Jeg så en lille gruppe af mennesker stå længere nede af gangen, da jeg drejede om hjørnet. Jeg kunne se, at det var hendes forældre; dem havde jeg heller ikke glemt synet af, ligesom jeg heller ikke havde glemt synet af deres datter, som jeg var mere end blot en smule forelsket i.
Der gik ikke mange sekunder før en dør blev åbnet, og jeg så hende pludselig komme løbende ud og omfavne sine forældre på en gang. Jeg stoppede op i et øjeblik, og jeg kunne mærke, at jeg smilede helt automatisk ved synet af hende. Hun var ikke langt fra mig, som hun havde været.
Jeg havde savnet hende så forfærdelig meget, og det havde bestemt været nogle hårde dage uden hende. Jeg havde ikke kunnet lade være med at tænke på hende, og selvom jeg havde lovet mig selv ikke at forstyrre hende midt i hendes eksamenslæsning, havde jeg taget mig selv i at skrive beskeder til hende – dog uden at trykke ’send’.
Jeg ville have, hun skulle vide, at jeg holdt af hende, og at jeg savnede hende. Jeg ville have, hun skulle vide sandheden; at jeg ville have en fremtid sammen med hende, og jeg ikke ønskede, vi skulle være adskilt på nogen måde overhovedet.
Mine ben begyndte langsomt at gå ned imod dem igen, og jeg havde sommerfugle i maven. Jeg kunne se hendes smil på lang afstand, og det boblede sødt i maven, når jeg hørte hendes søde latter. Hun betød allerede utrolig meget for mig, og jeg ville ikke give op omkring hende. Og jeg kunne ikke vente til at have hende tæt på mig igen – der hvor hun hørte til.
Jeg fulgte hendes bevægelser nøje, som hun fortsatte hen til de tre unge mennesker, der stod med fronten mod mig. Hun havde en smuk, blå rose i hånden, mens hun krammede dem, og de smilede alle sammen stort. Det smittede af på mig, og jeg kunne mærke, at jo tættere på jeg kom, jo større blev mit smil. Og jo flere sommerfugle var i min mave.
Da hun vendte sig om mod sine forældre igen, havde hun 4 blå roser i hånden. Skulle jeg have haft en rose med til hende, tænkte jeg, og ærgrede mig over, at jeg ikke vidste noget omkring det, før det var for sent.
Jeg trak bare på skuldrene og fortsatte ned af gangen til jeg kom helt tæt på. Jeg fik øjenkontakt med hendes far, der smilede venligt til mig, og det fik både hendes mor og hende selv til at vende hovedet i min retning.
”Ohh… Bill…”, udbrød hun i en tone af glæde og overraskelse. Hun rakte sin mor roserne og løb i min retning. Jeg stoppede op og åbnede mine arme, som jeg efterfølgende lod knuge sig tæt mod hende, som hun løb direkte ind i min favn. ”Mhhh…”, mumlede hun lavt og behagende, og jeg mærkede hendes læber mod min hals.
Jeg kyssede hendes hår en enkelt gang og lukkede mine øjne. ”Hej skat”, hviskede jeg.
”Hvad laver du her?”, spurgte hun med en lav stemme og så mig i øjnene.
Jeg smilede og lod mine hænder hvile mod hendes lænd. ”Jeg savnede dig”. Hun fnes og kyssede mig blidt. Jeg havde bestemt savnet hendes læber mod mine, og jeg kyssede hende igen et par gange. Det var som om, hun havde glemt, at hendes forældre stod lige bag ved os og holdt øje med os.. men alligevel kyssede hun mig igen. Jeg ville ikke klage, for jeg elskede hendes kys. ”Har du også savnet mig?”, spurgte jeg mellem et af kyssene.
Hun nikkede. ”Jeg har savnet dig rigtig meget”.
”Har du haft tid til det?”, klukkede jeg.
”Ikke rigtig… men jeg har ikke rigtig kunnet lade være med at tænke på dig, Bill”, svarede hun ærligt og kyssede mig igen. ”Jeg er bare så glad for, at du er hos mig igen, skat”. Jeg nikkede og klemte hende mod mig. ”Det havde jeg slet ikke forventet”.
Jeg trak smilende på skuldrene. ”Jeg tænkte… at jeg nok skulle tilbringe mere til i København alligevel efter sidste weekend… eller det håber jeg da”. Jeg så hende direkte i øjnene og fortsatte ligeledes: ”Jeg holder utrolig meget af dig, skat, og jeg er her, fordi jeg elsker dig”.
”Hvad?”, spurgte hun forbavset.
Et kort øjebliks stilhed… ”Jeg elsker dig, Chrizza”.
Hun smilede mit absolut yndlingssmil og kyssede mig blidt. ”Jeg elsker dig, Bill”. Vi fik øjenkontakt og smilede sødt til hinanden, hvorefter vores læber mødtes igen i et lidenskabeligt kys. ”Jeg er glad for, at du er her”, og det var som om, der var noget mere gemt i sætningen.
Jeg tog hendes hænder i mine og klemte dem kort. ”Jeg vil altid være der for min pige”, sagde jeg lavt og smilede. Der var stille et øjeblik, og jeg lod mit blik køre op over hendes skuler, og jeg så hendes forældre og venner stå med blikket rettet fast mod os. ”Hvordan gik det derinde?”, spurgte jeg endelig og så hende i øjnene igen.
”Jeg fik 10”, smilede hun og trak glad på skuldrene.
Jeg rynkede diskret på panden og rokkede roligt med hovedet. ”Åh… jeg er sikker på, du gjorde det meget bedre end det”, svarede jeg overbevisende og kunne ikke rigtig forstå, hvordan hun kunne være i så godt humør efter at have fået 10.
”Hvad mener du, skat?”, klukkede hun og vendte hovedet om mod de andre i et kort øjeblik. ”Det er den anden bedste karakter”.
”Virkelig?”, spurgte jeg overrasket, og hun nikkede. ”Det er det ikke hjemme hos mig”.
”Der er så meget, der ikke er ligesom hjemme hos dig”. Hun grinte roligt og hørte hendes mor kalde på hende. ”Kom”, sagde hun og slap min ene hånd, hvorefter hun trak lidt med ned af gangen i retning mod de andre.
”Vent”, bad jeg, og hun vendte sig om mod mig igen. ”Jeg er ked af, jeg ingen rose har med til dig, skat… men jeg har noget andet, jeg gerne vil tilbyde dig”. Hun smilede. ”Mit hjerte…”, der var stille i et øjeblik, før jeg endelig spurgte: ”Skal vi være kærester?”.
Hun fnes og låste sine hænder bag min hals. ”Selvfølgelig, skat”, hviskede hun mod mine læber og kyssede mig blidt og længe. ”Jeg vil hellere have dig end en dum rose, der visner efter et par dage… du holder forhåbentlig længere”.
”Så længe du vil have mig, skat”, hviskede jeg og mærkede, hvordan hun tog sine hænder i mine igen. Jeg klemte dem blidt og så hende i øjnene, før vi igen begyndte at gå ned til hendes venner og forældre, der havde fået en oplevelse for livet. ”Hvad skal der ske?”, spurgte jeg, da en ung mand trådte ud på gangen.
”Jeg skal have min hue… det er min tysklærer”, svarede hun og slap min hånd.
Jeg stillede mig hen ved siden af hendes forældre, hvor hendes mor lagde sin ene arm omkring min ryg. Jeg smilede ned til hende og gjorde det samme, hvorefter vi begge lagde blikket hen mod Chrizza, der nu var ved at få sin hue på.
Hun vendte sig om mod mig igen og kom direkte ind i mine arme og pressede sine læber mod mine. ”Tillykke”, hviskede jeg mod hendes øre og så hende i øjnene. Hun smilede og kyssede min kort igen, hvorefter hun tog min ene hånd i sin og flettede sine fingre fint i mine.
”Vi går ud og venter ved bilen, så kan I bare komme ud om lidt”, sagde hendes far.
”Vi kommer ud om 5 minutter”, svarede hun og vendte igen hovedet mod mig.
”Og Bil…”, jeg så mod hendes mor. ”Du er mere end velkommen til at tage med hjem”.
Jeg smilede og nikkede. ”Mange tak.. har du en sofa, jeg kan låne?”, grinte jeg og hentydede til den sofa, som hendes mor sagde, jeg kunne låne nede i Berlin, hvis jeg ville blive og sove efter middagen.
”Jeg har en sofa til dig, skat”, fnes hun og himlede med øjnene. ”Det her er Mathilde”, og hun trak mig med over til de 3 venner, der stod omkring hende. De to af dem havde hue på, mens den sidste ingen havde på. De var ikke magen til den, som Chrizza havde fået på, men de var flotte hver især. ”Og det her Alexander… og Pernille”. Jeg smilede til dem og klemte hendes hånd tæt, da hun fortsatte med: ”Det her er Bill… min kæreste”.
Mathilde – hende uden hue – spurgte pludselig med en genert stemme: ”Du er Bill… fra Tokio Hotel, ikke?”.
Jeg så på Chrizza og tilbage på hende igen. ”Jo”.
”Tokio Hotel? Altså… bandet?”, spurgte Alexander.
”Ja”.
Hun rynkede på panden. ”Hvordan kender I Bill?”.
”Vi har haft om Tokio Hotel i tysk timerne… har I ikke det?”, svarede Pernille, der havde gået i klasse med Alexander gennem hele gymnasietiden. Men hun rystede på hovedet. ”Var det ikke på første år?”.
”Jo”, svarede Alexander. ”Og Pernille, Malene og Christina sang en af jeres sange… utrolig smukt, må jeg sige”, jokede han og forventede et los på skulderen – og få sekunder efter landede den der.
”Jamen det er da dejligt at vide, der er nogen, der kender os”, klukkede jeg og så ned i Chrizzas øjne. ”Men jeg er nu egentlig meget glad for, at du ikke gjorde, skat”, sagde jeg lavt og kyssede hendes hår.
”Du kendte ham ikke?”, udbrød Mathilde.
”Nej? Gør du?”.
Hun sank lidt sammen i skuldrene og smilede genert til mig. ”Jeg var engang fan”.
”Virkelig?” Hun nikkede roligt. ”Jeg er da ked af, at du ikke er fan længere”. Hun trak på skuldrene og fnes. Jeg så ned på Chrizza igen og fik øjenkontakt. ”Du behøver ikke at vide så meget om mig… så længe du bare husker på, at jeg elsker dig”. Jeg klemte hendes hånd blidt og smilede.
”Åhh”, kom det fra Pernille.
”Jeg elsker også dig”, hviskede hun og så hen på dem igen. ”Kommer I på fredag?”.
”Ja, og lørdag”, svarede Alexander.
Hun smilede og rokkede med hovedet, hvorefter hun slap min hånd. ”Tak, fordi I kom i dag”, sagde hun glad og gav dem hver et kram. Hun så på dem og sagde noget på dansk, som jeg sjovt nok ikke kunne forstå. Kan I ikke lade være med at sige noget om HAM til nogen af de andre? Ikke endnu. De nikkede og smilede, hvorefter de sagde farvel til mig.
”Skal vi gå ud til mine forældre?”, spurgte hun og lagde sine hånd i min igen.
”Ja… hyggeligt at møde jer”, sagde jeg venligt og vinkede farvel til dem, inden vi vendte ryggen mod dem og fortsatte ud til parkeringspladsen, hvor hendes forældre ventede på os. ”Hvad sagde du til dem?”, spurgte jeg nysgerrigt.
”Du behøver da ikke at vide alting, skat”, grinte hun drillende.
Jeg trak underlæben ud og prøvede at spille ked af det. ”Jeg bliver nødt til at lære dansk”.
”Hvorfor dog det?”
”Så kan jeg også snakke med dine forældre… og din familie”. Jeg åbnede døren forude og holdt den for hende, og vi kom ud i sommervejret. ”Og hvad hvis nu vi får børn en dag… om lang tid.. så skal de da også kunne dansk”.
Hun undgik min øjenkontakt og rokkede bare diskret med hovedet, mens vi gik. ”Men mine forældre kan da godt snakke tysk”, sagde hun med en lav stemme. Jeg vidste ikke, hvis jeg havde gjort hende ondt, for hvad havde jeg gjort forkert?
”Din mor snakker bare lidt sjovt nogle gange”, indrømmede jeg fnisende og prøvede at få hende til at smile igen.
Hun begyndte at grine. ”Jamen… det er fordi, hun ikke kan tysk, skat”.
Vi grinte lidt og kom hen til bilen. Vi satte os ind og blev mødt af to smilende ansigter. ”Hvor er det godt at se dig igen, Bill”, sagde hendes far og så på ham via bakspejlet. Før jeg kunne nå at svare, sagde han fortsættende: ”Hvad bringer dig til København?”.
Jeg fnes og så på Chrizza. ”Deres datter”.
De vendte sig begge om mod os og smilede. Både Chrizza og jeg tog ikke øjnene fra hinanden, og jeg lagde min hånd på hendes lår. ”Mhhh…”, fnes hun og tog min hånd i hendes. Jeg lænede mig hen mod hende og gav hende et lille kys.
Hun så hen på sine forældre. ”Jeg håber ikke, I har noget imod, han er tysker”, fnes hun og klemte min hånd blidt.
Hendes forældre grine roligt, mens de vendte sig om igen, og motoren blev tændt. ”Så længe I er glade for hinanden, vil vi ikke holde jer tilbage”, sagde hendes mor med en blid stemme, hvorefter bilen begyndte at køre ud fra skolen parkeringsplads.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar