”Åh”, stønnede Bill træt og åbnede sine øjne. Han strakte armen ud, men der var tomt ved siden af ham. ”Chrizza?” spurgte han og satte sig op i sengen. Han kiggede rundt i værelset, men hun var der ikke. Hun sad heller ikke oppe i vindueskarmen igen, ligesom hun havde gjort i går morges. Hun var sikkert stået op, tænkte han og rejste sig fra sengen.
Klokken var 9, og han var alene hjemme. Tom og Trina lå sikkert stadig og sov hjemme hos hende, mens både Simone og Gordon var på arbejde, så han gik bare ud på gangen og videre ud på badeværelset kun iført sine boxershorts – helt ligesom han plejede at gøre, før Trina var kommet ind i huset. Nu ville det være lidt akavet, hvis hun så ham gå rundt med så lidt tøj på. Det ville han bestemt ikke synes særlig meget om.
Han gik ind i stuen og kiggede rundt. ”Chrizza?” sagde han ud, men fik ingen feedback. ”Chrizza?” sagde han igen lidt højere og blev straks lidt nervøs. Han gik med hurtige skridt ud i køkkenet, men der var hun heller ikke. ”Chrizza?” råbte han hysterisk og løb ind i Simone og Gordons soveværelse – heller ikke der var hun til at finde. ”Chrizza? Er du her?” spurgte han ud i stuen, mens han løb over til stuedøren. Han åbnede den og kiggede ud i haven. ”Chrizza?” råbte han og løb ud i haven. Han kiggede rundt, gik ud i skuret, men han kunne ikke finde hende, så han løb indenfor igen.
Inde på Toms værelse var der også helt tomt. Han blev meget bange. Hun havde ikke engang lagt nogen seddel eller noget som helst. Han løb ind på sit værelse og fandt sin mobil frem. Han skyndte sig at taste hendes nummer ind, men den gik direkte på telefonsvarer. Han bandede og tastede Simones nummer ind.
”Mor! Chrizza er her ikke”, sagde han bekymret.
”Har du prøvet at ringe til hende?”
”Ja, men den er slukket”.
”Hmm…”, mumlede hun. ”Har I været oppe og skændes eller noget?” spurgte hun.
Han tænkte sig kort om. ”Nej”.
”Jeg ringer til Gordon, måske ved han noget”, sagde hun kort.
”Tak mor”, sagde han fraværende.
”Hun skal nok komme hjem igen, skat. Bare rolig”.
”Jeg kan bare ikke lide, hun ikke er her”.
”Det forstår jeg godt, Bill. Men hendes ting er der vel stadig, ikke?”
”Jo”.
”Skat, ring til Tom og bed ham om at komme hjem. Du skal ikke være alene”, sagde hun roligt.
”Ok, det gør jeg så”.
”Godt nok. Vi snakkes senere, skat”.
”Vi ses, mor”.
Bill: Hvor er du henne skat? :o
Han satte sig ud i køkkenet og stirrede tomt ud af vinduet. Der var absolut ingenting at lave. Han havde prøvet at ringe til Tom – endnu engang vækket ham – og han ville komme hjem med det samme, alene. Han var også nervøs for, hvor hun var henne.
Hvad hvis nu, der var sket hende noget. Han gøs. Han blev ved med at tænke på alle de dårlige ting. Og hvad hvis nu, hun ikke kom tilbage igen. Han rystede på hovedet for at få tankerne ud af hovedet. Han prøvede alt, hvad han kunne på at tænke positivt, men alligevel trængte de negative tanker igennem.
”Hallo…” sagde Tom og lukkede hoveddøren efter sig.
Bill rejste sig fra køkkenbordet og gik ud til ham i gangen. ”Hej Tom”, mumlede han.
”Har du ikke hørt fra hende endnu?” spurgte han, da han hang sin jakke op på knagen.
”Nej”, rystede han på hovedet og gik igennem køkkenet og ind i stuen. Tom fulgte efter ham. ”Jeg har prøvet at ringe til hende og skrive og alt muligt”, sagde han lavt og med en frustreret stemme.
”Georg og Gustav?”
”De har heller ikke hørt fra hende”. Han satte sig tungt ned i sofaen og lænede hovedet bagud mod sofaryggen. Han sukkede dybt og pressede sine øjne sammen. ”Jeg forstår det bare ikke…”
”Er der sket noget?” spurgte han og kiggede hen på sin bror. Bill åbnede stille øjnene og kiggede over på Tom. ”Bill, jeg kan se det. Der er noget, du ikke har fortalt mig…” Han nikkede diskret med hovedet og undgik øjenkontakt. ”Så sig det dog, menneske”, udbrød han lidt irriteret og kiggede bestemt på Bill.
”Jeg tror, jeg er ved at miste følelserne for hende”, sagde han lavt. Tom sagde ingenting, men kiggede bare mærkeligt på ham. ”Tom, jeg mener det. Jeg føler ikke den samme kærlighed mere… Og det er ikke fordi vi var nyforelskede på det tidspunkt. Jeg ved ikke, hvad der sker med mig, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre”, mumlede han.
”Mener du helt seriøst, du vil slå op med hende?” spurgte han og kiggede med store øjne på ham.
”Jeg er jo ikke forelsket i hende på den måde mere”. Han trak på skuldrene. ”Jeg elsker hende rigtig meget, ja. Men jeg vil ikke have et forhold med hende, hvis jeg ikke føler for det. Jeg vil bare heller ikke ødelægge vores venskab”. Han sukkede og kiggede ned i gulvet. ”Men det sker jo nok alligevel”.
Han rokkede. ”Ja, det kan jeg godt se”. Pause. ”Hvad vil du gøre?” spurgte han.
”Jeg må bare snakke med hende om det, når hun engang kommer tilbage igen”. Han kiggede ned i sit skød. ”Men jeg ved ikke, om det er forkert gjort af mig?”
”Jeg synes, du skal give det en chance, Bill. Du elsker hende højt”.
Bill kiggede op på ham igen. ”Jeg ved det godt, Tom. Men…” han opgav og sukkede dybt. ”Jeg kan bare ikke lide, hun ikke er her lige nu”.
”Har du prøvet at ringe til Andreas?”
Han rynkede forvirret på panden. ”Andreas?” Tom nikkede og smilede skævt. ”Han er jo i skole”.
”Du kan jo altid prøve”.
”Hmm….”
”Fuck, fuck, fuck, fuuuck”, mumlede Andreas for sig selv, da hans mobil begyndte at vibrere. Han skyndte sig at liste ud af værelset og nedenunder, så Chrizza ikke ville vågne. ”Hej Bill”, sagde han og prøvede at virke cool.
”Hej Andreas. Undskyld, jeg ringer nu her, hvis jeg forstyrrer eller noget…”
”Nej, det er fint. Jeg er hjemme”. Han trippede rundt inde i stuen. Nu skulle han tænke hurtigt.
”Ah, ok.”. Pause. ”Nej, jeg ville bare høre, om du har hørt fra Chrizza? Hun er ikke hjemme”.
Andreas lukkede sine øjne sammen og vrængede på næsen. ”Jo… øhm… hun er hos mig”, sagde han roligt og bed sig i læben.
”HVAD!?” udbrød Bill.
”Hun kom over til mig i morges”. Fuck, tænkte han og satte sig ned ved spisebordet.
”Så hun er altså hos dig nu?”
”Ja. Hun ligger og sover lige nu”, svarede han og lagde sin hånd mod sin pande.
Der var stille et øjeblik. ”Havde du ikke tænkt dig at fortælle mig det?” spurgte han en smule ked af det.
”Jo, Bill. Men jeg kom fra det, da jeg begyndte at sidde og lave mine lektier. Det må du altså undskylde”, bad han og håbede på sin bedstevens forståelse.
”Har hun det godt?” spurgte han bekymret.
”Hmm…”, tøvede han. ”Jeg vil ikke blande mig, Bill. Men nej, det har hun ikke”.
”Hvad er der galt?” spurgte han langsomt.
Hvad skulle han svare. ”Øhm… Du må nok hellere selv snakke med hende”.
”Må jeg godt komme over så?”
”Hun ligger lige og sover, Bill. Men kan vi ikke aftale, at når hun vågner, så kommer vi over?”
”Tjo”, mumlede han. ”Det kan vi vel godt sige så”.
”Godt nok, men undskyld jeg ikke fik skrevet til dig, mand. Det var ikke meningen”.
”Det er ok, Andreas. Bare du passer på hende”, svarede han lavt.
”Det skal jeg nok. Men vi ses senere så”.
”Ja, vi gør så”.
Andreas lagde på og luntede stille op på første sal igen. Han åbnede døren ind til sit værelse og satte sig hen på sengekanten. Han lagde en hånd på hendes kind og kærtegnede den blidt. Han vidste ikke, hvorfor han gjorde det, men han følte bare en sådanne træng til at nusse hende.
”Chrizza…”, sagde han lavt og tog sin hånd til sig.
”Hmm…”, mumlede hun og åbnede sine øjne.
”Bill har lige ringet”. Hun strakte sig og kiggede den anden vej. ”Han er bekymret for dig”.
”Hvad har du sagt?”
”Vi skal over til dem, når du er vågnet”.
Hun lukkede øjnene igen. ”Så er jeg ikke vågen endnu”, mumlede hun.
Andreas grinte af hende og strøg sin hånd over hendes hår. ”Vi behøver ikke at gå derover nu. Vi kan vente en time, skal vi det?”
”Hvad er klokken?” spurgte hun og satte sig op i sengen.
”Omkring 10”.
Hun strakte sig igen og rokkede med hovedet. ”Du går med, ikke?”
”Selvfølgelig, gør jeg da det”, smilede han og rejste sig fra sengen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar