Kapitel 224

Klokken var 06.15, da vækkeuret ringede den næste morgen. Chrizza rakte ud efter vækkeuret og slukkede det, hvorefter hun krøb ud af hans arme og  satte sig op i sengen med ryggen mod Tom og med benene ud over sengekanten. Hun strakte sig og lod sine hænder gnide sig blidt i øjnene, men hun var stadig ligeså træt.

”Tom?”, sagde hun lavt, vendte sig om og trak sine skinneben op under sig. Han bevægede sig næsten ikke på sig, men åbnede bare øjnene meget langsomt. Hun så ham i øjnene og lagde sin hånd mod hans kind. ”Godmorgen skat”, hviskede hun og bevægede hovedet imod ham.

”Godmorgen skat”, hviskede han og lagde sine hænder op over sine øjne. Det var intet lys tændt i værelset, og det var stadig mørkt udenfor, men alligevel følte han, at der var et meget skarpt lys, der kom imod ham.

”Hvad er der galt?”, spurgte hun blidt og fjernede roligt hans hænder.

”Jeg har lidt hovedpine”.

Hun lagde hovedet på skrå og førte sin hånd op mod hans pande. ”Har du det dårligt, skat? Du er lidt varm”, men han rystede på hovedet. ”Skal jeg gå ud og hente nogle piller til dig?”, spurgte hun og kærtegnede hans kind blidt.

”Bliv færdig først, skat”.

”Jamen, jeg kan gå komme ind med dem”.

Han rystede på hovedet og sendte hende et lille smil. ”Gå ud og gør dig færdig, skat, og så vil jeg prøve at se, om jeg kan få det lidt bedre imens”. Han lagde sin hånd oven på hendes og tog den i sin. ”Du skal ikke være bekymret, skat. Jeg har bare ondt i hovedet, det betyder intet”.

”Men jeg kan ikke lide at se dig lide”, svarede hun lavt og så helt ked ud af det.

Han trak hendes ansigt mod hendes og kyssede hende blidt. ”Du skal ikke være bekymret, skat. Gå nu hellere ud og gør dig færdig og kom ind til mig igen. Jeg skal nok holde dynen dejlig varm til du kommer tilbage”.

Efter en halv time kom Chrizza gående ud i køkkenet, hvor hun blev mødt af sin mor. ”Godmorgen mor”, sagde hun roligt og satte sig op på køkkenbordet.

”Godmorgen skat. Har du sovet godt?”.

”Jo tak… kan jeg ikke få et par piller til Tom? Han har hovedpine”.

Hendes mor skar ansigt. ”Åh, lille ven”, mumlede hun og gik direkte hen til skabet, hvor de havde deres piller. ”Hvor mange vil du have?”. Hun trak bare på skuldrene og hoppede ned fra bordet igen for at finde et glas vand til ham også. ”Du kan starte med at give ham en… og hvis det ikke hjælper, så giv ham en til”, sagde hun og rakte hendes to piller.

”Tak”, svarede hun og gik ud af køkkenet.

”Jeg tager tidlig af sted i dag… Anders er kørt med far ind til Høje Taastrup, så du må selv holde øje med tiden, når jeg tager af sted”.

”Det skal jeg nok gøre”, mumlede hun fraværende og fortsatte ind på værelset, hvor Tom så småt lå og sov. Hun lukkede døren forsigtigt efter sig og satte sig hen på sengekanten, da han begyndte at røre på sig. Hun fnes lidt for sig selv og stillede vandglasset på bordet ved siden af.

”Jeg faldt vist i søvn”, mumlede han lidt forvirret og hævede sig lidt op fra sengen ved at hvile på sine albuer. Han skød brystet frem ad og prøvede at få straks ryggen lidt, mens Chrizza smilede bare til ham uden at sige noget. ”Hvad er klokken?”.

”Ti minutter i 7”, svarede hun og rakte ham et pille. ”Har du stadig hovedpine, skat?”.

Han trak lidt på det. ”Lidt… men det hjalp lidt at slappe lidt af”.

