Der var stille – meget stille – mens hun så rundt i værelset. Det hele var derinde; klaver, guitar, mikrofoner, højttalere, alt… Billederne på væggene og priser der fint stod på hylderne rundt omkring derinde, det var bevismaterialet på, hvem jeg i virkeligheden var, og hvem jeg håbede, hun ville respektere, jeg var.
Hun gik hen til det største af billederne i værelset. Det var det allernyeste af dem alle, og vi havde endnu ikke fået hængt dem op endnu. Det var normal størrelse, og selv på billedet var jeg det lille stykke højere end hende.
”Er det dig?” spurgte hun forsigtigt og så tilbage på mig. Jeg så hende kort i øjnene og nikkede så. Jeg hørte hende fnise let, og jeg gik roligt hen ved siden af hende og stod. ”Jeg kan slet ikke forstå det”, mumlede hun og pegede op mod mit ansigt på billedet.
”Hvad?” spurgte jeg nysgerrigt og smilede lidt.
Hun så op på mig, markerede mit kindben med hendes fingerspids. ”Jeg kan ikke finde ud, om du er kønnest med eller uden make-up”, sagde hun lavt og tog sin hånd til sig igen. Hun så hen på billedet igen og rystede diskret på hovedet.
”Hvad tænker du på?” spurgte jeg forsigtigt.
Chrizza trak på skuldrene og tog et skridt til side, væk fra mig. ”Det er Tom, ikke?” spurgte hun klukkende og så op på mig igen.
”Jo”, svarede jeg kort.
”Det er lidt sjovt”, smilede hun. ”I ligner hinanden… men så alligevel ikke”. Jeg trak på skuldrene og fnes. ”Tokio Hotel”, mumlede hun for sig selv og rokkede lidt med hovedet. Jeg så ned på hende og prøvede at læse hende, men det var svært. ”Hvad hedder de to andre?” spurgte hun så og pegede på hver af side af Tom og jeg.
”Det her er Georg”, sagde jeg og pegede på ham.
”Georg”, gentog hun. ”Hvad laver han?”
”Han spiller bas”, svarede jeg. ”Og det her er Gustav”, sagde jeg så og pegede hen på Gustav.
Hun rokkede med hovedet og smilede. ”Hvad med ham?”
”Hardcore trommeslager”, klukkede jeg, og hun grinte sødt. ”Han er faktisk vild med ham Lars Ulrich der… ham den danske trommeslager fra Metallica”.
”Hans niece har jeg gået i folkeskole med”, klukkede hun og vrængede på næsen.
”Ingen succes?” spurgte jeg grinende.
”Hun var forfærdelig”, mumlede hun og smilede op til mig. ”Jeg kan faktisk spille en Metallica på guitar”, sagde hun stolt.
”Giver du et nummer så?” spurgte jeg og gik hen til skabet, åbnede det og trak en af Toms akustiske guitarer frem.
”Oh, hvem er dets?” spurgte hun og gik store øjne.
”Det er Toms”, svarede jeg og trak en stol hen foran klaveret.
Hun gik hen til mig og satte sig på stolen foran mig. ”Guitarrist?” gættede hun og rakte ud efter den.
”Det er lige det, han er”, klukkede jeg. ”Så kan du vel godt gætte dig frem til, hvad jeg laver”, mumlede jeg og trak lidt på det.
”Du spiller vel helt sikkert på triangel, ikke?” Vi begyndte begge at grine. ”Ej”, grinte hun og satte sig til rette på stolen med guitaren på skødet. ”Nå… skal du lige høre mig fyre den max af”, klukkede hun og begyndte på at spille Nothing Else Matters.
”Woah”, mumlede jeg og så overrasket på hende, hun så hen på mig igen og stoppede med at spille. ”Du er god”, smilede jeg. ”Kan du spille andet?” spurgte jeg så og rokkede med hovedet.
”Ikke på guitar”.
”Skal jeg tage den igen?” spurgte jeg og rakte ud efter den.
”Det må du gerne”, svarede hun og rakte mig den, hvorefter jeg satte den på plads i skabet. ”Kan du ikke spille på noget, Bill?” spurgte hun så og vendte sig om mod mig på stolen.
Jeg trak underlæben ud og rystede diskret på hovedet. ”Jeg er for doven til at lære at spille på nogen instrumenter… Jeg har kun min stemme”, svarede jeg og trak på skuldrene. ”Dengang Tom og jeg startede, havde jeg et keyboard, men jeg duede kun til at trykke på knapperne, så der kom en melodi og rytme ud”, klukkede jeg og satte mig tilbage på stolen igen.
Hun smilede sødt til mig og prøvede at lade være med at grine alt for meget. ”Du ved godt, jeg har et vildt billede af dig inde i mit hoved nu, ikke?” grinte hun og slog ud med hånden. ”Ej…”
Jeg rystede på hovedet og grinte. ”Det er Tom, der spiller klaver”, tilføjede jeg og pegede hen ved siden af mig, hvor klaveret stod.
”Oh…”, mumlede hun.
”Han spillede klaver til en af vores sange på det sidste album”, forklarede jeg, ”også til vores tour… det er faktisk det samme klaver, vi havde med på tour”.
Hun rokkede med hovedet og så rundt på klaveret, hvorefter hun rejste sig op og satte sig hen ved siden af mig på stolen til klaveret. ”Det er helt vildt flot”, sagde hun og strøg sine hænder over tangenterne uden at få dem til at sige noget.
”Kan du spille noget?” spurgte jeg.
Hun trak lidt på det. ”Er det her en af jeres sange?” spurgte hun og pegede op på node papiret, der sad i holderen foran hende.
”Ja…”
Hun så ned på pedalerne på gulvet og satte den ene fod over, hvorefter hun tog et blik på noderne. ”Zoom”, sagde hun lavt og så hen på mig. Jeg nikkede roligt med hovedet og smilede til hende. ”Må jeg?”
”Hellere end gerne”, svarede jeg lavt, næsten hviskende.
Der var helt stille, da hun pludselig begyndte at spille introen på klaveret. Det lød fuldkommen, som når Tom spillede det. Det var utroligt, tænkte jeg og fik helt gåsehud over hele kroppen, mens jeg bare sad og iagttog hende, mens hun spillede vores sang.
Jeg så ned på hendes fingre, der let gled hen over tangenterne, og jeg mindedes vores sidste tour rundt i Europa, hvor Tom havde siddet på helt samme måde. Jeg genskabte følelsen af fansene, der stod og skreg og havde en god oplevelse. Jeg tog en dyb indånding og begyndte så ligeså stille at synge med, som hun lige præcis nåede starten af første vers; det havde føltes som længere tid, men det var det ikke…
Bist du irgendwo da draußen, alleine mit dir
Hast dich irgendwo verlaufen, und weißt nicht wofür
Ein Herzschlag, den keiner fühlt
Bist du irgendwo da draußen, zu schwach um zu weinen
Vor allen Menschen weggelaufen, um einer zu sein
Ich seh’ dich, schau durch die Nacht
Zoom dich zu mir, ich zoom mich zu dir
Wir werden scheinen
Weit weg von hier, durch Raum und Zeit
Zoom dich zu mir
Lachst du irgendwo da draußen, mit tränen im Gesicht
Schreist du irgendwo da draußen, bis die stille zerbricht
Ich seh’ dich, gib jetzt nicht auf
Zoom dich zu mir, ich zoom mich zu dir
Wir werden scheinen
Weit weg von hier, durch Raum und Zeit
Zoom dich zu mir
Hun stoppede stille og roligt med at spille, og hun vendte langsomt hovedet hen mod mig. Jeg sendte hende et lille smil, og blev bare ved med at kigge direkte ind i hendes øjne. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, eller hvad jeg skulle sige; jeg sad bare og så ind i hendes blå øjne, indtil jeg pludselig følte og kunne mærke, hun roligt bevægede sit ansigt mod mit.
Mit hjerte begyndte at banke hurtigt, men jeg prøvede ikke at lade det påvirke mig. Jeg førte langsomt min hånd mod hendes kæbe og pressede derefter mine læber mod hendes, endnu engang. Det var som om, det var meningen, som om det her, var det helt rigtige at gøre, og mit hjerte bankede i fuld hastighed med, vi blev ved med at kysse hinanden blidt og stille.
Jeg mærkede hendes hånd mod mit baghoved, og jeg gøs dejligt i kroppen. I så mange år havde jeg længdes efter denne her følelse af at være i live, og nu sad jeg sammen med en pige, jeg ikke engang havde kendt i 24 timer. Jeg vidste, at i løbet af den dag havde jeg ændret mig rigtig meget; jeg var blevet til en person, der overtrådte alle mine egne grænser, men jeg havde intet imod det, jeg var ganske vild med det og je…
Hov… jeg åbnede mine øjne og så direkte ind i hendes. Vores læber var få centimeter fra hinanden, som vi sad der, og pludselig tog hun sin hånd til sig igen. Mit blik flakkede kort, da jeg tog min hånd til mig. Jeg vidste ikke, om jeg havde gjort noget forkert.
”Vi burde måske ik…” mumlede hun og så ned i sit skød.
Jeg afbrød: ”Nej…”
Vi sad lidt i stilhed og så i hinandens øjne. Det var ikke engang fordi, det var akavet at sidde sådan, det føltes bare ligeså rigtigt som alt andet i verden, og jeg havde egentlig ikke noget imod situationens vending; så længe hun stadig sad der foran mig, kunne det ikke være forkert.
”Bill…”, sagde hun lavt og så hen på mig. ”Jeg er virkelig glad for, jeg har mødt dig, og du er så ærlig overfor mig… og alt muligt… jeg havde ingen idé om, en dreng kunne være så sød mod mig, som du er”.
”Men…?”
Hun sendte mig et lille smil og lagde sin hånd i min. ”Det var slet ikke meningen… det her”, og så rundt i værelset. ”Det var slet ikke meningen, jeg skulle have vidst alt det her, vel… det sagde du også selv”, og jeg nikkede diskret. ”Jeg føler, du har åbnet dig for mig, og jeg ved alt om dig, selvom vi ikke engang har kendt hinanden i én dag. Hvorfor gør du det her?”.
”Jeg kan virkelig godt lide dig, Chrizza”, hviskede jeg og så ned i vores hænder.
”Hvad?”
Jeg så op i hendes øjne. ”Jeg vidste ikke, jeg skulle komme så tæt på dig, som jeg gjorde… jeg føler, jeg kender dig til helt ind under tøjet… det er underligt”, jeg begyndte diskret at ryste på hovedet, mens jeg fortsatte: ”Jeg ved det, når jeg godt kan lide en pige…”, jeg kunne se på hende, at hendes øjne begyndte at smile lidt, mens hendes ansigt stadig var bekymret. ”Jeg tror, jeg er ved at falde for dig”, hviskede jeg. Vi sad lidt og så hinanden i øjnene uden at sige noget, indtil hun pludselig rejste sig op fra stolen og begyndte at gå ud af værelset. ”Chrizza, vent”, sagde jeg og skyndte mig efter hende.
Hun vendte sig om, da jeg fik min hånd omkring hendes underarm. Hun så direkte ind i mine øjne og sagde så med en lav stemme: ”Det er nok bedst, hvis jeg går”.
”Nej, please… bliv her”, bad jeg og lagde begge mine hænder mod hendes overarme, men hun rystede på hovedet. ”Hvorfor?”, spurgte jeg forsigtigt, og hun kiggede væk. ”Hvorfor reagerer du på den her måde?” spurgte jeg igen.
”Jeg…”, hun tog sig til hovedet. ”Jeg ved det ikke….?” sukkede hun og faldt sammen i skuldrene.
Med min ene hånd løftede jeg roligt hendes hoved op, så hun så mig i øjnene. ”Jeg vil ikke have, du skal gå, Chrizza… Ikke nu”, sagde jeg roligt. ”Jeg kommer ikke til at se dig igen så”. Hendes blik flakkede og jeg kærtegnede hendes kind blidt. ”Vil du ikke nok blive?” spurgte jeg med en blid og rolig stemme, som hun så mig i øjnene. Jeg sendte hende et lille smil. ”Det kan godt være, du ikke har nogle følelser for mig… men du vil ødelægge en hel del inde i mig, hvis du vendte dig om nu og gik ud af den dør”.
Chrizza vådtede sine læber diskret, og jeg kunne ikke lade være med at se ned på hendes læber, mens hun gjorde det. Det var så tiltrækkende, hun… hun var så tiltrækkende. Jeg kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, da det gik op for mig, hun stadig stod foran mig. Jeg bildte mig selv ind, det var fordi, hun muligvis også havde nogle følelser for mig. De var derinde et eller andet sted – jeg var sikker…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar