Bill tog fat i Chrizzas hånd og klemte den tæt. ”Jeg er her hos dig”, hviskede han mod hendes øre og kyssede hendes tinding blidt. Hun kiggede op på ham, mens de gik ned ad gangen. Hendes øjne var døde, og hun følte ikke, hun kunne tænke klart.
”Jeg hader at være her”, beklagede hun sig og lænede sit hoved mod Bills skulder.
”Det skal nok gå, skat”, svarede han roligt og så David stå foran en af dørene. ”Hej David”, sagde han lavt.
”Hej”, smilede han skævt og derefter ned på Chrizza. ”Åh! Kom her, min pige”, sagde han og rakte armene ud. Hun gik over til ham, og han krammede hende tæt ind til sig. ”Jeg er ked af at det, Chrizza. Men de kan ikke rede hende på nogen måde”, sagde han lavt og kiggede hende i øjnene.
Hun rokkede med hovedet og kiggede ned i gulvet. Hun kunne mærke, der var en tåre på vej, men hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at holde den tilbage. ”Er Christian her stadig?” spurgte hun og pegede diskret på den dør, de stod ude foran.
”Ja, han sidder derinde”, svarede han lavt.
”Ok”, mumlede hun og kiggede tilbage på Bill.
”Skal jeg gå med?” spurgte han, og hun nikkede. ”Så gør jeg det”. Han smilede skævt til hende og rakte ud efter hendes hånd.
”Tak”, hviskede hun og flettede sine fingre ind i hans.
”Jeg venter bare herude, ok?”
”Ja…” svarede hun lavt og tog i håndtaget.
”Chrizza”, sagde Christian og rejste sig fra stolen.
”Hej Christian”. Hun slap Bills hånd, da han krammede hende tæt ind til sig. ”Jeg er ked af at høre, hvad der er sket. Det gør mig virkelig ondt”, sagde hun lavt og gjorde afstanden mellem dem større.
”Tak”, sagde han lavt og prøvede at smile.
”Det her er Bill…”, sagde hun og præsenterede ham.
”Hej, jeg kondolerer”.
”Mange tak, Bill”, svarede han og kiggede ned på Chrizza igen. ”Jeg ved ikke, hvornår der blive begravelse, men jeg regner da med, du kommer, ikke…”
”Selvfølgelig”, svarede hun og nikkede.
”Jeg ved, det vil betyde meget for hende”, sagde han og kiggede sig bag om skulderen, hvor Laura lå. Chrizza havde ikke kigget derover endnu, men blev nok snart nødt til det. ”Det ser bare helt forkert ud, at hun ligger der”, sagde han lavt og gik om på den ene side af sengen.
Chrizza tog en dyb indånding, rakte ud efter Bills hånd, hvorefter de gik hen på den modsatte side af sengen. Hun kiggede ned i gulvet hele vejen derned, men tog sig så sammen til at se Laura ligge der uden at trække vejret.
Det gav et sæt i hende, da hun å hende. Christian havde ret, det så helt forkert ud. Hun var helt bleg, og det smil, hun plejede at have på læberne, var væk nu. Hun var følelsesløs. Hun var død.
Bill kunne mærke på hende, at hun var meget medtaget af situationen, så han flettede sine fingre ind i sine og klemte kort hendes hånd. Han sagde ikke noget, men han kunne mærke, hun slappede lidt mere af.
Chrizza lagde sin ene hånd på hendes hånd. Hun klemte den tæt og kiggede på hendes ansigt. Hun forestillede sig, at hun smilede til hende, og hun sagde, at det hele nok skulle blive ok igen, at alt nok skulle blive som det var før, vi skulle bare se tiden an…
Hun mærkede hvordan en tåre trillede ned af hendes kind, og hun lukkede øjnene. Bill vendte hende om mod sig og svingede armene om hende, mens han krammede hende tæt ind mod sig. ”Så såå”, hviskede han mod hendes øre og lod sine fingre nussede hende i håret.
En læge kom ind i lokalet og stillede sig for enden af sengen. ”Jeg må desværre bede jer om at gå ud herfra. Vi skal have Laura rykket ned på en anden afdeling…”
Chrizza nikkede og kiggede en sidste gang ned på Laura. ”Jeg elsker dig”, sagde hun lavt.
David stak hovedet ind. ”Er vi også klar til at tage videre?” spurgte han.
”Ja”, mumlede hun og gik hen til Christian. ”Du lover, du ringer, ikke?”
”Jeg ringer”, smilede han skævt og gav hende et kram. ”Godt at møde dig, Bill”, sagde han og gav ham et hurtigt kram.
”I lige måde, Christian”.
Christian fulgte med lægen ud af lokalet og videre ned ad gangen. ”Jeg håber, han får det godt igen”, sagde hun lavt og knugede sig ind mod Bill. Han lagde sine arme tæt omkring hende og nussede hendes hår blidt.
”Chrizza, vi bliver nødt til at køre videre nu”, sagde David og lagde en hånd på hendes skulder.
Hun vendte hovedet og kiggede på ham. ”Hvor skal vi hen?” spurgte hun lavt.
David kiggede op på Bill. Han rystede ivrigt på hovedet, mens han bare stadig holdt tæt omkring hende. Han havde altså ikke sagt noget omkring kontrakten… ”Øhm…” mumlede David usikkert. ”Vi skal lige hjem til mig, og så kører jeg jer hjem”, smilede han og nikkede.
”Ok”, mumlede hun og tog fat i Bills hånd.
De gik ned ad gangen, mens hun gik i sin egen lille verden og hørte ingenting. Selvfølgelig, var det hårdt for hende. Laura havde været ved hendes side de sidste mange år, og hun havde faktisk altid kendt hende. lige siden hun blev født. Det var Lauras skyld, at hun var blevet kendt dengang, og det var Laura, der havde fået hende til ikke at opgive hendes drøm, da hun fik den dårlige nyhed om, at hun havde kræft. Laura havde altid været en stor del af hende, og det ville hun også altid være, også selvom hun ikke var her mere. Men i hjertet var hun dog stadig…
”Du har ikke fortalt hende det?” hviskede David.
Bill rynkede lidt på panden. ”Jeg ville have gjort det, men hun blev jo så ked af det”.
”Det forstår jeg godt, Bill. Jeg skal nok forklare hende det, og hvad der vil komme til at ske”.
”Men hvad vil der komme til at ske?” spurgte han og blev en smule bange.
”Det snakker vi om…” afsluttede han og åbnede døren til sin bil.
”Hmm…”, mumlede han bare og kiggede ned på Chrizza. ”Sæt dig ind, skat”, bad han stille og åbnede døren for hende. Han satte sig selv ind ved siden af hende og nussede hendes hånd. Han kiggede ud af vinduet, mens Berlins gader susede forbi dem. Han var usikker på fremtiden. Hvad skulle der ske? Og han havde svært ved at tyde Davids sidste sætning, om det var godt eller dårligt. Han kunne slet ikke finde hoved og hale i noget af det overhovedet.
Der var ingen, der sagde noget på vejen hjem til Davids ejendom. Han slukkede motoren og steg ud. Bill slap hendes hånd og smilede nervøst til hende. De steg begge ud og gik hver for sig op til hoveddøren.
”I kan bare sætte jer ind i stuen, så kommer jeg lige om ganske kort tid”, smilede David og løb ovenpå. Chrizza rokkede med hovedet og fulgte med Bill ind i stuen. Det var første gang hun var her. Han boede flot og lyst, meget enkelt og hyggeligt.
”Kom skat”, sagde Bill lavt og smilede til hende, da han satte sig ned ved spisebordet.
Hun gik hen til ham og satte sig på stolen ved siden af. ”Hvad er det, vi skal?” spurgte hun og lænede sit hoved mod hans skulder.
”Vi skal… Vi skal snakke om kontrakten”, sagde han så og kiggede ned i bordet.
”Hvad er der med den?” spurgte hun hurtigt og løftede hovedet. Hun kiggede op på ham og lagde sin hånd over hans. ”Bill… skat, hvad er der med den?”
Han kiggede hende i øjnene og sagde så: ”Du har ikke nogen manager mere, skat. Kontrakten er ugyldig”, mumlede han lavt og rynkede bekymret på panden. ”Jeg er ked af det, skat”. Hun sagde ingenting, men kiggede bare ned i bordet. Bill flettede sine fingre fint ind i hendes, mens de hørte David gå ned ad trappen.
”Så…”, sagde han og satte sig overfor dem ved spisebordet. Han lagde en stor mappe på bordet og åbnede den. ”Jeg hader denne her situation, Chrizza, og jeg håbede aldrig, jeg ville blive udsat for det, men nu sidder vi så her…”, sagde han lavt og lagde hurtigt sin hånd over hendes. Hun rokkede med hovedet og kiggede ham i øjnene. ”Laura står til at være ansvarlig for din kontrakt med os, men nu hvor hun ikke er her mere, så…” Han trak på skuldrene. ”Så er der ikke rigtig nogen kontrakt længere”.
”David, please sig du har fundet en løsning”, bad Bill.
”Jeg ringede til Universal Hamburg tidligere og snakkede med dem, og de var selvfølgelig heller ikke så glade for at miste dig, men de sagde, de ville kigge på tingene, og så ville de ringe tilbage igen”.
”Hvad så? Har de ringet?” spurgte Bill utålmodigt.
”Ja”, nikkede han og tog et papir ud af en plastiklomme. Han lagde det hen foran Chrizza. ”Jeg vil gerne være din manager”, smilede han og kiggede hende i øjnene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar