Klokken var 7.22, da Tom og Chrizza kom gående ned i lobbyen den næste morgen. Humøret var højt, og de havde hver et stort smil på læben, da de så Gustav sidde i en af lænestolene med sin mobil i hånden.
Chrizza slap Toms hånd og løb hen til ham. ”Tillykke med fødselsdagen, Gustav”, klukkede hun og sprang næsten op på hans skød. Hun gav ham et langt kram og så ham i øjnene. ”Har du haft en god morgen?” spurgte hun og rejste sig fra ham igen.
Gustav nikkede roligt og så hen på Tom. ”Der er ikke rigtig nogen, der har ringet til mig endnu”.
”Hvad havde du regnet med, Gustav?” grinte Tom og satte sig i en lænestol overfor ham. ”Der er jo ingen, der er oppe på denne her tid af dagen”. Gustav rokkede lidt med hovedet og smilte op til Chrizza.
”Vil du have, jeg skal ringe til dig?”, spurgte hun smilende.
Han grinte. ”Ah… det behøver du egentlig ikke”.
Hun vrængede på næsen. ”Så ringer jeg til dig senere, Gustav”.
Gustav så hen på Tom, der rystede på hovedet over hende. ”Skat, kom her”, bad han roligt og rakte en hånd ud til hende, og hun satte sig på hans skød. ”Du tager med hjem i dag, ikke?” spurgte han lavt og lagde sine arme omkring hende.
Hun legede lidt med hans fingre, mens hun overvejede sit svar. ”Ok så…”.
Tom trak hende bagud mod sig, så hun lå lænet op af ham. Han så hende i øjnene og holdt hende nede. ”Det er slet ikke et spørgsmål, der skal tænkes så langt tid over, skat”, grinte han og prikkede hende lidt i siden.
”Ej, altså… stop med det der pjat, dit fjollehoved”, klukkede hun, og han stoppede kort tid efter, men han lod hende læne op af sig, mens han bare havde sine arme trygt omkring hende og nussede hende blidt.
Gustav så hen på dem og rystede skeptisk på hovedet, mens han grinte roligt. ”I er altså ikke rigtig kloge, I to”, sagde han og så ned på sin mobil. Chrizza så op på Tom, og det så næsten ud som om, at de udvekslede tanker.
”Hey, du der”, sagde Tom og fik øjenkontakt med ham.
”Hm?”
Chrizza klukkede. ”Hvem venter du et opkald fra?” spurgte hun nysgerrigt.
Han tænkte kort og undveg øjenkontakt. ”Fortæl os hvem hun er”, sagde Tom og så hen på ham, men Gustav rystede på hovedet, og man kunne ane et lille smil på hans læber. Chrizza klukkede igen og smilede.
”Kom nu”, tiggede hun og rejste sig fra Toms skød, men han rystede på hovedet igen.
”Du er da lidt kedelig, hva’?”
Gustav så op på Chrizza, der satte sig ved siden af ham. ”I siger det bare til de andre… og desuden er det ikke noget”, sagde han lavt, mens han så hende i øjnene. ”Det er bare en, jeg skriver lidt sammen med”.
”Jeg kan godt holde på en hemmelighed”, sagde hun og lagde sin ene hånd mod hans lår.
Han så skeptisk på hende. ”Det ved jeg godt, du kan… men jeg vil ikke fortælle noget”. Chrizza vrængede på næsen og trak underlæben ud. ”Det er intet, Chrizza, jeg mener det”, fastslog han og så hen på Tom. ”Gider du ikke godt få din kæreste til at lade være med at tigge sådan?”, grinte han.
Tom rystede på hovedet. ”Hun skal skaffe informationer til far”, og pegede på sig selv. Hun kunne ikke lade være med at få et forkert ansigt, da hun hørte ham, og hun så hen på ham. ”Jeg har magten over dig, min pige. Make me proud”.
De sad i lufthavnen nu og ventede på deres fly tilbage til Tyskland, der var forsinket i en time. Tom og Chrizza havde ikke sagt noget til de andre om Gustavs lille hemmelighed, som de alligevel ikke vidste særlig meget om, fordi han ikke ville fortælle dem noget overhovedet.
Tom og Georg sad og så film på hver deres computer, og var egentlig ikke speciel sociale med gruppen, mens Gustav snakkede eller skrev på mobilen. Chrizza og Bill sad og fjollede og tullede lidt rundt i lufthavnsområdet, hvor der intet spændende var – men de kunne alligevel altid få noget sjovt ud af det.
”Chrizza”, sagde Bill og nikkede over mod en hel bod kun med slik. Hun så derover og fik store øjne og sendte ham et stort smil. ”Skal vi?” spurgte han og vrikkede med øjenbrynene, indtil han fik hende overtalt.
”Har du penge, for jeg har ingen på mig?”
Bill mærkede efter og trak underlæben ud. ”Den ligger ovre ved de andre”, sagde han med rynket pande. ”Lad os liste hen og få gaflet nogle penge”, sagde han hemmelighedsfuldt. ”Vi må ikke blive opdaget”, hviskede han og så sig til begge sider, agentagtigt.
Chrizza rystede på hovedet. ”For så opdager de, hvad vi vil, og så stjæler de bare alt vores slik”, mumlede hun hemmeligt og klukkede over deres lille leg. ”Vi må være top hemmelige, Bill”, og han nikkede. ”Er du klar?”
”Nej, vent… vi skal have et navn”, sagde han.
”Team super seje slik spiser”, foreslog hun og skar ansigt.
Bill grinte og nikkede. ”Perfekt navn, Chrizza”.
Hun lagde op til high five, og Bill tog med glæde imod. ”Vi skal bare have slik nu”, klukkede han.
”Ja! Ja! Ja!”, grinte hun og hoppede lidt op og ned. ”Lad os komme af sted”.
Bill førte an mod de lille sted, de havde ”bosat” sig. Han vendte hovedet om mod hende og stoppede op. ”Min taske står henne ved Tom”, sagde han og pegede hen på Tom, der sad og var meget koncentreret mod sin skærm.
Hun nikkede og skubbede ham fremad, og de listede om bag ved række ved stole. Gustav kiggede op fra sin mobil og så hen på dem. Bill rakte ud efter Chrizza arm, og holdt hende fast. ”Hvad?” hviskede hun og stod helt stille.
”Gustav har set os”, hviskede han tilbage.
Han begyndte at grine. ”Hvad har I gang i?” spurgte han.
Bill rettede sig op og spillede uskyldig. ”Jeg ved ikke, hvad du taler om”, svarede han og smilede.
Georg vendte sig om mod dem, og få sekunder efter gjorde Tom det samme. ”De har opdaget os”, sagde hun lavt og så op på Bill, der hurtigt greb sin taske.
”Løb!”, sagde han hurtigt, og de løb væk fra dem.
Gustav, Georg og Tom sad og kiggede på hinanden og fattede ikke rigtig noget, hvorefter de så hen på dem, da de stod ved slik boden og gemte sig for dem bag nogle mennesker, der var ved at købe noget godt.
”Chrizza”, sagde Gustav og satte sig hen ved siden af hende, hvor Bill havde siddet, før han gik på toilettet. Hun så op på ham og sendte ham et smil. ”Jeg tænkte på, om du kunne hjælpe mig med noget”.
Hun rokkede med hovedet. ”Jeg kan da altid prøve, fødselsdagsbarn”, smilede hun.
”Jeg har mødt en pige”, sagde han og så ned i sit skød. Han vidste godt, Chrizza ville sidde med et stort smil på hele munden, og han vidste også godt, at han ville blive en smule pinlig berørt, når han skulle sidde og snakke med hende om det.
”Hvad hedder hun?”
”Paulina”, han så hende i øjnene og smilede. ”Jeg har gået i folkeskole med hende”.
”Så I har kendt hinanden i lang tid”. Han nikkede. ”Hvad så? Er du vild med hende?” spurgte hun.
”Det tror jeg nok, jeg er”.
Hun smilede og lagde en hånd på hans knæ. ”Så gør noget ved det, Gustav”.
”Men jeg ved ikke, om hun er vild med mig også?”
”Har nogen mistanke?”
Gustav rystede på hovedet. ”Jeg ville gerne snakke med hende om det”.
”Hvornår skal I ses?”
”Hun kommer hjem til mig i aften… jeg har inviteret hende over”.
”Men hvad så når I skriver sammen, er der ikke noget der?” spurgte hun så.
”Tjo, det er der vel lidt, men jeg ved jo ikke, om det er noget hun mener, eller bare noget hun skriver?”, og det kunne han jo selvfølgelig have ret i. ”Men jeg vil egentlig godt spørge dig, om du havde lyst til at komme hjem til mig en eller anden dag og møde hende… Vi kunne også mødes inde i byen en dag… et eller andet…”.
Chrizza klukkede. ”Skal jeg udspørge hende?”
”Måske ikke lige udspørge, men…”, han gav op. ”Ja, udspørge hende”.
”Selvfølgelig”, svarede hun smilende og så at Bill var på vej tilbage igen. ”Det kan vi sagtens finde ud af, Gustav, men jeg synes helt klart, du skulle prøve at gøre noget ved det”, fastslog hun og sendte ham et støttende smil.
”Tak”, hviskede han.
”Hvad så, vatnisser?” spurgte Bill og satte hænderne i siden.
”Hvad så, din vatpik?” grinte Chrizza.
Bill rakte tunge af hende, og hun så ned på hans piercing. Der var et eller andet, der gik amok inde i hendes krop, og hun fik kuldegysninger. Det var behageligt, og hun smilede til Bill, der gengældte hendes smil. Hun vidste ikke, hvad det var, men der var noget, der sagde hende, at hun savnede Bill og hans tungepiercing; de mirakler den kunne frembringe.
”Vi skal tilbage hertil med dig, skat”, sagde Tom lavt og flettede sine fingre fint ind i hendes, da de lige havde lettet fra Verona. Chrizza lagde sit hoved mod hans skulder og lukkede sine øjne. ”Er du blevet træt?” spurgte han og kyssede hendes hår.
”Ja”, mumlede hun fraværende.
”Det blev også sent i går”, hviskede han, og man kunne høre hans glæde i stemmen. Chrizza løftede sit hoved og så ham i øjnene. ”Men det var rigtig dejligt”, tilføjede han og kyssede hendes læber blidt. ”Du siger ikke så meget”, sagde han en smule bekymret.
”Jeg er lidt træt, skat”, svarede hun lavt og sukkede dybt.
”Du var ellers ret frisk sammen med Bill inde i lufthavnen”, klukkede han. Chrizza vrængede på næsen og smilede. ”Og så ville I ikke engang dele jeres slik, hvad er I for nogle mennesker”. Tom lod en hånd glide gennem hendes hår.
”Hvordan skal jeg nogensinde gøre det godt igen?” spurgte hun og grinte.
Tom kyssede hende og nussede sine næse mod hendes. ”Forbliv mit kæreste eje”.
”Jeg troede, det var din guitar”.
Han himlede med øjnene. ”Jeg prøver faktisk at være lidt romantisk nu, skat, og så ødelægger du det bare ved at fortælle sandheden”, klukkede han og rystede på hovedet. ”Jeg elsker dig, smukke dukke, og DU er mit kæreste eje”.
”Åwh”, klukkede hun.
”Jeg glæder mig rigtig meget til i næste weekend, skat”, sagde han og så hende i øjnene.
Hun nikkede. ”Det gør jeg også”.
Tom sad længe og kiggede hende ind i øjnene, mens hans sødeste smil var plantet fast på hans læber. ”Åh, skat”, klukkede han. ”Kom her, du må godt lægge dig hos mig”, sagde han og lagde en arm omkring hende, som hun lænede sin overkrop ned over hans lår.
”Jeg ved ikke, hvad det er, der har gjort mig så træt”, svarede hun og lukkede sine øjne.
”Det skal du ikke tænke på, skat, du skal bare sove, hvis du føler for det”. Tom nussede hendes hår blidt, mens han kiggede ud af vinduet, og Italien fløj væk under ham. Chrizza faldt i søvn, men han blev ved med at nusse hende blidt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar