”Kaulitz”, sagde jeg til tjeneren, der tog imod os, da vi kom ind på restauranten. Chrizza kiggede smilende på mig, mens han slog mit navn op i bogen med alle reserveringerne. Hun blev ved med at kigge på mig, og jeg blev en smule genert over det. ”Hvad?”, klukkede jeg og så tilbage på hende med et sødt blik.
”Kaulitz”, gentog hun, ”Du har et flot efternavn”.
Jeg trak lidt på skuldrene og så hen på tjeneren, der kørte sin finger ned over bogen for at finde mit navn. ”Det er vel meget normalt”, mumlede jeg bare og så hen på hende igen. ”Hvad hedder du da?” spurgte jeg forsigtigt.
”Nielsen”, vrængede hun næsen.
”Det vil jeg ikke engang bevæge mig ud i at sige”, grinte jeg, og hun grinte samen med mig.
Tjeneren klappede bogen sammen og så op på os med et smil. ”Denne vej, hr. Kaulitz”, sagde han, og vi fulgte med ham ned til det bord, der var blevet reserveret til os.
Jeg gik bag ved Chrizza, mens jeg tænkte på, om det var en date eller ej… skulle jeg trække stolen ud for hende og være gentleman, eller skulle jeg bare sætte mig. De få sekunders tanker fløj rundt og gjorde turen – fra indgangen af restauranten til vores bord – meget lang.
Tjeneren stoppe op og smilede. ”Meget fint”, mumlede jeg og smilede.
”Værsgo”, sagde han høfligt og trak stolen ud for Chrizza. Fedt, tænkte jeg og satte mig ned overfor hende. Nu havde han lige afgjort det hele… vi var ikke på date. Jeg vidste jo ikke engang, om hun havde en kæreste… en kæreste!? Hvad hvis hun havde en kæreste… Jeg lod som ingenting og smilede bare naturligt. ”Hvad ønsker De at drikke?” spurgte han så og så hen på mig.
”Øhh…”, mumlede jeg panisk. ”Hvad drikker du?” spurgte jeg lavt og lænede mig lidt hen over det lille bord, de havde fundet til os i udkanten af restauranten. ”Vin, øl? … sofavand?” foreslog jeg hurtigt. Hvor var det pinligt!
Hun smilede sødt til mig, og det fik mig til at slappe lidt mere af. ”En cola er helt fint”, klukkede hun.
”2 colaer, tak”, bad jeg så og nikkede afsluttende. Jeg så hen på hende igen og smilede lidt skævt. ”Det var måske en smule pinligt”, klukkede jeg og åbnede mit menukort, så jeg ikke fik øjenkontakt med hende – jeg skulle nødig begynde at rødme.
”Bill?”, spurgte hun og lænede sig godt ind over bordet. Jeg så hende direkte ind i øjnene og lænede mig ind over bordet til hende. ”Du er nervøs… hvorfor er du det?” spurgte hun roligt og smilede beroligende til mig.
”Jeg synes bare, du er smadder sød”, indrømmede jeg.
Hun så ned, og jeg lyver ikke, når jeg siger, jeg var sikker på, hun så ned på mine læber. Jeg ved ikke, om hun havde forventet sig, jeg skulle kysse hende i det øjeblik, men vi trak i stedet væk fra hinanden og satte os begge til rette på hver vores stol.
”Jeg synes også, du er enormt sød, Bill”, sagde hun så og smilede til mig.
Ikke rødme, ikke rødme, sagde jeg til mig selv og så hurtigt ned i menukortet. Hvor var det forfærdeligt. Jeg havde lige mødt hende tidligere på dagen, og jeg havde allerede været ved at kysse hende. Hvad skete der lige for det? Jeg kendte hende jo knap nok… Woah, tænkte jeg bare og måtte finde på noget at sige:
”Så er det bare med at finde noget godt at spise”. Fuck, hvor er du dum at høre på, Bill, sagde jeg til mig selv, og jeg var lige ved at slå mig selv, hvis det ikke var fordi, jeg så hen på hende, og hun smilede til mig… ligesom hun havde gjort lige siden, jeg hentede hende… lige siden vi mødtes i butikken tidligere på dagen; det samme søde smil var som klistret på hendes læber, og hun smilede til mig.
”Har du så også et godt tip til noget her?” klukkede hun og åbnede menukortet.
”Altså, jeg har fået af vide, at deres steaks er gode”, sagde jeg og trak bare lidt uvidende på skuldrene. ”Jeg har ikke selv smagt dem, men det er det, jeg har fået af vide af andre”.
”Hvorfor har du ikke det?”
”Jeg er vegetar”, indrømmede jeg.
”Hvor er det sjovt, Bill, det er jeg også”, grinte hun, og jeg så meget overrasket på hende. ”Hvor længe har du været det?” spurgte hun så, og jeg begyndte at regne lidt på det, hvorefter jeg svarede:
”2 år, tror jeg”.
”3 år”, sagde hun.
Jeg nikkede, stadig overrasket, mens jeg sagde: ”Det er ikke ligefrem hver dag, man møder en, der også er vegetar”. Jeg så hende i øjnene, mens hun rystede diskret på hovedet. Hun så ned i menukortet igen. ”Jeg tror, jeg vil tage pastasalaten… den er jeg vild med”.
”Hvor er den?” spurgte hun og lænede sig ind over bordet mod mig igen.
Jeg lænede mig over mod hende og viste hende den på mit menukort. Hun så mig i øjnene og smilede, vores ansigter var endnu engang tætte på hinanden, og jeg kunne mærke hvordan, mit hjerte bankede hurtigt. Jeg var bange for, jeg nær var begyndt at hyperventilere.
”Den er meget enkel”, sagde jeg, da hun satte sig tilbage på sin plads igen.
”Men så tager jeg også den”, klukkede hun og lukkede sit menukort sammen. ”Fortæl mig noget, Bill… jeg er vild efter at lære dig bedre at kende”, sagde hun lavt og så mig direkte ind i øjnene.
”Jamen, hvad vil du vide?” spurgte jeg og blev en smule genert.
Jeg vidste ikke rigtig hvorfor, men jeg havde været pinlig berørt op til flere gange, når jeg var i nærheden af hende. Det var ikke fordi, jeg havde noget imod det – jeg var bare ikke vant til det, og jeg var speciel ikke vant til at have en pige som Chrizza i nærheden. Jeg tror, jeg virkelig godt kunne lide hende, og jeg havde lidt på fornemmelsen, hun også godt kunne lide mig… bare lidt.
Klokken var omkring 8 om aftenen, da vi forlod restauranten igen. Jeg åbnede døren for hende, lagde en hånd mod hendes lænd, så jeg kunne guide hende den rigtige vej. Hun så op på mig og smilede lidt, hvorefter hun spurgte:
”Hvad med din bil?”
”Jeg bor lige deroppe”, sagde jeg og pegede op på bygningen på den anden side af gaden. Hun så derop og rokkede med hovedet. ”Jeg henter den bare engang i morgen… der er sikkert heller ingen pladser inde på vores egen parkeringsplads”, svarede jeg.
Vi gik over vejen og stoppede op foran min opgang, mens jeg fandt mine nøgler frem. ”Hvor længe har du boet her?” spurgte hun og iagttog mine bevægelser nøje, som jeg fik fumlet mine nøgler frem.
”Siden jeg var 17-18 år, tror jeg”, svarede jeg og trak på skuldrene, hvorefter jeg låste døren op.
”Altid sammen med Tom?”
Jeg lukkede døren efter os og fulgte hende hen mod elevatoren, den var nede på vores etage og åbnede få sekunder efter. ”Altid sammen med Tom”, smilede jeg og trykkede på 4-tallet. Hun rokkede med hovedet igen og lænede sig op af væggen overfor mig. ”Da vi var yngre kunne vi slet ikke være én dag fra hinanden, uden vi begge gik i koma”, jeg grinte.
”Det er altså nogle ret sjove historier, du fortæller om Tom og dig”, klukkede hun og rettede sig op, da elevatoren åbnede dørene. Jeg trak bare smilende på skuldrene, vidste ikke hvad jeg skulle sige til det. ”Men har I så altid boet her alene?” spurgte hun, da jeg var ved at låse hoveddøren op.
Jeg nikkede. ”Hm-hm… Eller Toms kæreste er næsten flyttet ind her, men det er mest inde på hans værelse”, jeg åbnede døren op og fulgte efter hende indenfor. ”Jeg vil helt bare gerne bo her sammen med Tom, det der med at bo Tom og jeg… og en kæreste… det ligger bare så langt væk for mig”.
Hun nikkede og så sig omkring. ”Men hvorfor har du ikke nogen kæreste?” spurgte hun og så mig i øjnene. Jeg sank en klump og blev stum. ”Jeg mener, du er jo sød, Bill. Der er jo intet, der er negativt… endnu”, klukkede hun og så sig omkring.
Jeg ignorerede det og klukkede bare lidt for mig selv, mens vi begge to vores overtøj af. ”Vil du have en rundtur?” spurgte jeg.
”Meget gerne”, klukkede hun og nikkede.
”Ok…”, vi gik ud i køkkenet. ”Vi laver ikke rigtig mad her, så det er meget nydeligt”, sagde jeg ærligt og trak på skuldrene. ”Det var også derfor, jeg foreslog, vi skulle tage ud og spise i aften”. Hun smilede og puffede til mig. ”Jeg har aldrig rigtig lært det”, indrømmede jeg så uskyldigt.
”Du har meget, du skal nå at lære, hva’?” grinte hun.
”Du kan måske?”
”Jeg kan lære dig det, Bill”, smilede hun og så mig i øjnene.
”Vil du det?”
”Ja da… det er nemt nok, når du bare har lært lidt”.
Jeg så overrasket på hende og lagde hovedet lidt på skrå. ”Fair nok”, mumlede jeg og tog hende videre til det første værelse. ”Det her er Toms værelse”, sagde jeg og åbnede døren. ”Som sagt… han har ikke været så meget hjemme, og han ryddede ikke op, før han tog af sted”.
Hun grinte lidt og så sig omkring. ”Han er glad for damer”, sagde hun og så rundt på alle billederne på hans vægge.
”Tom har en… han har en anderledes fortid”, svarede jeg bare og ville ikke ud i en længere forklaring. Hun skulle jo nødig tro, jeg var ligesom, han havde været. Bare fordi vi var tvillinger, behøvede vi jo ligesom ikke at være to ens, vel?
”Aha”, mumlede hun og nikkede.
”Næste værelse?” spurgte jeg og pegede ud mod gangen, og hun nikkede. Vi gik forbi den lukkede dør ved siden af Toms værelse og videre til næste dør, hvor mit værelse lå. Jeg prøvede at ignorere det, og hun lod heller ikke til at være generet over, jeg bare gik forbi værelset. Jeg stoppede op og lukkede døren op. ”Ok…det her er mit værelse”, sagde jeg og smilede til hende. ”Det er ikke noget speciel, men jeg elsker at være herinde, når Tom og hans kæreste bliver lidt for meget for mig”.
Hun så hen på mig og rokkede. ”Sker det?”
Jeg vrængede på næsen og nikkede langsomt. ”Det gør det, desværre… jeg ønsker selv en pige, jeg kan dele mit liv med, men det tyder bare ikke på, hun findes”, svarede jeg ærligt og så hende direkte ind i øjnene.
”Bill, jeg elsker virkelig den måde… d… du fortæller om dine følelser”, hun sendte et sødt smil til mig. ”Det er virkelig sødt”, sagde hun lavt og så rundt på mit værelse.
Jeg stod helt lam og kiggede efter hende, som hun gik forsigtigt rundt og så her og der. Jeg vidste ikke, hvad der skete med mig, men jeg følte lige pludselig, at hun følte det samme for mig, som jeg gjorde for hende. Det var som om, vi var på bølgelængde…
Havde jeg endelig fundet hende? Den pige jeg havde ventet på i alt for mange år, var hun her endelig? Jeg kunne ikke finde ud af det. Hun havde været i mine tanker lige siden vi forlod hinanden tidligere på dagen, men… hvordan skulle det forstås? Og hvordan fandt jeg ud af, om hun også kunne lide mig?
Jeg stod i mine egne tanker, da jeg pludselig kom til at tænke på, hun blev nødt til at vide, hvad jeg følte for hende… måske kunne jeg få lidt tilbage igen, men vigtigst af alt; hun blev nødt til at vide, hvem jeg virkelig var. Jeg blev simpelthen bare nødt til at vide, om der var noget i de søde smil og blikke, vi havde udvekslet i løbet af aftenen.
”Chrizza?” sagde jeg forsigtigt, og hun vendte sig om mod mig.
”Hm…”
”Jeg tænkte på…”, kom nu Bill, kom nu Bill. Du kan godt! ”Vil du ikke se resten af lejligheden nu?” spurgte jeg, og jeg følte mig dum. Hvor er du dum, tænkte jeg og kunne have slået mig selv. ”Jeg tænkte bare… klokken er ved at være…”, jeg ledte efter et ur… ”Hvis vi skal nå og se en film, inden vi skal putte”, smilede jeg. ”Hver for sig, selvfølgelig”, tilføjede jeg hurtigt og fik et mærkeligt ansigt.
Hun klukkede og gik hen imod mig. ”Bill, nu er du nervøs igen”, sagde hun og stillede sig foran mig.
Jeg nikkede lidt. ”Det er ikke hver dag, jeg møder sådan en pige som dig”, indrømmede jeg, og jeg følte mig egentlig en smule stærk i dette øjeblik.
”I lige måde, Bill”, sagde hun og… kyssede min kind blidt. Det var som at få 200 Volt igennem min krop. Jeg var i chok, jeg var… forelsket. Hun gik ud af værelset igen og ud på gangen. Jeg stod stadig med ryggen til hende – havde ikke rykket mig et meter. ”Kommer du?” spurgte hun roligt.
”Hm-hm…”, mumlede jeg og tænkte hurtigt. Hvad skulle jeg gøre, jeg vidste det ikke. Men så slog det mig; jeg måtte prøve. Hvad kunne der gå galt? Jeg vendte mig om og så hende i øjnene, før jeg gik målrettet hen til hende, lagde mine hænder mod hendes kinder og kyssede hende blidt.
Der stod vi så og kyssede lidt i et øjeblik, hvorefter hun trak sig væk fra mig. ”Hvad laver du?” spurgte hun og så mig i øjnene. Hendes halvt rynkede pande bekymrede mig lidt, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.
”Undskyld”, mumlede jeg og følte næsten, jeg ikke kunne trække vejret ordentligt. ”Jeg ved ikke, hvad der gik af mig, Chrizza, det må du virkelig undskylde”, plaprede jeg løs. ”Jeg troe…”
Hun tyssede på mig, og jeg lukkede min mund. ”Bill, du er en vildt sød fyr, men… men jeg bliver bare nødt til at lære dig lidt bedre at kende, før jeg kan gøre noget som det her, ok?” Hendes stemme var blidt, og hendes glimt i øjet var ikke forsvundet.
”Der er noget, jeg bliver nødt til at vise dig så”, sagde jeg langsomt og så usikkert på hende. ”Der er noget, jeg bliver nødt til at vise dig, hvis du skal lære mig helt at kende, Chrizza”, gentog jeg og sank en klump.
”Hvad er der?” spurgte hun forsigtigt, da hun helt sikkert godt kunne mærke min usikkerhed i stemmen, for den var virkelig usikker i sin klang – jeg var usikker. Hvad ville hun ikke også tænke om mig?
Jeg sagde ikke noget, men gik bare ned af gangen til det værelse, vi gik forbi. Det værelse der var mellem Toms og mit, det værelse hvor døren normalt altid var lukket, lige meget om vi var derinde eller ej.
Jeg stoppede op foran døren og så hende i øjnene. Jeg vendte mig om mod hende og sank en klump. ”Der er noget, jeg ikke har fortalt dig, Chrizza”, sagde jeg forsigtigt og mærkede, hvordan jeg fik sved på overfladen af mine hænder. Hun sagde ikke rigtig noget men stod bare og så mig direkte i øjnene. Selvom jeg var så nervøs for, hvad hun skulle sige, så gjorde hendes øjne mig alligevel tryg. Det var fantastisk.
”Du ved godt, du gør mig vildt nervøs nu, ikke?” klukkede hun roligt og smilede lidt op til mig.
Jeg smilede og slappede pludselig mere af. ”Jeg regnede ikke med, du skulle vide det her… eller jeg ved det faktisk ikke. Jeg havde slet ikke regnet med at møde dig”, indrømmede jeg og trak let på skuldrene. Jeg åbnede døren ind til værelset og lod hende følge efter mig derind, mens lyset langsomt tændte derinde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar