Chrizza stod udenfor kirken sammen med de mange, der var mødt op for at sige et sidste farvel til Laura. Klokken var omkring 5 om eftermiddagen. Det havde været en smuk begravelse, og der havde været en masse smukke ord og historier. Det kunne ikke have været bedre.
Chrizza havde ikke haft kontakt med nogen af drengene de sidste par dage, siden Bill og hende havde gjort det forbi. De havde været i Frankrig, og hun ville egentlig gerne prøve at holde lav profil i Bills liv – som han nok på en eller anden måde også ønskede, bare for at få det hele lidt mere på plads. Men hun vidste stadig ikke, om det var det forkerte, de havde gjort. Hun vidste bare, hun savnede ham inderligt. Men hun skulle sikkert ”bare” vende sig til en hverdag uden at tænke på ham 24/7.
Det var blevet en smule koldt at stå ude foran kirken og vente på alle gæsterne kom ud af kirken. Hun kiggede sig lidt omkring på den store plads, mens hun så de mange mennesker, der var blevet samlet. Ligvognen var parat, og hun gøs ved tanken.
Mens hun stod i sine egne tanker, mærkede hun nogle velkendte arme omkring sin mave. Hun kiggede op og så Bill smilede med et lille smil ned til hende. Han klemte hende tæt ind til sig og sagde ingenting. På en eller anden måde, følte hun sig pludselig bedre tilpas ved hele situationen. Hun stod bare og kiggede ham i øjnene og mærkede så hans bløde læber mod sine.
”Hvad laver du her?”
”Jeg lovede dig, jeg ville være ved din side”, hviskede han mod hendes øre.
Hun vendte sig om mod ham og kiggede ham dybt i øjnene. ”Hvad med din præmiere?”
”Jeg vil ikke sidde og høre på min egen stemme i to timer”, smilede han skævt. ”Jeg vil holde mit løfte og være her sammen med dig”.
Hun tog sig selv i at smile lidt, mens hun lagde sine arme rundt om hans hals. ”Det betyder virkelig meget for mig”, sagde hun lavt og knugede sit hoved ind til hans hals.
”Hvordan går det ellers?” spurgte han, da de sad i en privat bil på vej hjem til Loitsche. Han havde inviteret hende med hjem til sig, da han ikke ville have, hun skulle være alene efter begravelsen. Og desuden så savnede han også at have hende omkring sig. Der var ikke nogen hjemme i huset, og han gad nu heler ikke at være alene hele aftenen.
”Det går stille og roligt”, sagde hun lavt og kiggede væk fra ham.
Han tog sin hånd i hendes. ”Det mener du jo ikke…”
Hun kiggede tilbage på ham og rynkede på panden. ”Tiden går så langsomt”, mumlede hun og kiggede ned. ”Jeg kan ikke lide at være alene hele tiden”.
”Hvorfor har du ikke ringet?” Det vidste hun ikke, så hun trak bare på skuldrene. ”Du skal altså bare ringe, hvis jeg skal komme, Chrizza, det ved du også godt”. Han smilede sødt til hende og slap hendes hånd. ”Jeg vil smide alt, hvad jeg har i hænderne for dig”.
Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle svare til det. ”Jeg savner dig”, hviskede hun i stedet og kiggede ham i øjnene.
”Jeg savner også dig rigtig meget, smukke”. Hun sukkede. ”Jeg har tænkt en del over tingene her de sidste par dage, hvor du har været væk… det er nok det rigtige, det vi har gjort”, sagde han og rynkede lidt på panden, mens hun rokkede stille med hovedet. ”Før eller siden ville det have gået galt… på en eller anden måde”.
”Ja”, mumlede hun og sukkede diskret. ”Men jeg vil bare ikke have, at det går ud over vores venskab, Bill”. Han kiggede på hende. ”Jeg mener det… jeg vil ikke miste dig”.
Bill lagde sin hånd mod hendes lår og nussede det blidt med sin tommelfinger. ”Det vil ikke gå ud over vores venskab, bare rolig”, smilede han sødt og lagde derefter sin hånd i hendes. ”Jeg vil gerne med at være en af dine bedste venner”.
”Du må gerne være den bedste, hvis du vil”, mumlede hun og smilede skævt til ham.
”Jeg troede Tom var din bedste ven”, klukkede han, mens han flettede sine fingre fint ind i hendes.
Hun tænkte sig kort om, før hun svarede: ”I siger altid, I er den samme person, så kan I også godt dele pladsen, ikke…”
”Hvor er det forfærdeligt”, udbrød han stønnende og smed sin taske i gangen. Chrizza fulgte med ham ind i køkkenet og satte sig på bordet. ”Skal jeg ikke lave os noget mad?” spurgte han og åbnede køleskabet for at se, hvad han kunne byde hende på.
”Kan du godt det?” spurgte hun skeptisk og grinte let.
Bill gik frustreret rundt og åbnede alle skabene i køkkenet for at finde noget mad. ”Pasta kan ikke gå galt”, klukkede han og tog en ny pakke med pasta skruer ud af skabet. ”Jeg regnede ikke med, jeg skulle spise hjemme i dag, så jeg har ikke købt noget ind”.
”Det er altså bare ikke ok, Bill”, jokede hun og hoppede ned fra bordet. Hun gik hen til den ene skab ved siden af komfuret og åbnede det.
”Hey, hey, hey!” udbrød han og løb hen til hende. ”Hvad forstår du ikke i at jeg ville lave mad til os?” Hun grinte og slap gryden, hun havde fundet frem. ”Mange tak”, smilede han. ”Du kan bare sætte dig ind i stuen imens…”
”Må jeg ikke blive herude?” spurgte hun lidt lavt og kiggede smilende på ham.
”Meget gerne”.
Hun klukkede let. ”Tak… Er der slet ikke noget, jeg kan hjælpe med?”
”Hmm, næh… det laver vel egentlig sig selv”, sagde han hurtigt og hældte posen i gryden. ”Så skal vi bare vente 101 minutter, og så er der mad”, smilede han og vendte sig med fronten mod hende. Han kiggede hende i øjnene og kunne ikke lade være med at smile. ”Kom her”, bad han og rakte armene ud. Hun gik stille hen til ham og mærkede hans blide arme omkring hende.
”Hmm…” klukkede hun og løsrev sig fra hans greb.
”Jeg syntes lige, jeg trængte til at kramme dig”, grinte han og smilede til hende. ”Nå, skal vi ikke smutte ind på værelset lidt?”
”Lad os det”.
”Hør, vil du sove her?” spurgte han.
Hun tøvede kort. ”Det ved jeg ikke lige endnu, Bill. Måske”.
”Det er helt fint for mig”, smilede han og åbnede døren ind til sit værelse. Han skyndte sig ind til sin seng og fjernede en trøje, som han smed hen på stolen. Han kiggede nervøst tilbage på Chrizza og smilede.
”Hvad er der?” spurgte hun forvirret og gik hen til ham.
”Ingenting”, svarede han hurtigt.
”Løgner, løgner, dine løg de rådner!” sang hun og grinte.
”Angela var her i går, og så glemte hun sin trøje”, mumlede han lavt og smilede nervøst til hende. ”Jeg var bare for, du ville blive sur”.
”Hvorfor skulle jeg det, Bill? Du kender mig jo”.
Han trak på skuldrene. ”Jeg ved det godt”, mumlede han.
”Du er bare tydeligvis kommet hurtigt videre”, jokede hun og smilede til ham.
Han kiggede hurtigt hen på hende og fik store øjne. ”Nej, nej, nej, nej, nej…” udbrød han. ”Vi er bare venner”, sagde han hurtigt og tog fat i hendes hånd. ”Jeg er stadig ikke kommet over dig endnu, Chrizza”.
”Rolig, Bill”, klukkede hun og strøg sin ene hånd igennem hans hår. Hun nussede det blidt og smilede til ham. ”Jeg driller bare… og du skal ikke være bange for at være sammen med hende…. det skal jeg jo ikke bestemme”.
Han stod i et øjeblik og kiggede hende dybt i øjnene. ”Må jeg godt kysse dig?” spurgte han lavt og lagde sit hoved tæt mod hendes.
Chrizza rystede diskret på hovedet. ”Det er dumt”.
”Jeg ved det godt”, sukkede han og lukkede kort sine øjne. Han lagde sine hænder bag hendes hoved og pressede sine læber mod hendes i et længere kys.
”Bill, hvor er du henne?” spurgte Tom, da han kom hjem først på natten. ”Hallo?” spurgte han ud og trådte ind i stuen. Han fik et smil på læben, da han så sin lillebror sidde med sin eks i armene, sovende. ”Bill”, sagde Tom lavt og slukkede TV’et.
Bill flakkede med øjnene og så Tom stå foran sig. Han kiggede ned og så Chrizza sidde på hans skød, lænende op af ham. ”Hmm….”, mumlede han tilfredst og smilede skævt.
”Hvad har I gang i?” spurgte han interesseret.
”Sove”, mumlede han lavt og nussede hendes ryg, så hun ikke ville vågne.
”Jamen, hvad laver Chrizza her?”
Han kiggede ned på hende og tænkte kort. ”Hun tog med mig hjem efter begravelsen… hun skulle ikke være alene”.
Tom rynkede på hovedet. ”Hvordan var det?”
”Det var rigtig smukt. Følelsesladet!” Han gøs, da han tænkte tilbage på, hvor ked af det Chrizza havde været, da ligvognen kørte af sted. ”Det var hårdt at se på”, mumlede han og kiggede tilbage på Tom.
Han nikkede forstående i et øjeblik og skiftede så emne. ”Nå… Er I sammen igen?”
”Nej, Tom… og det sker heller ikke”, sagde han lidt bestemt og tog godt fat rundt om hende.
”Hvorfor sidder du så med hende i armene?” spurgte han og kiggede skeptisk på sin bror.
Bill himlede med øjnene. ”Hun var ked af det… det er min pligt at få hende til at føle sig tryg”, sagde han lavt. Tom fnøs og klukkede lavt. ”Men kan du ikke gemme dine dumme bemærkninger til i morgen, Tom…” Han rejste sig op fra sofaen med hende i sine arme.
”Sover hun her?”
”Ja”, mumlede han bare og gik ind på gangen. Tom fulgte efter ham og åbnede døren ind til Bills værelse. ”Tak”, smilede han venligt og lagde hende stille ned i den ene side af hans seng.
Tom grinte lidt. ”Skal hun sove inde hos dig?”
”Jeg lader hende altså ikke sove inde på sofaen… og desuden er vi også blevet enige om, at vi er færdige med hinanden”. Bill vendte ryggen til ham og gik ud af værelset.
”Færdige med hinanden?” gentog han forbavset.
”Ja?”
Tom fnøs igen. ”Jeg vil godt vædde med at I finder sammen igen… du kan ikke uden hende, Bill”.
Bill vendte sig hurtigt om og kiggede skulende på ham. ”Jeg vil ikke vædde om Chrizza. Og jeg synes, det var total respektløst det dig og Andreas gjorde, da vi var i Paris”.
”Hvad?”
”Du ved godt, hvad jeg snakker om, Tom”, svarede han roligt. Han ville ikke blive sur nu. ”Jeg synes ikke, det var speciel fedt, at I vædder omkring hvorvidt vi har sex eller ej… det er virkelig lavt, Tom”.
Han skar ansigt og trak diskret på hovedet. ”Det kan du nok godt have ret i, ja… men jeg var ikke helt mig selv der… og det var du heller ikke”.
”Jeg vil ikke være sur på dig, det er ikke det, jeg er ude på. Men jeg synes bare, du skal vide, at jeg ikke synes, det var speciel fedt gjort af jer”.
Han nikkede. ”Undskyld”, mumlede han og smilede uskyldigt – men stadig nervøst – til ham.
”Det er ok… men stadig; tænk jer lige om en anden gang, ok”.
”Javel”, klukkede han og smilede stort.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar