Hun klukkede og rystede opgivende på hovedet. ”Ja… Ja, det er jeg”. Hun så lidt opgivende ud i ansigtet men smilede alligevel sødt hen imod mig. Hun fik et mere bekymret ansigtsudtryk og sagde så: ”Jeg ved godt, jeg skulle have haft sagt det til dig på en anden måde, Tom”.
”Nej… det er okay”, jeg smilede støttende til hende.
Men hun rystede på hovedet. ”Jeg skulle have sagt det til dig før. Da vi mødtes… før vi endte i sengen igen”. Hun sukkede og så væk. ”Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på”. Hun så hen mod mig igen. ”Jeg forstår slet ikke, hvad der er sket”.
Jeg tog hende hånd i min, og hun så ned i sit skød. ”Du tænker for meget over tingene, Chrizza”, sagde jeg med blid stemme. ”Lad være med det…”. Hun så på mig igen. ”Jeg er selv stadig chokeret over, hvad der er sket, men sket er sket, ikke sandt?”.
”Jo…”. Hun gengældte mit smil. ”Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at du ville dukke op på min adresse”. Jeg trak smilede på skuldrene og klemte hendes hånd blidt. ”Jeg troede, jeg så det sidste til dig i går, som du vendte ryggen til mig og forsvandt”.
”Lad os glemme, hvad der skete i går”, bad jeg. ”Jeg var et svin, Chrizza, og jeg undskylder mange gange for den måde, jeg handlede på. Det var ikke fair gjort, og jeg fortryder nu, at jeg ikke blev hos dig. Men jeg har ikke tænkt mig at forlade dig nu”.
Hun rynkede blidt på panden, mens der var stille. ”Hvad skal det sige?”.
Jeg smilede halvt, mens jeg så hende direkte i øjnene. ”Jeg… jeg vil gerne have det her barn med dig”. Hun fik store øjne. ”Jeg vil gerne være ved din side gennem det hele, og jeg gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for at få vores barn til at have det godt”.
Hun smilede, og jeg kunne ane, at hun havde lidt våde øjne. ”Vores barn…”.
”Vores barn”, gentog jeg igen og lagde min arm omkring hende. ”Jeg tror, det vil blive hårdt, men hvis vi står sammen, så kan vi godt klare det”, sagde jeg, mens jeg så hende i øjnene. Hun nikkede og sukkede dybt, mens hun smilede. ”Hvor er jeg dog glad for, jeg er kommet”, fnes jeg.
Hun nikkede. ”Det er jeg også, Tom”.
Jeg lod min hånd køre igennem hendes hår, mens jeg bare så hende i øjnene. ”Ved din familie godt, du er gravid?”, spurgte jeg en anelse bekymret.
”Nej”, rystede hun på hovedet. ”Jeg ved, min far ville blive skuffet over mig, hvis jeg kom og sagde, jeg var gravid, og jeg ikke kunne sætte navn og ansigt på faderen til mit barn. Jeg ved, det betyder meget for ham at vide, at jeg er i gode hænder”.
”Du er i gode hænder hos mig. Det lover jeg dig!”. Hun smilede. ”Vil du fortælle din far, at du er gravid?... nu hvor faderen er på plads”.
”Ja”.
”Og din far bor i Berlin?”. Hun nikkede. ”Ved du, om han er hjemme i aften?”.
”Det ved jeg ikke noget om, men jeg kan godt prøve at finde ud af det… hvad tænker du på?”.
Med et smil på læben, foreslog jeg: ”Inviter ham på middag. Sig, at der er noget vigtigt, du gerne vil fortælle ham. Fortæl ham, at jeg er her”, jeg smilede. ”Ikke en kæreste… bare en ven”. Hun nikkede. ”Hvis du inviterer ham til i aften, har vi hele eftermiddagen til at lære hinanden bedre at kende”.
Hun trak lidt på det. ”Jo… jeg ringer lige til ham og hører, om han skal noget”, hvorefter hun rejste sig fra sofaen.
”Det er bare et forslag”, sagde jeg.
”Det lyder rigtig godt, Tom”, og hun gik ud af stuen.
Jeg tog mig selv i at se rundt i hendes stue. Den var forholdsvis stor, men når man tænkte på, at det var hendes barndomshjem, så var den vel en meget passende størrelse. Jeg tænkte tilbage på mit egen barndomshjem, og når jeg sammenlignede vores stue med denne, kom jeg pludselig til at tænke på, om hun mon var enebarn.
Jeg rejste mig fra sofaen og gik langsomt rundt i stuen, mens var studerede hendes ting, der stod rundt omkring. Der var billeder her og der, men ingen billeder af hende selv som barn, hvilket jeg selvfølgelig villet have elsket.
Jeg kom til at tænke på, hvordan vores barn ville komme til at se ud. Om det mon ville ligne mig eller hende mest – eller om han eller hun ville have min næse og hendes mund – eller måske omvendt. Der var så mange tanker, der fløj rundt i mit hoved, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg var glad.
Jeg var glad over, at hun ikke var ked af det og sur over min opførsel den forrige aften. Jeg var glad over, at hun var så positiv over tingene. Hun var bestemt en pige, som jeg kunne bruge lang tid sammen med, og jeg ønskede alt i hele verden for, at hun tænkte det samme som jeg.
Det var ikke fordi, jeg var forelsket i hende. Ikke spor… altså, jo – jeg kunne da godt lide hende, men jeg havde brug for længere tid sammen med hende for at vide, om det skulle være hende og jeg. Men jeg vidste allerede nu, at der ville være et bånd mellem os lige meget, om vi var forelskede i hinanden eller ikke – vi skulle have et barn sammen, og det var det mest fantastiske, der kunne ske – selvom jeg havde været skeptisk overfor det.
Jeg kom pludselig ud af mine tanker, da jeg så en ramme stå på en reol med en masse gamle bøger og cd’er. Jeg stoppede op foran den og stod helt stille. Der var et billede i rammen, og jeg gættede mig frem til, at det var hende mor, da hun lignede hende ret meget. Jeg vidste nu, hvor hun havde sit kønne ansigt fra.
Jeg hørte hende komme bagfra, og jeg så mod hende. ”Hvad døde hun af?”, spurgte jeg forsigtigt.
”Brystkræft”. Jeg rokkede roligt med hovedet og kiggede hen mod billedet igen. ”Man opdagede det for sent, og da de endelig opdagede det, havde hun kun få måneder tilbage. Men hun kæmpede”, jeg så et lille smil komme frem på hendes læber. ”Hun var stærk lige til det sidste, og hun ønskede ikke, at min far og jeg skulle se hende ligge som en død guldfisk”. Jeg lagde min arm omkring hendes ryg og klemte hende ind mod mig. ”Jeg ville ønske, hun kunne være her i aften…”, hun så mig i øjnene. ”Jeg ville ønske… hun kunne høre vores nyhed”.
Jeg lod min ene hånd kærtegne hendes kind. ”Hun sidder og kigger ned på dig, Chrizza. Hun ved det allerede, og jeg er sikker på, at hun er stolt af dig. Hun smiler til dig, og ønsker dig alt held og lykke. Og jeg ved, at hun ville ønske at være her i aften sammen med os. Det er jeg sikker på”.
Hun lagde sine arme omkring mig og sit ansigt mod min hals. ”Hvor er jeg glad for, du er her, Tom”.
Hun havde vist mig rundt i huset, og jeg kunne godt forstå, hvorfor hun elskede dette hus. Der var mange minder i det, og jeg ville ønske, jeg kunne få hende til at blive boende her, men på den anden side var det måske også sundt nok at komme lidt væk derfra, eftersom hun ikke havde efterladt huset siden moderen døde.
Vi sad på hendes værelse og snakkede – prøvede på at lære hinanden bedre at kende, inden hendes far ville komme om aftenen. Der var én ting, jeg endnu ikke havde haft mulighed for at sige til hende, og jeg var meget usikker på, hvordan hun ville tage det. Det var noget, som Bill og jeg var blevet enige om; jeg blev nødt til at fortælle hende det – jeg blev nødt til at fortælle hende det nu.
”Hør… Chrizza…”, hun så hen mod mig. ”Bill og jeg… vi snakkede sammen i nat…”.
”Ja?”.
”Jeg tænkte på, om du havde lyst til at flytte hjem til os?”.
”Øhm…”.
Jeg skyndte mig at tilføje: ”På den måde kan vi også se mere til hinanden, og jeg vil have mulighed for at være med under hele forløbet”. Stille. ”Det er en smule langt at køre fra Hamburg til Berlin hver gang jeg skal se dig”.
Hun nikkede. ”Det kan du selvfølgelig godt have ret i”.
”Ja… hvad siger du?”.
Hun trak lidt på det. ”Det er selvfølgelig en god idé, men jeg vil jo ikke trænge mig på, Tom. Jeg vil ikke være i vejen for jer på nogen måde”.
Jeg smilede og slog ud med hånden. ”Det skal du slet ikke tænke på, Chrizza. Det vil betyde rigtig meget for mig, hvis du fik opbygget et godt venskab med Bill. Og han vil rigtig gerne have, at du flytter hjem hos os. Han vil gerne lære dig bedre at kende også”.
Hun smilede. ”Jeg ved ikke rigtig, Tom…”.
”Kom nu”, tiggende jeg klukkende. ”På den måde er vi tættere på hinanden. Det vil føles som en rigtig familie, hvis du flyttede hjem til os”, jeg lagde hovedet på skrå og smilede sødt til hende. ”Jeg lover dig, at du vil få det godt, Chrizza”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar