftensmaden”, svarede hun og lænede sig tilbage i stolen. Simone rokkede med hovedet og gik ud af køkkenet igen. ”Hun stoler bare slet ikke på mig”, grinte Chrizza og smilede til Tom.
Han trak på skuldrene og tyggede at munden. ”Du ser altså også ud som om, du ikke får nok mad, skat”, sagde han og den bekymrede rynke på panden kom frem. Hun skulle lige til at svare ham, da han afbrød hende: ”Jeg er ked af at sige det, men David har faktisk også arrangeret noget læge-tjek til dig, skat”.
Chrizza sad med store øjne og så på ham. ”Jamen, jeg har det jo fint”, sagde hun og var virkelig forbavset over nyheden.
Han rejste sig fra bordet og stillede hurtigt deres tallerkener over på køkkenbordet, hvorefter han satte sig ned på stolen ved siden af hende. ”Du spiser stort set aldrig noget Chrizza… det er ikke normalt”, sagde han lavt og lagde sine arme omkring hende.
”Jeg er jo bare ikke sulten”, mumlede hun og så ned i sit skød.
Han begyndte at nusse hendes arm blidt. ”Det er heller ikke normalt”.
Der var stille i et øjeblik, indtil Chrizza hviskede med gråd i stemmen: ”Jeg er altså ikke syg…”.
”Vi skal bare være sikre, skat. Det kan godt være, du ikke er det, men vi kan kun være på den sikre side”, sagde han beroligende, da enkelt tåre trillede ned af hendes kind. ”Du må ikke græde nu, skat”, bad han roligt og fik hende sat på sit skød. ”Rolig”, bad han og blidt og holdt hende tæt ind til sig, mens hun knugede sit hoved ind til hans hals.
”Hvad foregår der?” spurgte Bill pludseligt og kom ud i køkkenet. Simone have måtte været oppe og vække ham, for en kom ned i bar mave og træningsbukser.
”Jeg fortalte hende om… lægen”, sagde han lavt og fortsatte med at nusse hendes hår.
Chrizza så op på Bill, der nu stod ved siden af dem med hånden mod hendes kind. ”Du må ikke være kede af det over det, smukke. Det er bare et helt almindeligt tjek”, sagde han blidt og kærtegnede kort hendes kind.
”Hvis jeg skal tjekkes, så skal du også!” sagde hun stædigt og så direkte i Bills øjne.
Han rynkede på panden og vidste ikke, hvad han skulle sige. ”Hvorfor?”
”Du er mindst ligeså tynd som mig, Bill”, sagde hun lidt hårdt og så efterfølgende på Tom og fortsatte: ”Og det er du også!”. De vidste ikke helt, hvad de skulle sige, men så bare i stedet på hinanden. ”Jeg gør det kun, hvis I også gør det”, sagde hun igen.
Bill trak på skuldrene og overgav sig. ”Ok, vi tager alle tre derind, og så finder vi ud af, om der er noget galt med os… ok?” sagde han og sendte hende et venligt smil. Hun tænkte kort over det og endte op med bare at nikke. ”Op med humøret, sunshine. Vi skal nok klare det alle sammen”, smilede han. ”Så længe vi bare tror på det”, grinte han og satte sig om på den modsatte side af bordet.
”Vi ses senere”, sagde Tom smilende og kyssede Chrizza hurtigt. ”Vi ses, Bill”, hvorefter han skyndte sig ud til bilen, hvor Gordon allerede sad og ventede på ham, så de kunne komme af sted ind til Berlin, hvor mødet ville blive afholdt.
Bill sad overfor Chrizza ved spisebordet og kiggede på hende, mens hun sad og svarede på en brev, der var blevet videresendt til hende. Det var omkring om hun ville komme ind på 5 store hospitaler i Tyskland og hilse på nogle af deres kræftsyge børn, der var indlagt.
”Jeg synes, det er rigtig sejt af dig”, sagde han og smilede til hende, som hun stille løftede sit hoved og så ham i øjnene. ”Jeg synes virkelig, det er helt vildt stort gjort af dig, Chrizza”.
Hun trak lidt på skuldrene og smilede. ”Jeg ville ønske, der havde været nogen dengang jeg var på deres alder… en at se op til”.
Bill var stille i et øjeblik, hvor han bare sad og så på hende. ”Hvordan var det?” spurgte han. ”Altså… sådan… du ved… 8 år… jeg mener…”
Chrizza afbrød ham, da hun godt kunne høre, han ikke rigtig vidste, hvordan han skulle sige det rigtigt. ”Jeg vidste ikke, det var så slemt, som det var”, sagde hun lavt og trak lidt på det. ”Jeg kunne ikke helt forstå, hvor det var, jeg ikke måtte gå i skole, og hvorfor jeg ikke måtte være sammen med nogen af de andre piger”. Hun så ned i bordet og bed sig diskret i læben. ”Lægerne prøvede at gøre alt for mig, men… det hjalp bare ikke. Jeg følte mig som et misfoster, som om jeg var fra en anden planet… jeg så jo ikke ud som de andre piger gjorde”. Hun sukkede dybt og så Bill i øjnene. ”De sagde, jeg ikke havde nogen fremtid”.
Bill sank en klump og så hende længe i øjnene uden at sige noget. Han vidste ikke, hvad han skulle sige, og inderst inde havde han det faktisk også ret dårligt over at have bragt emnet på banen. Så han rejste sig fra bordet og satte sig hen ved siden af hende. Han lagde sin ene arm omkring hende, mens han lagde sin hånd i hendes.
”Du troede vel ikke på dem… gjorde du?” spurgte han forsigtigt og nussede hendes overarm blidt, så hun kunne føle sig mere tryg. Bill ville så gerne vide mere omkring hendes fortid – efter de havde mødets på Mallorca. Han var nysgerrig efter at vide alting.
Chrizza så ham i øjnene og rokkede diskret på hovedet. ”Jeg havde ingen, jeg kunne se op til… Der var ingen, overhovedet. Der var ingen, der havde overlevet det… jeg kunne ikke andet end tro, jeg var den næste i rækken”. Hun så væk fra ham igen og sukkede. ”Jeg kan huske, det var lige før min 10 års fødselsdag… Lægerne havde sagt, jeg aldrig ville blive 10 år, så da der kun var få dage til min fødselsdag… jeg var bare for det… men…” hun rynkede på panden og sukkede. ”Jeg ville dø, Bill”, sagde hun og så ham direkte i øjnene. ”Jeg ville ikke leve mere, jeg ville ikke have et liv, hvor jeg ingen fremtid havde… så ville jeg hellere dø! Jeg var bange for, det ville blive smertefuldt”.
Bill begyndte at få lidt våde øjne. ”Prøvede du at begå selvmord?” spurgte han med en hæs stemme.
Hun kneb øjnene hårdt sammen i et sekund eller to, hvorefter hun åbnede dem og så direkte ind i Bills. Hun nikkede diskret med hovedet, mens hun svarede: ”Jeg ville ikke udsætte mine forældre for mere smerte… jeg troede, de ville have det meget bedre uden mig… uden at bekymre sig om mig… uden at tage hensyn til mig”.
Han rystede på hovedet og vidste ikke, hvad han skulle sige. Han var chokeret over den måde, hun havde tænkt om sig selv på. ”Hvordan kunne du nogensinde tro, dine forældres liv kunne være bedre uden dig?” Han blev en smule sur på hende, og det kunne tydeligt mærkes på hans bevægelser.
”Bill, jeg var 9 år… jeg vidste jo ikke bedre dengang”, sukkede hun og lagde sine hænder mod hans kinder. ”Jeg var så ked af det”, hviskede hun og en tåre trillede ned af hendes kinder. ”Jeg var bange”.
Bill kunne ikke holde det tilbage mere; han tog hårdt fat rundt om hende og knugede hende tæt ind mod sig. Der var ikke noget at gøre, hans tåre havde nu frit løb, og de benyttede sig chancen til at se dagens sollys; Han græd uden at gemme sig!
”Jeg kan slet ikke lide at tænke på, du ikke kunne være her nu”, snøftede han mod hendes skulder. ”Er du godt klar over, hvad det kunne have betydet?” Han så hende nu i øjnene og følte sig meget lille.
”Jeg ved det godt”, hviskede hun og bed sig i læben.
Simone kom gående ind i køkkenet, da hun så Bill med sine våde øjne. ”Undskyld”, sagde hun hurtigt og skyndte sig ud af køkkenet igen.
”Hvordan kunne du…”, mumlede han for sig selv og så hende i øjnene. ”Se hvad du får mig til, Chrizza”, sagde han og man kunne ane et lille smil på hans læber, som han pegede op på sine våde øjne og kinder.
Hun kyssede hans pande og tørrede hans kinder med sine hænder. ”Jeg er ked af det, Bill”, sagde hun lavt og sendte ham et lille smil. ”Du begyndte selv”, fastslog hun og nussede kort hans kind.
”Jeg ved det godt… jeg troede bare ikke sådanne ting om dig, smukke…” Hun trak på skuldrene og tog hans hænder i sine. ”Du er sådan en rigtig bad girl”, klukkede han og klemte hendes hænder.
”Har du tænkt dig at tage sangen med til David?” spurgte Chrizza og satte sig ned overfor Bill ude ved havebordet, hvor Simone også sad og nød solen, der stod højt på himlen over den tyske landsby.
”Det har jeg i hvert fald”, smilede han og nikkede til hende. ”Jeg skal nok give dig credit for dit arbejde”, grinede han efterfølgende. Hun klukkede og tog hånden på hjertet. ”Men så sviner jeg dig også til i resten af mødet, ok?”
”Hallo, jeg har gjort meget for dig”, sagde hun og pegede fingre af ham.
”Det har du i hvert fald… men det betyder ikke, det er gode ting, vel?” Bill så hen på Simone for at få lidt hjælp.
”Du har fat i noget”, grinte hun og lagde hånden på Chrizzas lår. ”Jeg er sikker på, de kun har gode ting at sige om dig, skat”, smilede hun og tog sin hånd til sig igen.
”Årh”, smilede hun slesk og lagde hovedet på skrå.
”Ej, jeg skal nok være sød mod dig, sunshine”, smilede han så. ”Du er trods alt den allerdejligste pige, jeg kender”, klukkede han sødt og sendte hende et luftkys.
”Hvor er du henrivende”, grinte hun og himlede med øjnene over sit ordvalg.
”Seriøst, jeg kunne sige det igen og igen”, sagde Andreas, pludselig kom gående ud af havedøren. ”I lyder som et gammelt ægtepar, når I rigtig går i gang”.
”Andreas”, udbrød Bill og så sig tilbage mod ham.
”Hej, gamle dreng”, grinte han og puffede til ham. ”Hej gudinder”.
”Hvad laver du her?” spurgte han forvirret og rykkede en stol hen til ham.
Andreas satte sig ned og smilede. ”Jeg kedede mig…”, sagde han tørt.
”Du er altid velkommen”, klukkede Simone og smilede til ham.
”Ih, du er så henrivende”, grinte han fjoget og blinkede til Chrizza. Hun himlede med øjnene og grinte med de andre. ”Jeg kunne ikke lade være… Hvad så? Hvad skal vi lave i dag?” spurgte han og så skiftevis på Bill og Chrizza.
”Øh… Jeg skal til møde inde i byen her klokken 1”, sagde Bill og smilede skævt til ham. ”Vi skal ind og evaluere Chrizzas første år”, smilede han og vrikkede med øjenbrynene. ”DRAMA”, fnøs han og klukkede sødt.
”Så du er slet ikke hjemme?”
”Altså, jo… jeg er hjemme… nu… og så igen, når jeg er færdig med mødet… engang ved 3 tiden, tror jeg”, svarede han og trak på skuldrene. ”Du kan bare blive her. Tom kommer alligevel også hjem om kort tid”.
”Hvor er han?”
Bill himlede med øjnene og kunne ikke lade være med at grine af Andreas. ”Vi skal hver og en evaluere Chrizzas første år”, sagde han og rystede på hovedet over ham, mens han så hen på Chrizza, der sad og hyggede sig godt og grundigt med dum 1 og dum 2.
”Nåååå”, udbrød han og slog sig selv i panden.
”Og så siger du, Bill og jeg snakker som et gammelt ægtepar… Har du hørt jer to snakke?” grinte hun.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar