Det var mandag morgen, weekenden var ovre. Om ganske få dage skulle de af sted til Cannes i Frankrig for at medvirke til et award show og andre spændende ting, hvor de kunne promovere lidt for deres nye CD, der snart ville udkomme.
”Chrizza”, Tom rykkede i hende, men hun reagerede ikke. ”Chrizza”, prøvede han igen og rev lidt hårdere i hendes skulder. ”Chrizza, kom nuuu”, bad han og rev fat i Bill. ”Bill…” sagde han lavt. Han flakkede kort med øjnene og åbnede dem. ”Bill, det er vigtigt, vågn op”, bad Tom med en bekymret stemme.
”Hvad er der galt?” spurgte han og gned sig i øjnene.
”Laura er død”, sagde han lavt og rynkede på panden.
”Hvad?” spurgte han hurtigt og overrasket, mens han satte sig op i sengen med et sæt. Han rokkede nedtrykt med hovedet og kiggede ned på Chrizza, der stadig lå og sov. ”Hvordan ved du det?” spurgte han og kiggede også ned ved siden af sig på hende.
”David har lige ringet. Han kunne ikke få fat på dig…”
Bill rejste sig fra sengen og strakte sig. ”Hvad skal vi gøre?” spurgte han usikkert og tog en t-shirt over hovedet.
”Vi bliver nødt til at fortælle hende det”, mumlede han og trak på skuldrene.
”Jo, men hvordan?”. Han trak i nogle jogging bukser og strakte sig igen. ”Hvad er klokken?” spurgte han træt og søgte efter det ur, han aldrig havde haft på væggen.
”7”.
”Er mor og Gordon oppe?” spurgte han og gik ud af værelset. Men fik svar på sit spørgsmål, da han så sin mor gå rundt i stuen. ”Mor…”
Hun kiggede hen på Bill og småløb hen til ham. ”Skat, det er jeg virkelig ked af at høre”, sagde hun lavt og krammede ham tæt ind til sig.
”Ja”, mumlede han. ”Mor, jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det til Chrizza”, sagde han bekymret og rynkede på panden. ”Jeg ved jo ikke engang, hvad der er sket”. Han sukkede og satte sig hårdt ned i sofaen.
”Det eneste David sagde var, at hun var død”, konstaterede Tom og satte sig også ned i sofaen.
”Måske skulle du prøve at ringe til ham”, foreslog Gordon.
Bill nikkede og skulle til at rejse sig op, da Simone stak en telefon i hånden på ham. ”Brug den, skat”, sagde hun lavt og smilede skævt til ham.
Han tog imod den og kiggede over på Tom, hvorefter han begyndte at taste nummeret ind. Han sukkede dybt og tog telefonen op til øret.
”Hallo?”
”Hej David, det’ Bill…” sagde han lavt og kiggede ned i gulvet.
”Hej Bill… Ja, jeg kunne ikke få fat i dig, men jeg går ud fra, du har hørt, hvad der er sket”.
”Ja, Tom sagde det til mig. Men hvad er der sket?”
Han tog en dyb indånding. ”Hendes mand fandt hende i sengen her i morges, og hun trak ikke vejret. Det er det eneste, jeg ved, så…”
”Tragisk”, mumlede han og kiggede ned i sit skød. ”Vil du have, jeg skal sige det til hende?”
”Hvis du vil, Bill… ellers så kan jeg godt gøre det”.
Han tænkte kort. ”Nej, jeg kan godt gøre det. Men hvad skal vi gøre?” spurgte han.
”Jeg snakkede jo med hendes mand her for kort tid siden. De er på hospitalet lige nu, så hvis Chrizza godt vil se hende, så kan vi mødes der”.
”Hvor ligger hun?”
”Berlin”.
”Ok… Jeg vil lige snakke med hende, og så kan jeg lige ringe tilbage til dig, ikke?”
”Jo, Bill. Og hvis der er noget, så ringer I bare…”
”Det skal vi nok gøre”.
”Og Bil…”
”Ja?”
”Vi bliver nødt til at mødes senere… Jeg skal have snakket med Chrizza om, hvad vi gør med hendes kontrakt”.
Bill fik store øjne. ”Hvad skal der ske, David? Nu har hun jo ikke nogen manager”.
”Nej, lige netop. Og uden nogen manager, kan hun ikke have en kontakt med os… det står i reglerne, Bill”.
”Jamen, hvad så?”
”Jeg vil se, hvad jeg kan gøre, så hun kan blive hos os”, beroligede han ham. ”Bare rolig, Bill. Jeg vil heller ikke af med hende”.
”Nej, ok… Men så snakkes vi bare ved senere, David”. Bill lagde på og smed telefonen ned ved siden af sig i sofaen, mens han bare kiggede skift ligeud. Han vidste slet ikke, hvad han skulle gøre…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar