Hun så på klokken. Klokken var kun halv 6 om morgenen. Udenfor var det mørkt, og det så ud som om, det blæste svagt. Det fik i hvert fald træerne ude i haven til at risle. Hun gøs og kiggede sig bag skulderen. Godt, tænkte hun. Bill sov stadig, så hun kunne godt stå op, uden han ville ligge mærke til noget.
Det havde været en underlig nat. Hun havde haft en helt uforglemmelig nat med Bill. Den bedste hun nok nogensinde ville kunne få. Men da hun endelig var faldet i søvn, efter at have ligget lidt og kælet med Bill, havde hun haft det ene mareridt efter det andet.
Hun vågnede op med pludselige bevægelser, med tårer og sved på panden. Bill var kun vågnet den ene gang, men hun bad ham om at ligge sig til at sove igen, hvilket han også gjorde. Hun lå længe bare og kiggede rundt i lokalet og ud på det store træ, der stod foran vinduet.
Hun rejste sig fra sengen og listede hen til sin kuffert. Da hun gik forbi spejlet, så hun ud af øjenkrogen; hun var stadig nøgen. Det gav et sus igennem hende. Om det var et sus af glæde, eller hvad det var, kunne hun ikke helt gøre rede for. Men det virkede i hvert fald forkert.
Hun tog noget undertøj på og listede stille ud på badeværelset for at tage tøj på. Hun kiggede sig selv i spejlet og blev overrasket over hendes hals så mærkelig ud. Der var små blå mærker her og her. Hun sukkede dybt og blev en smule ked af det. Bill havde givet hende sugemærker.
Døren ind til Bills værelse blev endnu engang åbnet ligeså stille, og hun gik ind for at finde sin mobil. Hun havde brug for at falde lidt på plads nu, og hun ville helst gerne være lidt væk fra det hele, mens det skete. Så hun lukkede igen døren og listede ned til gangen, hvor hun lydløst tog sine støvler og jakke på. Hun bandt et tørklæde godt til om sin hals og fortsatte så ud af døren.
Chrizza gik langsomt ned ad gaden. Der var ikke nogen mennesker på gaden på denne her tid af morgenen. Og det var også kun få af gadelygterne, der var tændte i den lille by. Hun tog sin mobil op af lommen og tryggede et nummer ind.
”Hallo?” svarede han træt stemme.
”Andreas… Det er Chrizza”, sagde hun lavt og kiggede bagud hurtigt.
”Chrizza? Er der sket noget?” spurgte han og løs straks mere vågen.
”Må jeg komme over?”
Uden at tøve svarede han: ”Ja, naturligvis. Øhm, hvor er du henne?” og man kunne høre, han rejste sig fra sin seng.
”Bahnhofstrasse”, mumlede hun.
”Ok smukke”, sagde han kort. ”Jeg går ned i døren og står, når du kommer så”.
Hun sukkede diskret. ”Tak Andreas”.
”Ingen årsag, Chriz. Jeg kan høre, du ikke er glad… Har jeg ret?”.
Hun rystede på hovedet og drejede ned ad gaden, hvor Andreas boede. ”Ja. ”.
”Hmm… ok, men jeg står i døren nu, så du kommer bare”.
”Tak Andreas”.
”Du er altid velkommen, mus”, smilede han. ”Vi ses”.
”Vi ses”, sagde hun lavt og lagde på. Hun kunne se Andreas’ hus længere nede af gaden, og hun gik automatisk lidt hurtigere. Det var ikke fordi, det var super varmt udenfor, så hun ville gerne ind i varmen hos Andreas hurtigst muligt.
Hun åbnede lågen til hans have og gik op af den lille sti, der førte op til hoveddøren. Hun gik op af de få trapper, da Andreas åbnede døren. Han kiggede på hende med et skævt smil. Han lukkede døren efter hende og sagde ingenting. Han lagde bare sine arme omkring hende og klemte hende trygt ind mod sig, mens han stillede vuggede hende i sine arme.