”Det har nok været al den sex i går, hva’?”, grinte hun og kyssede hans pande kort.

”Nej, bestemt ikke”, smilede han og blinkede til hende. ”Jeg kunne godt gøre det igen, men… vi er desværre ikke alene hjemme”. Han prøvede at se ked ud af det, men han kunne alligevel heller ikke lade være med at smile, som hun sad der foran hende med et hemmeligt smil på læben. ”Åh, skat”, fnes han og trak  hende med ned i sengen.

”Tom, jeg skal snart af sted”, skyndte hun sig at sige.

”Vi skal bare hygge, skat”, beroligede han hende. ”Bare morgen-hygge”, hviskede han blidt mod hendes øre. Hun lod sig overgive og lagde sig ind i hans favn, hvorefter hun knugede sig tæt ind mod ham, mens han lukkede sine arme omkring hende. ”Jeg elsker dig”.

”Jeg elsker dig mere”.

”Umuligt”, klukkede han og så hende i øjnene. ”Hvornår er du hjemme i dag?”.

Hun trak lidt på skuldrene. ”Klokken 2, hvis du er heldig”.

”Det er jo om lang tid”, mumlede han trist og sukkede.

”Så kan du jo også nå at få sovet den dumme hovedpine væk, skat”. Hun kunne godt mærke på ham, at han ikke var helt frisk, men han gjorde sit bedste til ikke at beklage sig og være et lille barn, selvom det egentlig gjorde ondt i hans hoved.

Han nikkede. ”Jeg ville nu heller have dig hjemme hos mig… du kunne være min sygeplejerske”.

”Vil du have, jeg skal pjække?”, spurgte hun overrasket med et glimt i øjet.

Han nikkede. ”Bliv hjemme hos mig i dag, skat, og vi kan tage ned til lejligheden før tid. Bare dig og mig. Bill er hjemme hos mor og Gordon… vi har lejligheden helt for os selv”. Han blev ved med at se hende i øjnene, mens han tænkte sin idé igennem. ”Naa… det går nok alligevel ikke, hva…”.

Hun rystede på hovedet. ”Jeg skal nok skynde mig hjem til dig, skat”.

Klokken var kun lidt over 10 om formiddagen, da hoveddøren blev åbnet. Tv’et kørte inde i stuen, og hendes hund kom løbende med logrende hale mod hende. Hun tog sit overtøj af, og satte sig ned på hug for at hilse på Balder, da hun pludselig følte, at der var en, der stod bag hende.

Hun lod sig rejse sig op og vendte sig langsomt om. ”Jeg håber, du har en god undskyldning for at være hjemme på denne her tid af dagen”, prøvede han at sige bestemt, men han kunne ikke holde masken. ”Hej skat”, fnes han i stedet og trak hende ind til sig.

”Jeg havde ikke lyst til at være derude længere… jeg ville bare hjem til dig”.

Han så hende i øjnene. ”Er der sket noget?”.

”Nej”.

”Sikker?”.

Hun nikkede. ”Jeg syntes bare ikke rigtig, at det var fair, at du skulle ligge herhjemme, og jeg rent faktisk skulle være i skole”, klukkede hun og låste sine hænder bag hans nakke. ”Har du fået det bedre, skat?”, spurgte hun lavt med en bekymret stemme.

Han trak lidt på det. ”Nej, ikke rigtigt, men det hjælper på humøret, at du er hos mig”.

Hun smilede. ”Hvad med i aften?”.

”Ja?”.

”Er du frisk nok til at tage ud i aften?”.

Tom havde inviteret hende på en romantisk aften; bare de to. ”Selvfølgelig, skat. Det skal bestemt ikke holde mig tilbage for at forkæle min pige”, smilede han sødt og kyssede hende blidt. ”Det går allerede bedre”, hviskede han og kyssede hende igen. ”Oh, nu er den næsten helt væk”. Han kyssede hende en sidste gang og knugede hende derefter tæt ind til sig i et længere kram. ”Du skulle ikke være taget hjem, skat”.

”Skal jeg tage derud igen?”.

”Nej da”, skyndte han sig at sige. ”Nu er du jo alligevel hjemme hos mig, ikke…”. Hun klukkede sødt, tog ham i hænderne og de så hinanden i øjnene. ”Så nu skal vi hygge os, skat”, og hun rokkede roligt med hovedet. ”Jeg tænkte på, om vi ikke skulle gå en lille tur med Balder?”.

Hun rystede på hovedet. ”Det er så koldt udenfor, skat. Kan vi ikke vente lidt?”.

”Selvfølgelig”, og kyssede hende. ”Vi venter lidt… og lad mig varme dig indtil da”. Hun smilede sødt og knugede sig ind mod hans hals. ”Hør… jeg tænkte på… nu hvor du har set ALLE billeder fra min barndom… kunne jeg så ikke også få lov til at se billeder fra din også?”.

Hun trak på smilebåndet. ”Jeg har ikke forandret mig”.

”Jo, det tror jeg, du har, skat”, fnes han og trak hende med over til sofaen. ”Nu sætter jeg mig her”, slap hendes hænder, ”og så finder du billeder frem til mig, for jeg er nysgerrig som bar pokker for at se, hvordan du så ud dengang jeg ikke kendte dig”, og smilede stort.

Hun sukkede ironisk og rystede diskret på hovedet. ”Ok…”. Tom jublede, mens hun gik ind på hendes fars kontor, hvor alle billederne, der nogensinde var blevet taget, var. Fra alle aldre. Hun tog 4 albums ud, åbnede hver og en af dem for at tjekke, om det var de rigtige. ”Åh Gud”, sukkede hun og klappede albummet i igen, hvorefter hun stillede det tilbage i skabet igen. Hun sank en klump og rejste sig op igen. ”Ok… her er de så”, smilede hun halvt, da hun kom tilbage til ham igen. Tom smilede bare stort, som hun rakte ham tre store albums, og han lagde dem på sit skød. ”Men kan jeg så ikke gå, mens du sidder der?”, jokede hun grinende.

”Nej”, svarede han bestemt og trak hende ned til sig i sofaen. Han kyssede hendes tinding og trak hende tæt ind til sig. Det første fotoalbum blev åbnet, og Tom havde det samme søde smil på læben.

De kom igennem alle tre albums, og Tom lagde dem op på sofabordet. Han lagde sine arme tæt omkring hende og smilede. ”Jeg ville ønske, jeg havde kendt dig hele mit liv, skat”, indrømmede han ærligt og kyssede hende. Hun smilede bare og kyssede ham igen. ”Jeg vil ønske, at vi havde haft holdt kontakten efter Mallorca”.

”Det ville du ikke ønske, Tom”.

Han nikkede. ”Jo”.

Hun sukkede og lagde sit hoved mod hans bryst. ”Efter Mallorca var ikke en god tid for mig. Du skal være glad for, kontakten ikke holdt”, hun lukkede sine øjne. ”Det var forfærdeligt, og jeg vidste ikke, hvad der skulle ske med mig… det var der ingen, der vidste”. Pause. ”Jeg var så bange hele tiden, men jeg prøvede at lade som ingenting for mine forældres skyld”.

Tom rystede diskret på hovedet. ”Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det har måtte været, skat”, hviskede han og lod sit hoved  hvile mod hendes, som han lukkede sine øjne. ”Jeg er ked af, jeg bragte denne her samtale op, skat”.

Hun svarede ikke, men rykkede bare lidt på sig. ”Det var så nytteløst… dengang…”.

”Hvad?”.

Hun så ham direkte i øjnene i et øjeblik, før hun spurgte: ”Bill har vel sagt, hvad jeg gjorde lige før min 10års fødselsdag, ikke?”. Han nikkede diskret og tog hendes ene hånd i sin, som han klemte tæt.  ”Jeg havde ikke lyst til at leve sådan længere. Ikke flere læger… ikke flere tårer… smerter”, hun så ned på hende og Toms hænder.

”Hvad fik dig til at… ikke at gøre det?”. Hun sad og så ned på hendes hænder og vidste ikke rigtig, hvad hun skulle gøre eller svare. ”Kig på mig”, bad han så og fik øjenkontakt med hende. ”Hvad fik dig til at skifte mening?”.

Hun sank en klump. ”Jeg ville føle hvordan, det var at være elsket”, sagde han lavt. Tom rynkede på panden og skulle lige til at svare, men hun afbrød ham. ”Jeg var grim, og jeg havde ikke nogen idé om, at jeg rent faktisk kunne finde en, der ville elske mig”. Pause. ”Jeg havde aldrig prøvet at blive elsket før, og jeg… jeg ville ikke dø uden at have følt bare en smule kærlighed i mit liv”.

”Jeg kan ikke lide at tænke på det”.

Hun rystede på hovedet. ”Det kan jeg heller ikke… det er også derfor, jeg har gemt alle minderne og billeder væk. Jeg vil ikke have, at folk skal se, hvordan jeg så ud dengang. Det var ikke en god tid for mig… for min familie”.

Der var stille i et øjeblik, hvor de bare sad i deres egen lille verden. ”Må jeg se dem?”, spurgte han så endelig, men hun rystede på hovedet. ”Kom nu, skat”, bad han. ”Jeg vil rigtig gerne se dem, skat. Det er en del af dig, som jeg ikke kender”.

”Jamen… der er da sikkert også noget, som du holder hemmelig for mig fra din fortid”.

Han nikkede. ”Det her er vigtigere, skat. Jeg kan kun huske dig som den lille pige med langt lyst hår. Og som jeg ser hende for mig lige nu, så var hun den smukkeste, jeg så”. Hun vrængede på næsen og rystede på hovedet. ”Du løb altid rundt sammen med Bill. Jeg kan huske, at du dansede med os begge på et tidspunkt…”, han smilede. ”Og du kyssede vores kinder”.

”Ja”, fnes hun lavt.

”Du kyssede Bill”.

Hendes smil forsvandt ligeså stille, som han sagde det. ”Bill kyssede mig”, rettede hun ham i en lav tone og så efterfølgende ned i sit skød, hvor hende og Toms hænder stadig lod foldet. ”Bill kyssede mig”, gentog hun hviskende.

Øjenkontakten forblev, og hans mund bevægede sig meget diskret uden at få en lyd ud. Men så faldt han sammen i skuldrene og sukkede dybt, da han lod sit blik fjerne sig fra hendes, og han så mod deres hænder. Han klemte den blidt og sagde så endelig: ”Han gav dig dit førte kys, ikke?”, og så hende op i øjnene igen.

Hun nikkede langsomt, og han så ned igen. ”Men det betyder ikke noget”, skyndte hun sig så at sige. Hun slap hans hånd og lagde den under hans hage, så han kunne se hende i øjnene. ”Det betyder ikke noget”, gentog hun. ”Jeg elsker dig jo, Tom. Det ved du godt”.

”Men du elsker også Bill”, pause. ”Gør du ikke?”. Hun tog sin hånd til sig igen uden at svare. ”Gør du ikke også?”, pause. ”Du elsker Bill”, vrissede han og rejste sig fra sofaen. ”Du har stadig følelser for ham, har du ikke?”, spurgte han vredt og så ned på hende, som hun så helt sammenkrøllet ud i sofaen. Tårerne var begyndt at presse på, om han ønskede det eller ej. Han var skuffet, og hans humør havde været meget følelsesladet lige siden, Chrizza var kommet hjem. En tåre trillede ned af hendes kind, og han bed tænderne sammen. Han kunne ikke lide at se hende græde, men han var så vred lige nu, at det gjorde helt ondt. ”Du har stadig følelser for ham!”, halvråbte han og mærkede, hvordan hans øjne løb i vand, som han vendte sig om og gik hurtigt og målrettet ind på Chrizzas værelse.