”Hej og velkommen til NRJ, det er i dag fredag den 14. september, og jeg har æren af at velkomme drengene fra Tokio Hotel i studiet hos mig i dag. Hej Bill, Tom, Gustav og Georg”, sagde Fredo, der var vært på radioprogrammet hos NRJ i Paris.
”Goddag”, sagde de i kor og smilede til ham.
”Har I det godt? Var det en god tur til Paris?”
Bill nikkede. ”Vi har det rigtig godt, vi holder lidt ferie mellem vores promo tours, så det er rigtig dejligt”, svarede han.
”Ja, jeg kan forstå, at I har en kommende Europa Tour klar til jeres fans”.
”Ja, vi starter den 8. oktober i Amsterdam, Holland”.
”Og I kommer forbi Paris?”
Bill klukkede. ”Selvfølgelig, gør vi da det”.
”Har I så nogle franske gloser, I kan fyre af på scenen, så jeres fans går lidt amok?” grinte han.
”Hmm…”, mumlede Bill.
”Vores fans går alligevel amok, når Bill åbner munden”, sagde Tom.
Bill puffede til ham. ”Det er rigtigt”, grinte han. ”Men nej… jeg kan ikke rigtig noget”.
”Nej?”
”Tjo, vent”, sagde han og fik et usikkert blik. ”Je ne parle pas très bien français”.
Fredo klappede af ham og smilede stort. ”Meget flot”. Der var stille i et øjeblik, indtil Fredo startede med at tale igen. ”Det er en uge siden, I var en tur i Italien, hvor der kom nogle gode historier ud omkring, at du, Tom, har en kæreste”, sagde han og så hen på Tom.
”Ja, men det har jeg også”, svarede han ligeud.
”Chrizza, ikke sandt”.
”Det er helt rigtigt”, og han kunne ikke lade være med at smile.
Bill afbrød og klukkede. ”Prøv at se, hvor glad han er”.
Tom trak på skuldrene og grinte. ”Sådan er det jo… jeg er en glad fyr”, grinte han.
”Men hvad siger fansene til, at du har fået en kæreste? Har I mærket noget anderledes?”
”Nej, ikke rigtigt… Chrizza er måske ikke så populær i nogle fan kredse, men det tager vi ikke så tungt igen. Og hvis der kommer noget, hvilket der jo nok sikkert gør, så må vi jo bare tage det, som det kommer”, og nikkede roligt.
”Og vi vil altså heller ikke anbefale at begynde at hade på Chrizza, for hun er et fantastisk menneske med et stort hjerte”, tilføjede Bill. Fredo så på ham og ville have ham til at fortsætte hans snak: ”Hvis man ikke kender hende, så bør man overveje at tænke sig om en ekstra gang, før man udtaler sig om hende, for hun er super”.
Tom smilede til Bill og rokkede med hovedet. ”Jeg er helt enig”, klukkede han og trak på skuldrene.
”Men hvor er hun henne i dag?” spurgte Fredo.
”Hun er i skole”, svarede Tom kort. ”Hun mangler lige det sidste af sine 11 års skolegang”.
Han nikkede og smilede. ”Så I ses ikke så tit igen?”
Tom trak lidt på det. ”Vi er sammen hver weekend, så det betyder ikke så meget”.
”Nogle gange har Chrizza også nogle jobs i Tyskland midt på ugen, og hvis det er tæt på vores hjem, så plejer de også at være ret gode til at koordinere det, så de kan ses lidt før eller efter hendes jobs”, tilføjede Bill og smilede til Tom.
”Præcis”.
”Men hvad med jer andre? Der er ingen piger på tråden?”
Bill så hen på Gustav og Georg. ”Ikke i øjeblikket”, svarede Georg.
”Nej”, sagde Gustav.
”Hvad med dig Bill?” spurgte Fredo.
”Nej, desværre”, sagde han og pustede ud. ”Men jeg vil meget gerne være forelsket igen”.
”Men der må da være en masse piger derude, der ikke ville have noget imod at gøre dig forelsket”, sagde Fredo og smilede halvt. ”I har jo rigtig mange kvindelige fans, så der bør vel være et par stykker”.
Bill tøvede kort. ”Det bør der vel nok, men jeg har vel bare ikke tid til at forelske mig i øjeblikket”.
”Før vi begynder med alle spørgsmålene, som jeres fans har sendt ind, har jeg nogle, jeg godt vil spørge om”, sagde Fredo.
”Ja?” svarede Bill.
”Er det sådan her i alle byer – først er der få mennesker, derefter mange mennesker og nu erobrer i Frankrig?” spurgte Fredo.
Bill trak lidt på det. ”Altså, jeg må sige, at det gik rigtig, rigtig stærkt her i Frankrig. I starten var det meget svært at slå igennem her på grund af sprogbarrieren, og vi spillede på nogle små klubber, hvor der var nogle fans, der løb op på scenen og så videre, men nu er vi ubeskriveligt glade for, hvad der er sket med vores succes”.
Tom tilføjede: ”Vi var her på NRJ Radio sidste år, og vi troede ikke, det kunne blive større, men det er en kæmpe overraskelse for os hver gang, og vi er bare rigtig glade for, hvad vores fans gør for os”.
”For at være ærlig, så kendte jeg jer ikke i starten, men vi blev ved med at få mails og opkald fra vores lyttere, hvor de sagde, vi skulle spille jeres musik noget mere, og de sendte os videoer fra youtube. Jeg hørte Schrei, og jeg tænkte bare: ”Schrei, oh Gud, oh Gud… det kommer aldrig til at gå godt”, men ja…”
Bill grinte og trak på skuldrene. ”Mirakler”.
”Men så spillede jeg den så uadskillelige gange, og det var derefter det hele gik amok”.
”Det har vi jo så vores fantastiske fans at takke for”, smilede Bill.
”Ja”, sagde Tom.
”Det er fantastisk at vide, hvad vores fans gør for os, og hvad de gør for os lige nu uden for. Det er dejligt som en band at have nogle fans, der virkelig står op for en, lige meget hvad der skal ske; om det er et radio interview, eller om vi ankommer i lufthavnen”.
Tom smilede selvsikkert. ”Og det er godt at vide, at DU ikke troede på os i starten”.
”Nice one”, grinte Georg.
”Men hey… tak for hjælpen alligevel”, tilføjede Bill.
- Bill, er du ikke bange for alle de sortklædte piger foran dig til koncerterne? De skræmmer mig lidt.
”Jeg tænker ikke rigtig over det… Jeg synes, det er dejligt at se, hvad der foregår udenfor, og jeg ville bare ønske, jeg kunne gå ned og give dem autografer og tage billeder med dem. Det er ret sjovt for mig, for jeg får så meget energi gennem fansene, og de gør mig glade”.
- Hvad kan I bedst lide ved Frankrig?
”Øh”, mumlede Tom og så hen på Bill.
”Hmm, altså….”
”Hey, eiffel tårnet”, udbrød Tom. ”Vi har aldrig spist middag deroppe, vel?”.
”Nej”, svarede Bill.
”Jeg vil rigtig gerne spise deroppe, men så vidt jeg ved, må vi ikke komme derop”, han vrængede lidt på næsen. ”Jeg ved da ikke, om der er en dresscode, men jeg vil altså rigtig gerne derop engang, det kunne være rigtig fedt”.
”Måske du kunne tage din kæreste med derop, det skulle være romantisk”, foreslog Fredo.
Tom smilede. ”Det kunne godt være, jeg skulle gøre det”.
- Er det rigtig, at I næsten kaldte jer for Devilish?
Tom grinte. ”Nej”.
”Vi hed engang Devilish”, rettede Bill.
”Ja, vi hed det engang. Jeg mener, vi var 14 år eller sådan noget”, prøvede han at bortforklare.
Bill tilføjede: ”Forfærdeligt”.
- Jeg var engang med nogle venner I Chicago, og vi boede på Tokyo Hotel.
Bill så overrasket ud. ”Virkelig? Der vil jeg gerne tilbringe en nat”.
”Vi burde have en Tokio Hotel hotelkæde, venner”, grinte Tom.
”Ja, hvis musikken flopper for os, ikke?”
”Jo”, nikkede Tom.
- Jeg har læst på en blog, at I tager fransk timer, er det rigtigt?
Tom blev helt forvirret. ”Hvad mener du med, at vi tager?”
”Vi har taget”, sagde Bill og Tom i kor.
”Vi var nødt til at have fransk i tre år, da vi gik i skole, men jeg kan ikke huske et eneste ord af fransk, fordi jeg sad kun og spille sænke sejlskib, og jeg forstår godt de mennesker, der ikke er særlig glade for fremmede sprog, for jeg er ligesådan”.
- Bill, du har lagt stemme til Arthur i ”Arthur og Minimoyserne”, har du nogensinde overvejet at have en rolle i en rigtig film? Vi ved, du og Tom har spillet med i en film, da I var 6 år gamle.
Bill sendte Tom et smil, da han mindedes filmen, de havde været en del af. ”Altså, ja… hvis det er muligt, kunne det da være en fed oplevelse. Måske der vil komme en Tokio Hotel film en dag … hvem ved?”
”Det kunne være sjovt”, sagde Georg.
- Hvorfor forlod du premieren til ”Arthur og Minimoyserne”?
Bill smilede halvt. ”Jeg havde en anden aftale, der var vigtigere”. Han så hen på Tom og så hurtigt væk igen. ”Chrizzas tidligere manager skulle bisættes, så jeg følte, det var min pligt at være ved hendes side”.
- Georg, du døde næsten af grin, da ”Verrückt nach dir” blev sagt, hvorfor?
Georg grinte færdig. ”Altså, det er jo en…. fantastisk…. film. ”
Tom så op på ham. ”Har du set den?”
”Jeg har set små klip fra den, og jeg må sige… I er nogle yderst interessante skuespillere”.
De grinte alle sammen. ”Vi er rigtig professionelle, ikke?” grinte Bill.
”Alle bør se denne her film”, sagde Georg og nikkede troværdigt.
”Det tog rigtig lang tid at indspille en af scenerne, fordi Bill og jeg ville ikke spille sammen med hende her skuespilleren, så vi låste hende inde, så det tog vist nok rigtig lang tid, før vi blev færdige”.
- Hvad synes I om Rammstein?
”Jeg synes, de er fede”, svarede Georg hurtigt.
”Ja”, sagde Bill og nikkede. ”De er ret fede, og de har et fedt live-show”.
- Nu hvor I er 18 år, så kan I drikke jer fulde uden at gemme jeres alkohol i sodavandsflasker?
”Selvfølgelig”, grinte Bill.
”Det var ikke lige fordi, de gjorde det før”, tilføjede Georg.
”Det er rigtigt”, indrømmede Tom og smilede uskyldigt.
”Vi plejede at være sådan et stort taleemne, når vi var ude og feste, men det er vi forhåbentlig ikke mere”, svarede Bill og krydsede fingre.
- Hvad var den bedste gave I fik i 18års fødselsdagsgave?
”Hmm…”, mumlede Bill og så hen på Tom.
”Det er svært at sige, fordi vi fik kun åbnet halvdelen af dem – der var bare så mange”. Han rystede overrasket på hovedet. ”Så vi har faktisk ikke fået åbnet dem alle sammen endnu”.
”Tom og jeg fik en statue… det er noget med to kroppe, der kan presses sammen, så det bliver til én statue, og det er så et symbol for Tom og jeg”, sagde Bill og så hen på Tom, der smilede til ham. ”Og vores fans har også sendt os rigtig mange gaver, og vi takker hver og en af jer mange gange”.
Tom nikkede. ”Mange tak”.
- Hvad fik I i 18års fødselsdagsgave af Chrizza?
”Jeg fik et Rolex-ur”, smilede Tom selvsikkert.
Bill nikkede. ”Det samme gjorde jeg”, sagde han og rokkede roligt med hovedet.
- Bill, har du overvejet at stoppe med at ryge, så det ikke skader din stemme?
Bill så forkert ud i ansigtet. ”Hvad?! Jeg ryger altså ikke, det gør ingen af os”, forsvarede han.
”Men det gør de fleste på vores team”, tilføjede Tom.
”Så er vi ved at være færdige med vores lille interview med drengene fra Tokio Hotel… Er der noget, I godt vil sige til jeres fans, før vi slukker for mikrofonerne?” spurgte Fredo.
”Hey”, sagde Bill og smilede. ”Kan I høre mig derude?” spurgte han, og man kunne høre en masse skrig. ”Wow… Mange, mange tak. Hvad I har gjort i dag var fantastisk, og vi er overraskede over, at I har stået derude i så lang tid for at se os”.
”Det er utroligt, mange tak”, sagde Tom.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar