Kapitel 227

Tom var faldet om kuld på sofaen inde i stuen. Det var holdt op med at sne udenfor, og klokken var gået hen og blevet 3 om eftermiddagen. Tom havde ligget inde på sofaen og slappet af i godt to timer nu, mens hun havde siddet inde ved spisebordet i rummet ved siden af og lavet sine lektier, mens hun hørte hans tunge vejrtrækning.

Hun satte sig på hug ved siden ham og lagde sin hånd mod hans kind. ”Tom”, sagde hun roligt og lavt, mens han stille begyndte at slå sine øjne op. Han førte sin ene hånd op mod hendes hånd og trak den mod hans mave, hvor han lagde begge sine hænder omkring hendes hånd. ”Klokken er lidt over 3”, sagde hun og smilede til ham.

Han nikkede roligt på hovedet. ”Så har vi et par timer endnu”, hviskede han hæst. Hun smilede til ham og rejste sig igen, men hendes hånd forblev i hans. ”Du må ikke gå, skat”, bad han og satte sig halvt op i sofaen.

”Nej, nej. Jeg går ikke, skat”, og smilede.

”Kom og læg dig hos mig”. Han lagde sig ned igen på ryggen og trak hende ned til sig. Han fik hende placeret sig på hans lår, og som hun lænede sig ned over, lukkede han sine arme omkring hende. ”Fik du snakket med David?”, spurgte han forsigtigt, og hun kunne mærke, at han tog lidt hårdere fat omkring hende, som han spurgte.

”Ja”.

Han sank en klump, mens hans pande forblev rynket. ”Hvad skal der ske?”.

”På onsdag”.

”På onsdag?!”, gentog han overrasket. ”Jamen… Det er jo lige om lidt”.

Hun nikkede. ”De havde en tid enten lørdag den 17. eller i løbet af dagene ugen efter”. Han trak på det og så ud som om, at han tænkte over tingene. ”Lørdag er I i Paris, og ugen efter er I stort set optaget alle dagene”.

”Der er bare ikke særlig lang tid til onsdag, skat”, mumlede han og sukkede.

Hun rystede på hovedet. ”Men det er bare en check, skat. Det betyder kun noget, hvis jeg skal ind og opereres igen”. Hun prøvede at trække lidt på smilebåndet, mens det gav ikke efter hos Tom; hans ansigtsudtryk forblev den rene smerte. ”Tom, vil du ikke nok være sød ikke at tænke så meget over det?”.

”Det vil bare komme til at betyde så meget”.

Hun sukkede. ”Ja, og det vil det også næste gang, jeg skal derind”. Hun så ham direkte i øjnene uden at sige noget i et øjeblik. ”Jeg prøver at være stærk omkring det her, men når både dig og Bill bliver ved med at være så modtagelige overfor det, så gør det mig ked af det. Jeg kan ikke lide, at jeg skal påtvinge jer denne her smerte”.

”Jeg kan ikke gøre for, at jeg har det, som jeg har det, skat. Jeg kan tydeligt huske sidste gang, hvor vi alle sammen var på hospitalet hos dig. Før, under og efter operationen. Jeg så hvordan Bill havde det, og hvor forfærdeligt det fik mig til at føle. Vi kunne jo intet gøre”.

”Bill har fortalt dig det, ikke?”, spurgte hun pludselig.

”Hvilket?”.

Hun så skeptisk på ham. ”At lægerne har forudset mine chancer for at… dø”.

”Jo”, hviskede han og bed sine tænder sammen. Hun sukkede dybt og så væk, som hun diskret rystede på hovedet. ”Du ved godt, Bill og jeg fortæller hinanden alt. At min kæreste muligvis dør indenfor det næste år, bør jeg vide. Og når du ikke vil fortælle mig det… så bliver Bill jo ligesom nødt til at gøre det. Kan du ikke godt forstå det?”.

Hun vendte hovedet mod ham igen og så ham i øjnene. ”Det er jo ikke sikkert endnu, Tom. Jeg kan dø, hvornår det skal være. Det kan du også! Så hvorfor kan vi ikke bare leve i nuet. Lade være med at tænke på, hvad der sker i morgen. Hvad lægerne vil sige til mig? Hvis jeg skal dø indenfor det næste år… vil du så spilde vores tid sammen ved at gå rundt og være ked af det?”.

Chrizza lå med sin ansigt mod hans hals og sine hænder bag hans nakke, mens Tom havde et godt og trygt greb omkring hende. De var faldet i søvn efter den tidligere episode, der endnu engang nær havde bragt tårer frem i Toms øjne.

Det vibrerede fra sofabordet, og Tom slog sine øjne op. Han prøvede at lade være med at røre for meget på sig, så hun ikke ville vågne, og han rakte ud efter sin mobil. ”Hallo?”, sagde han lavt og begyndte at nusse hendes ryg.

>…<

”Nej, vi ligger lige og slapper lidt af”.

>…<

”Nej, nej, Bill. Det er fint nok. Vi skal alligevel også til at gøre os klar”.

>…<

”Klokken halv 7”.

>…<

”Går det ellers godt?”.

>…<

”Super. Men så ses vi, Bill”.

>…<

”Farvel”.

>…<

Han lagde på igen og lagde den over på sofabordet igen. Der var stille, og han tog sig selv i at smile lidt, som Chrizzas stadig lå og sov oven på ham. Han lagde sine arme tæt omkring hende og lukkede sine øjne, mens han knugede hende roligt og tæt ind mod sig.

Klokken var omkring 5 om eftermiddagen, og de skulle snart til at gøre sig klar til deres middag, som Tom havde haft planlagt længe, da det pludselig slog ham, at hun endnu ikke havde fået hendes fødselsdagsgave, som han havde købt til hende.

Han mærkede, hvordan hun så småt begyndte at bevæge på sig, og han så ned på hende, som hun slog sine øjne op. ”Hej skat”, sagde han blidt og lod sin hånd glide igennem hendes hår. Hun smilede lidt og lagde sit hoved mod hans bryst igen. ”Klokken er ved at være mange”, pause. ”Vil du med mig i bad? Vi kan gå i karbad”, lokkede han med.

Tom bankede på badeværelsesdøren. ”Er du ved at være færdig, skat?”, spurgte han, men hun svarede ham ikke; hun åbnede bare døren for ham, så han kunne komme ind til hende, selvom døren ikke engang var låst. ”Du ser godt ud, skat”, hviskede han, som han lagde sine arme omkring hende og klemte hende tæt bagfra.

Hun vendte sig om mod ham og låste sine hænder bag hans nakke. ”Hvorfor har du gjort så meget ud af det?”, spurgte hun med et lille smil på læben. Tom gengældte bare hendes smil og kyssede hende blidt. ”Jeg er rigtig glad for kjolen”, halv-hviskede hun.

Tom ville have haft Bill og Natalie med ud for at købe en fødselsdagsgave til Chrizza, men da Bill og Tom ikke rigtig kunne gå sammen uden at blive opdaget, havde Tom taget Natalie under armen, så han ikke fik købt noget helt forkert.

Det havde været en hyggelig formiddag, og det havde haft rigtig sjov med at finde det helt rette i aftenens anledning; en kort, sort og hvid kjole, et par høje og stilrene stiletter og selvfølgelig et sæt nyt undertøj, som Tom helt selv havde valgt ud.

”Jeg er glad for, du kan lide det, skat”.

Hun gav ham et lille kys og tog sine arme til sig igen, hvorefter hun drejede om og så sig i spejlet – stadig med Toms arme omkring sig. Hun så ham i øjnene i spejlet og smilede. ”Mangler jeg mere?”, spurgte hun med en lav stemme og lagde sine hænder oven på hans.

Han nikkede. ”Kom med”, bad han blidt og tog hendes hånd i sin, som han fulgte hende ud af badeværelset, igennem sit værelse og ind i stuen. Han fik hende placeret i sofaen og satte sig selv overfor hende. ”Jeg ville have haft givet dig denne her i går morges”, og rakte ud efter en mindre pakke på sofabordet. ”Men du ville jo ikke have min gave”, fnes han.

”Nej, Tom. Jeg har allerede fået så meget”, sagde hun og så ham i øjnene.

”Men du fortjener det, skat”, og lagde pakken i hendes skød. Hun så ned på den og tilbage på Tom igen. ”Jeg ved, du vil blive glad for den”, smilede han og lagde sin hånd mod hendes lår, som han nussede blidt, mens hun begyndte lige så stille at rive papiret af. Da papiret var af, sad hun og stirrede ned på den aflange æske i hendes hænder. ”Åbn den”, bad han.

Hun gjorde, som han sagde åbnede æsken. ”Wow”, mumlede hun overrasket. Det var en lille sølvkæde med et lille hjerte-vedhæng. Meget simpel og meget smuk. Hun lod kæden ligge nede i æsken, mens hun vendte hjerte om. ”T for… hmm… Tom?”, grinte hun, da der var indgraveret et T på bagsiden af hjertet. Han nikkede og smilede sødt til hende; smilet som hun elskede. ”Mange tak, skat”, smilede hun og lagde æsken i sit skød, hvorefter hun gav ham et kram. ”Mange tak for alting”.

”Kan du lide den, skat?”, og så hende i øjnene. Hun nikkede ivrigt og så ned på den. Han tog den i sin ene hånd og hendes hånd i sin anden. Han smilede sødt og klemte den blidt. ”Kom med”, bad han roligt og trak hende med ud i gangen foran det store spejl – fra gulv til loft. Han stillede sig bag ved hende og fik hende til at løfte hendes hår op, selvom der ikke var nær så meget af det tilbage længere. Han beundrede hende, som hun fik kæden om halsen og håret kom igen ned på skuldrene. ”Du er så smuk”, halv-hviskede han og så hende i øjnene i spejlet. Han vendte hende om mod sig og lagde sine hænder mod hendes hofteben. ”Du er så utrolig smuk”, hviskede han og kyssede hende blidt.

Han åbnede døren for hende ved opgangen til lejlighedskomplekset. De kom udenfor, og det var begyndt at sne stille og roligt igen. De så på hinanden, og hun tog hans hånd i hendes. ”Kom, vi skal herhen”, sagde han og pegede få meter nede af gaden, hvor der holdt en stor, sort bil.

”Hvad, hvorfor?”.

Han smilede bare. ”Jeg har fundet os en privatchauffør”.

Hun himlede med øjnene. ”Åh, skat”, grinte hun.

”Så bliver du heller ikke kold på dine små ben”, fnes han og åbnede bildøren for hende.

Hun så smigret på ham og tog imod den hjælpende hånd, som han holdte frem mod hende, mens hun satte sig ind i bilen. ”Åhh... Mange tak, skat”, fnes hun, hvorefter døren blev lukket. ”Godaften”, sagde hun venligt til chaufføren, der vendte sig om mod hende.

”Godaften frøken”, smilede han og lettede på hatten. Hun prøvede at lade være med at være for ligeud med sine tanker, men smilede bare sødt, indtil Tom kom ind og satte sig ved siden af hende på bagsædet. ”Godaften hr.”, sagde han og så på Tom.

”Godaften”, smilede han og tog hendes hånd i sin.

”Til restauranten?”.

Han nikkede roligt. ”Til restauranten, ja”. Chaufføren vendte sig om igen og tændte for motoren, hvorefter han begyndte at køre dem hen til der, hvor Tom nu engang havde bestilt bord til dem til deres romantiske middag, som han havde inviteret hende på. Han klemte hendes hånd blidt og lænede sig over mod hende. ”Du ser rigtig godt ud i aften, skat”, smilede han, mens han så hende i øjnene.

”Det er din skyld”, fnes hun.

Han trak selvsikkert på skuldrene og grinte. ”Hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg ikke, jeg har været så værst igen. Jeg har gjort et godt stykke arbejde, synes du ikke også?”. Hun nikkede roligt med hovedet. ”Jeg må huske at takke Natalie for hendes hjælp”.

”Du har været ude med Natalie?”.

Han nikkede smilende. ”Jeg blev da nødt til at have lidt hjælp. Lidt kvindelig hjælp”, smilede han. ”Jeg har aldrig købt så småt tøj før”, og hentydede både til hendes lille krop samt sit eget over-size-tøj. ”Men jeg kunne godt vende mig til det”, og kyssede hende blidt.

”Nej, det kunne du ikke”.

Han nikkede igen og kyssede hende. ”Jeg tror, jeg vil tage dig med ud og shoppe lidt en dag, skat. Sammen med Bill… og Natalie, hvis hun har tid til at være sammen med os unger”, grinte han og smilede sødt.

”Du er blevet gode venner med Natalie, hva’?”, smilede hun og klemte hans hånd.

Han så hende i øjnene. ”Natalie er en rigtig sød person. Jeg er glad for, at hun bliver hos os”. Hun nikkede. ”Jeg tror også, det er godt for dig, at du ikke kun skal være sammen med os drenge, når vi er ude”, han grinte.”Natalie har også en overraskelse til dig, skat”.

”En overraskelse? Til mig?”.

”Ja”, nikkede han. ”Jeg tror, du vil blive glad for den”. Hun så skulende på ham og kunne ikke rigtig holde masken, som han sad med sit sødeste smil på læben. Hun gav op og gengældte hans smil. ”Kys mig”, hviskede han mod hendes læber.