”Jeg er ked af, jeg vækkede dig”, mumlede hun og knugede sit ansigt mod hans hals.
”Det skal du ikke tænke på… Jeg skulle alligevel til at stå op”.
Chrizza kiggede op på ham. ”Du skal jo i skole”, sagde hun og fik ondt af ham.
Han tøvede kort og lagde sin hånd mod hendes kind. ”Ikke i dag… Jeg bliver hjemme”, smilede han og krammede hende ind til sig igen. ”Jeg vil bare gerne have, du er glad”, hviskede han og trak hende med ind igennem stuen og ovenpå til hans værelse.
”Er du alene hjemme?” spurgte hun og satte sig på hans seng.
Han rystede på hovedet. ”Nej, mine forældre sover bare stadig”, smilede han og satte sig tæt op af hende. Han lagde sin arm omkring hende og trak hende ind til sig. ”Nå…”, begyndte han og smilede skævt til hende. ”Lad mig så høre. Hvad bringer dig ud på disse kanter?” klukkede han sødt, og Chrizza kunne ikke lade være med at fnise af ham. Han var jo så sød.
”Hmm….”, mumlede hun og kiggede ned i sengen. Hun vidste ikke, hvor hun skulle begynde.
”Har det noget med Bill at gøre?” gættede han.
Hun nikkede diskret. ”Også ham…”
”Tom?”
”Ja… og Trina”, mumlede hun og sukkede lavt.
”Mhh, hvad sker der, Chriz?” spurgte han bekymret og kiggede på hende. ”Der må være en grund til, du er kommet herover, ikke…”
Hun nikkede igen og kiggede ham i øjnene. ”Jeg havde mareridt hele natten, har dårlig nok sovet”, pep hun og rynkede på panden. ”Det var så virkeligt”, hun gøs, ”Jeg kan ikke lide det, Andreas”. Hun bed sig selv i læben. ”Jeg er virkelig bange”, hviskede hun og krøb sig ind til ham.
”Er der nogen, der ved, du er her?”
”Alle sov”, mumlede hun. Hun bed sig endnu engang i læben og rynkede nervøst på panden. Hun vidste godt, hvad han ville sige nu. Og hun vidste også godt, det var det bedste.
”Du bliver nødt til at skrive til Bill… gør et eller andet, så han ved, du er her”. Hun kiggede ud af vinduet og sukkede dybt. ”Du ved godt, hvor bange han bliver, hvis han ikke kan finde dig, Chrizza”. Hun nikkede og kiggede op på ham. ”Du ville selv være bange”.
”En morgen i Paris var han væk”, mumlede hun lavt og kiggede ligeud.
”Blev du ikke også bange der?”
Hun trak på skuldrene. ”Det tror jeg, jo…”
Han smilede til hende. ”Skal jeg skrive til ham?” spurgte han og nussede hendes hår.
”Vil du?”
”Selvfølgelig”, smilede han og rejste sig fra sengen. ”Min mobil ligger nede i køkkenet, hvor jeg efterlod den”, sagde han. Hun sendte ham et lille smil, mens hun rokkede diskret med hovedet. Andreas gik ud af værelset og lukkede døren forsigtigt efter sig. Selvom hans forældres værelse var nedenunder, så var der alligevel ingen grund til, at han skulle lave unødvendige lyde.
Chrizza rejste sig op fra sengen og luntede over foran spejlet. Hun løsnede lidt på sit tørklæde og løftede lidt op i det, så hun kunne se sin hals. De var der stadig, hun sukkede dybt og tog det helt af. Wow, tænkte hun og stirrede på sin hals. Hun var faktisk meget plettet. Det var ikke fordi, de var særlig gennemtrængende, men de var der rundt omkring på hendes hals.
Andreas kom ind på værelset igen, og hun skyndte sig at tage sit tørklæde op foran halsen. Han smilede til hende og klukkede: ”Hvad har du gang i, Chrizza?”
”Tager mit tørklæde på igen?” sagde hun usikkert og prøvede virkelig at virke sikker.
Han kiggede skeptisk på hende og smilede. ”Ok…” Hun pustede diskret ud og bandt det fast om halsen igen. Hun satte sig hen på Andreas’ seng igen. ”Hvad vil du have, jeg skal skrive til ham?” spurgte han og satte sig på en stol overfor hende.
”Det ved jeg ikke?” Hun så ned i sengen og trak på skuldrene.
”Ej, altså…”. Han lagde sin mobil fra sig og kiggede hen på hende. ”Jeg synes altså ikke, det er sjovt, at du er så trist i dag”, sagde han med en bekymret stemme, og hun kiggede op på ham. ”Chrizza, hvad kan jeg gøre?”
”Lade være med at hade mig og forblive min ven”, mumlede hun og lagde sig faldt ned på sengen.
Han rynkede forvirret på panden og satte sig hen på sengekanten til hende. ”Hvad mener du med det?” spurgte han og forstod ikke rigtig. ”Selvfølgelig vil jeg være din ven, Chriz. Du er jo min lille gudinde”, klukkede han og strøg hende over håret.
”Jeg tror ikke, jeg er Bills kæreste så længe mere”, hviskede hun så og bed sig i læben.
Han fik store øjne og rokkede hovedet diskret fra den ene side til den anden. ”Nej, lad være med at sig det”, bad han og tog fat i hendes ene hånd. Hun lukkede øjnene og sukkede. Hun klemte øjnene hårdt sammen, som hun også holdte tæt omkring Andreas’ hånd. ”Jeg er sikker på, hvad der end, er sket, så har det været en misforståelse. I må ikke gå fra hinanden”.
Hun gav slip om hans hånd. ”Jeg tror, jeg har mistet følelserne for ham”, sagde hun lavt. ”Det er ikke, som det plejer at være mere”. Hun trak på skuldrene. ”Og jeg er bare bange for at…”
”Såre ham?” gættede han.
”Ja”, nikkede hun og kiggede væk. ”Jeg elsker ham jo. Han har været det bedste for mig, men jeg tror bare ikke, det skal være ham og mig længere”, sukkede hun og satte sig op af sengegæret.
”Hvad er der helt præcist sket?” spurgte han med en meget seriøs stemme. Han var sikkert ligeså chokeret, som alle andre ville være i den situation.
”Jeg drømte kun om Bill i nat. Eller han var med i alle min drømme. Jeg ved ikke, hvad der er sket”. Hun vrængede på næsen. ”Trina var der også… sammen med hendes ”gamle veninder”… De råbte af mig ligesom den dag ude ved studiet. De sagde ting, som gjorde mig ked af det. De prøvede at bilde mig ind, han udnyttede mig, og han slet ikke elskede mig”.
”Men det ved du jo godt ikke passer”.
Hun nikkede. ”Trina udnyttede selv Tom for at komme tæt på dem. Hun elsker ham ikke. udnyttelse”, hviskede hun og kiggede ned i sit skød. ”Jeg drømte, Bill udnyttede mig på det groveste”, der trillede en tåre ned ad hendes kind, og hun kiggede ind i Andreas blå øjne. ”Han var præcis ligesom ham du fortalte om, Andreas. Ligeså modbydelig og ond mod mig”.
Andreas satte sig op ved siden af hende og trak hende ind til sig. ”Du må ikke begynde at græde, for så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre”, bad han, mens han blidt nussede hendes underarm.
”Jeg kan ikke gøre for det, Andreas…. Men jeg kan ikke være sammen med Bill mere. Jeg følte ingenting, da jeg gik derfra i morges”, hun kiggede på ham. ”Jeg fik ikke det samme sus, da jeg kiggede på ham liggende der i sengen og sove. Det plejer jeg”.
Andreas rokkede på hovedet. ”Hvad vil du gøre?” spurgte han.
”Jeg bliver nok nødt til at fortælle ham sandheden. Jeg ved, jeg bliver hadet, men så kan Trina få sit spotlight hjemme i det hus”, mumlede hun.
”Har Trina noget med det her at gøre?” spurgte han.
Der var stille et øjeblik, før hun svarede. ”Jeg stoler ikke på hende”, pep hun. ”Jeg stoler ikke på, hvad hun siger til os. Jeg tror ikke, hun elsker Tom, ligeså højt som jeg elskede Bill”.
”Elsker”, rettede Andreas.
Hun sukkede. ”Se! Jeg snakker allerede i datid om os”, udbrød hun og begyndte at græde. Hun knugede sig ind til hans bryst.
”Såå… rolig smukke”, hviskede han, mens han vuggede hende i sine arme. ”Jeg vil gerne hjælpe dig. Men hun hvis du lover mig, du vil give Bill en chance til”.
”Hvad mener du?” hulkede hun.
Han trak hende ud fra sig, så han kunne se hende i øjnene. ”Når du kommer tilbage igen, så skal du være alene med ham, og hvis du stadig ikke føler noget, så vil jeg gerne stå ved din side”. Hun rokkede med hovedet og så ned. ”Jeg ved, han elsker dig rigtig, rigtig højt. Og det vil han altid gøre, for du betyder noget helt specielt for ham”.
”Han betyder også noget helt specielt for mig”, sagde hun lavt.
”Han er din første, ikke?” Hun nikkede. ”Du skal være lykkelig over at finde en som ham som din første kæreste”, smilede han skævt. ”Han har behandlet dig som guld. Det sker ikke for mange”.
”Jeg skylder ham også rigtig meget”.
Han smilede til hende og kyssede hendes hår. ”Men helt seriøst nu… er der sket noget, siden følelserne pludselig er væk?”
Hun trak på skuldrene. ”Laura”, hviskede hun bare og bed sig i læben.
”Selvfølgelig…”, han forstod hende godt. ”Han har ikke gjort dig noget, vel?”
”Det kunne han aldrig finde på”, sagde hun hurtigt og kiggede ham i øjnene. Han rystede på hovedet og smilede skævt. ”Vi havde en helt fantastisk aften… eller nat”, hun trak diskret på skuldrene, ”da han kom hjem i går”. Hun tog sig selv i at smile lidt.
”Nåå”, klukkede han og smilede til hende. ”Er det så derfor, du har det dumme tørklæde på?”
”Er det meget tydeligt?” spurgte hun og rynkede på panden.
Han klukkede og løsnede det lidt, så han kunne se. ”Det er det faktisk”, sagde han lavt og kiggede længe rundt omkring på hendes hals. ”Han har da ikke sparet på noget”, klukkede han og smilede til hende. Hun fnes kort. ”Gør det ondt?” spurgte han og tog to fingre mod hendes hals.
”Lidt, ja”.
”Det ser også ret vildt ud. Men lad være med at sig, jeg har set det, ikke…”. Hun nikkede og lagde sit hoved mod hans skulder. ”Er du træt?” spurgte han.
”Måske lidt”, mumlede hun.
”Jeg forstår godt, hvis du er… du har mange ting at tænke på inde i dit lille hoved”, smilede han sødt og strøg hende over håret. ”Men du må godt ligge dig til at sove lidt, hvis du vil”.
”Tror du ikke, dine forældre bliver sure over, du ikke tager i skole på grund af mig?” spurgte hun en smule bekymret.
Han slog ud med hånden. ”Det tror jeg ærlig talt ikke, de gør. Jeg er alligevel også bagud med et par af mine afleveringer og lektier, så det kan jeg jo sætte mig til at lave, hvis du vil sove lidt”. Han kiggede hende i øjnene og smilede. ”Så tager vi over til dem lidt senere”.
”Det vil jeg gerne så”.
Han kyssede hurtigt hendes pande og rejste sig fra sengen. Hun lagde sig ned og Andreas lagde dynen over hende. ”Og så prøv at lade være med at tænk for meget over tingene. Du har brug for søvnen”, smilede han til hende og satte sig over til sit skrivebord.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar