Kapitel 232

Tom vågnede ligeså stille den næste morgen, da han kunne høre lyde ude fra gangen bag den lukkede dør til sit værelse. Han åbnede langsomt sine øjne og så ned i sine arme, hvor Chrizza stadig lå og sov sødt. Han prøvede så forsigtigt som overhovedet muligt at få sine arme til sig, som han rejste sig fra sengen og åbnede døren ud til gangen.

Han trådte derud og gik efter lyden, hvorefter han helt automatisk fik et smil på læben, da han så Bill stå ude i køkkenet med et hoved som en zombie. ”Godmorgen Bill”, klukkede han og stillede sig overfor ham lænet op af køkkenbordet. Han mumlede bare og tog sig til hovedet. ”Hvordan har du det?”, spurgte han lidt mere bekymret men stadig med et smil på læben.

Han så ham i øjnene og tog et slurk af sit glas. ”Af helvedes til. Jeg drikker aldrig igen”. Tom fnøs, gik imod ham og åbnede skabet bagved ham. ”Har du det slet ikke dårligt?”, spurgte han overrasket og fulgte hans bevægelser.

”Jo”, nikkede han. ”Men du ser bare værst ud”. Han mumlede noget uforståeligt igen og sukkede, som Tom gik hen til vasken for at fylde sit glas op med vand. ”Tror du ikke, du skal gå ind og lægge dig igen?”, grinte han.

”Nej”, mumlede han bare og bundede. ”Jeg gider ikke ligge og sove hele dagen”.

”Mhh”, fnes han bare og trak på skuldrene, hvorefter han tog et stor tår af glasset. ”Det må du jo også selv om”, sagde han fraværende og bundede, hvorefter han satte sig glas ned i vasken og fortsatte ud af køkkenet.

”Hey, Tom”.

Han stoppede op og vendte hovedet mod ham. ”Ja?”.

”Sover Chrizza endnu?”.

”Ja”, nikkede han. ”Jeg tror, jeg vil vække hende. Klokken er næsten 10”.

”Og?”.

”Hun går amok, hvis jeg ikke vækker hende, og hun ved, jeg har været oppe uden i det mindste at vække hende”, grinte han og trak på skuldrene igen. ”Hvad tænkte du da på, Bill?”, spurgte han og fik et lille smil på læben, som han vendte sig helt om mod ham og gik med små skridt mod ham igen.

Han trak lidt på det. ”Jeg tænkte bare på… om vi måske skulle snakke om det i går”, svarede han i en lav tone. Tom rokkede med hovedet og tænkte i et øjeblik, da Bill afbrød hans tanker. ”Vi bliver nødt til at tale om det på et eller andet tidspunkt”.

”Kan vi ikke vente til i morgen? Jeg vil ikke risikere at ødelægge endnu en aften, Bill. Det forstår du godt, ikke?”. Han nikkede og så ned i gulvet. ”Kan vi ikke prøve at lade være med at tænke på det? Jeg vil gerne have en god aften i aften”.

”Jo, selvfølgelig”, og smilede halvt.

”Hvis du vil, må du gerne komme med ind?”.

Han rystede på hovedet. ”Ellers tak”.

”Jeg skal nok lade være med at gøre noget som helst med hende, Bill. Kom nu med ind”, bad han og sendte ham et smil. ”Jeg tror, hun vil blive glad, hvis vi er lidt sammen… også efter alt det støj vi fik lavet i går”. Pause. ”Vi skal også have givet hende vores gave”, han smilede stort. ”Jeg glæder mig”.  

Han trak lidt på det. Usikkerheden kom frem igen, men han ønskede at se hendes smil, når hun fik deres gave – og ikke mindst hans egen gave, som han havde fundet til hende. ”Jamen… så går jeg lige i bad, og så skal jeg nok komme ind, hvis I stadig ligger derinde”. Tom nikkede roligt med hovedet og vendte igen om og fortsatte ud af køkkenet – denne gang uden at blive stoppet.

Han åbnede lige så forsigtig døren ind til værelset og listede op i sengen til hende igen. Han lagde sig på maven og lod sin hånd ligge mod hendes kind. ”Godmorgen smukke”, hviskede han blidt og lod sin pegefinger kredse omkring hendes ansigt i små mønstre. Hun åbnede langsomt sine øjne og så på ham. ”Godmorgen skat”, hviskede han og smilede det smil, som han vidste, hun elskede.

”Hvad er klokken?”, halvhviskede hun med en hæs stemme.

”Lidt i 10”.

”Ok”, og den samme hæse stemme kom frem.

Han så bekymret på hende, da hun prøvede at rømme sig, men pressede i stedet sine øjne hårdt sammen i smerte. ”Er du ok, skat?”, spurgte han nervøst og lagde sin hånd mod hendes pande, men hun var normal temperatur.

”Det gør bare lidt ondt”, pep hun.

”Hvad kan jeg gøre?”.

Hun fjernede hans hånd fra hendes pande og tog den i sin. ”Kys mig”.

Han kyssede hende blidt og længe på læberne. ”Sig noget”, bad han.

”Jeg elsker dig”, hviskede hun hæst.

”Det hjalp ikke, skat”. Han blev bekymret. ”Hvad skal jeg gøre? Skal jeg ringe efter en læge? Jeg kan godt få aftale aflyst i aften, hvi…”.

”Tom”, afbrød hun. ”Slap af… jeg har det fint. Det er bare min stemme, der har svigtet mig. Jeg må ikke drikke alkohol, når jeg er i denne her situation, som jeg er. Jeg har jo nok fået for meget i går”, og trak diskret på skuldrene. ”Du skal ikke tænke på det, skat. Jeg har ikke brug for en læge, og du skal bestemt ikke aflyse i aften”.

Bill bankede forsigtigt på døren og stak hovedet ind. Han havde et lille smil på læben, som han så hen mod dem i sengen. ”Kom ind, Bill”, fnes hun roligt og vinkede ham over til dem i sengen. Hun lå oven på Tom, der havde sine arme tæt omkring hende. ”Slip mig lige”, bad hun roligt og trillede ned ved siden af ham.

Selvom hun stadig havde ondt i halsen og stadig havde en tør hals, så havde det hjulpet lidt, da Tom havde lavet noget varmt te til hende samt havde fundet nogle smertestillende, hun havde haft tilovers fra den sidste operation. Hun var godt bedøvet af dem, og det kunne man da også sagtens mærke på hende.

”Godmorgen”, smilede han til hende og satte sig i fodenden af sengen. Tom strakte sig og rakte ud efter Chrizzas hånd. ”Har du fået det bedre?”, spurgte han lidt forsigtigt og prøvede at ignorere sin bror, der tydeligvis ikke kunne holde sit ord omkring, han ville lade hende være, hvis han kom ind til dem.

Hun nikkede og tog sin hånd til sig. ”Ja, lidt… jeg er bare lidt rundt på gulvet på”, svarede hun med en bedre stemme. Bill rokkede med hovedet og smilede. ”Har du fået det bedre? Tom fortalte, at du så forfærdelig ud tidligere”. Hun sendte ham et lille, bekymret smil.

”Ja, jeg klarer mig”, fnes han og trak genert på skuldrene. Tom rejste sig fra sengen og gik lydløst ud af værelset. ”Hvad er der galt med ham?”, spurgte han nærmest hviskende, så han var sikker på, at Tom ikke ville høre det.

Hun trak lidt på det. ”Han har det heller ikke for godt”.

”Åhh…”, og vrængede klukkende på næsen. Der var stille i et øjeblik, og hun lod sig falde tilbage i sengen. Bill kravlede op til hende og satte sig helt ude i siden af sengen og så ned på hende. Hun havde sine øjne lukkede, da han lod sin hånd stryge hen over hendes hår. ”Hvornår vil du have min gave?”.

Hun åbnede sine øjne og så ham direkte i øjnene. ”Har du en gave til mig?”.

”Ja”, nikkede han. ”Hvorfor skulle jeg ikke have det? Du har lige haft fødselsdag, skat”.

”Jeg troede bare… dig og Tom ville give en sammen”.

Han trak lidt på det. ”Jamen, Tom har da også givet dig en gave, har han ikke?”.

”Jo”, mumlede hun og så væk. ”Han gør alt for meget ud af det”, og så ham i øjnene igen. ”I gør alt for meget ud af det”. Han rystede på hovedet og sendte hende et smil. ”Jo, Bill. Min fødselsdag har aldrig betydet noget for mig… det er bare en dag ligesom alle andre dage. I gør så meget ud af den”.

”Du fortjener at blive fejret, det ved du godt”, svarede han bare, ligeglad med hvad hun mente og ellers sagde. Hun skar ansigt og sukkede dybt. ”Men jeg tror faktisk, du vil blive glad for Tom og min gave”, fnes han sødt og tog sin hånd til sig igen.

”Hm-hm?”.

Han nikkede. ”Jeg glæder mig i hvert fald… Tom glæder sig”.

Hun blev nysgerrig. ”Hvad er det?”. Bill rystede på hovedet og smilede hemmelighedsfuldt. ”Ej, kom nu, Bill… sig, hvad det er. Please”, men han blev fortsat ved med at ryste på hovedet. ”Åhh”, hun sendte ham hundeøjne, men han var iskold overfor hende – dog havde han det samme søde smil på læberne, som han altid havde, når han var alene sammen med hende.