Jeg var kommet hjem og var braset direkte ind på Bills værelse, selvom jeg udmærket godt vidste, at han lå og sov, men jeg havde haft brug for at snakke med ham. Jeg var havnet i en fucked up situation, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme ud af igen. Vi havde snakket længe, og jeg blev nødt til at få noget søvn, men det var svært at falde i søvn; hun var i mine tanker. Chrizza var i mine tanker, og jeg så hende foran mine øjne, hver gang jeg lukkede dem.
Det var blevet morgen igen – formiddag rettere sagt. Jeg stod op og traskede med tunge skridt ud i køkkenet, hvor Bill sad sammen med vores bedsteven, Andreas. Jeg sagde ingenting men satte mig bare tungt ned på et stol og skænkede kaffe op i en kop, Bill havde sat på bordet.
”Du ser ikke så godt ud i dag, Tom”, sagde Andreas og så halv-bekymret mod mig.
”Han har haft en hård nat”, sagde Bill hurtigt for at dække over mig.
Jeg så op på Bill og efterfølgende hen på Andreas. ”Jeg har bollet en pige tyk, og jeg skred som en anden kujon efter, hun havde fortalt mig det”, sagde jeg med en meget hæs stemme, hvorefter jeg så det helt samme ansigtsudtryk hos Andreas, som Bill havde sendt mig, da jeg fortalte ham det samme, da jeg kom hjem sent om natten.
”Hvem er hun?”, spurgte han forsigtigt.
Jeg sukkede og rystede bare hovedet. Bill tog over for mig. ”Hendes kusine er fan af os, og Chrizza, som hun hedder, har været med hende til to koncerter nu. De har mødtes to gange; for to uger siden, da vi var i Tyskland sidst, og så i går”.
”Så hun er ikke engang fan?”.
Jeg rystede på hovedet. ”Hun vidste ikke, hvem jeg var”.
Andreas så overrasket mod mig. ”Hvordan kan hun være sikker på, at det er dit barn?”
”Hun sagde, at det ikke kunne være nogen andens barn, så det kunne kun være mit”. Jeg trak på skuldrene og sukkede dybt. ”Jeg ved ligeså lidt, som I gør, Andreas. Jeg løb nærmest skrigende bort, da hun fortalte det, og jeg fortryder det nu”.
”Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?”.
”Jeg bliver nødt til at snakke med hende i hvert fald, men jeg ved bare ikke, hvordan jeg kommer det”. Jeg så op på Bill, der bare trak på skuldrene, hvorefter han forsvandt ud af køkkenet. ”Jeg har ikke engang hendes nummer… jeg har kun hendes adresse… og jeg ved ikke, hvor jeg har lagt den”.
”Du bør tage ud og finde hende”.
Jeg så dumt hen på Andreas og skar ansigt. ”Det har jeg sgu da også tænkt mig”. Han vidste godt, jeg ikke mente det, for han vidste udmærket godt, hvor dårligt jeg havde det med mig selv lige nu, og han var kun ude på at få mig i bedre humør og hjælpe mig igennem mit dilemma.
Bill kom tilbage til køkkenet og rakte mig en seddel, som jeg hurtigt genkendte. ”Hvor har du den fra?”, spurgte jeg overrasket og så op på ham, der han stod med sine arme over kors og med en kaffekop i den ene hånd.
”Jeg fandt den krøllet sammen på dit gulv for nogle dage siden”, svarede han lidt hårdt, og jeg vidste godt, hvorfor han behandlede mig, som han gjorde, og hvorfor han svarede sådan tilbage. Han var skuffet over mig; sur og skuffet på samme tid.
Jeg rakte ud efter det og lagde det på bordet foran mig, mens jeg bare begyndte at tænke mig tilbage til de to aftener, jeg havde tilbragt sammen med hende, og hvad det nu havde ført sig til. Jeg sagde ingenting, som jeg bare sad der, og det var først, da Bill rykkede på sig bag ved mig, at jeg kom ud fra min egen lille verden.
”Jeg bliver nødt til at få fat på hende”, sagde jeg, foldede min hånd omkring det sammenkrøllede stykke papir, hvorefter jeg rejste mig hurtigt op og gik med hastige skridt igennem stuen og forsatte op til mit værelse.
Bill og Andreas lod mig være, mens jeg gjorde mig færdig så hurtigt som overhovedet muligt, så jeg kunne komme af sted. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg fandt hende, men jeg blev i hvert fald nødt til at snakke med hende om tingene; det var det eneste, jeg vidste, jeg kunne gøre, der ikke ville være lige så forkert som at smutte fra hende og vende ryggen til hende.
Jeg gik nedenunder til dem igen, som de stadig sad i køkkenet og spiste morgenmad i fred og ro. Jeg trådte ud i køkkenet og så hen på Bill. ”Jeg ringer til dig senere, ok?”, sagde jeg og vendte om for at gå ud i entreen.
”Hvor tager du hen?”, spurgte han og fulgte efter mig.
”Jeg tager ind på hotellet og ser, om hun stadig er der”.
Han så mig i øjnene. ”Hvad hvis hun ikke er der?”.
Jeg trak lidt på det. ”Så må jeg køre til Großbeeren og besøge hende”.
Der var stille et øjeblik. ”Vil du have, jeg tager med, Tom?”.
”Nej”, rystede jeg på hovedet. ”Nej, det behøver du ikke. Jeg har selv rodet mig ud i det her, og jeg skal nok selv få det til at hænge sammen igen”. Jeg fik et lille klem af ham, og han sendte mig et smil. ”Jeg ringer til dig senere”, sagde jeg med en lav stemme, hvorefter jeg åbnede døren og gik ud til min bil.
Jeg tændte motoren og kørte direkte mod hotellet, hvor jeg havde tilbragt min nat – eller rettere noget af min nat, indtil jeg skred. Jeg kørte op foran hotellet og parkerede, hvorefter mine ben føltes tunge, og jeg havde svært ved at komme frem i den fart, som jeg ønskede.
”God formiddag, kan jeg hjælpe Dem?”.
Jeg gik op til skranken og prøvede at virke så normal som overhovedet muligt. ”Kan du fortælle mig, om værelse 223 var checket ud?”. Hun nikkede en enkelt gang og begyndte at taste løs på sit computer tastatur. ”Hun hedder Chrizza”, tilføjede jeg.
”Hun checkede ud tidligt i morges”, svarede hun. ”Desværre”.
Jeg sendte hende et lille smil, selvom jeg var skuffet, men det var jo ikke damens skyld. ”Hmm…”, mumlede jeg og så ned på mine bilnøgler i hånden, hvori den sammenkrøllede seddel også var. ”Ellers mange tak for hjælpen”, sagde jeg venligt og gik hurtigt ud til min bil igen, hvor jeg satte mig ind. Jeg sad der i nogle minutter og tænkte tingene igennem, som jeg havde gjort så mange gange før. ”Flot, Tom”, mumlede jeg for mig selv, hvorefter jeg slog tankerne ud af hovedet og fandt min mobil frem.
”Hallo?”.
”Hej Bill, det er mig”, mumlede jeg.
Jeg havde sat den på højttaler, så jeg kunne køre imens. Jeg startede motoren og køre langsomt ud af hotellets parkeringsplads og videre ned af vejen, mens jeg fortsatte min samtale med Bill. Jeg vidste endnu ikke, om det var klogt, det jeg ville gøre, men jeg følte, at det var det rigtige lige nu.
”Hvad har du helt præcist tænkt dig at gøre?”.
Jeg kunne sagtens høre, at han ikke var helt sikker på, at det jeg gjorde, var godt nok, men jeg blev nødt til at snakke med hende igen. Jeg blev nødt til at finde ud af, om hun virkelig talte sandt omkring, at det var mit barn.
”Jeg kører til Großbeeren og håber på, hun er hjemme”.
”Du ved godt, det ligger flere kilometer nede i landet, ikke sandt?”.
”Jo, det ved jeg godt, Bill, men der er ikke andet at gøre”.
Han svarede ikke, og der blev i stedet stille i telefonen. ”Vend om, Tom!”.
”Hvad?”
”Du hørte mig godt. Vend om! Kom hjem og hent mig. Jeg tager med dig. Du skal ikke køre alene. Du er ked af det, det kan jeg høre, og jeg vil ikke have, at der sker noget med dig, Tom. Du aner ikke, hvor meget der kan gå galt, hvis dine tanker er et andet sted end på kørebanen. Vend om, Tom! Jeg mener det”.
Han snakkede og snakkede, men egentlig hørte jeg ikke rigtig efter. ”Jeg kan godt klare det, Bill”.
”Vil du ikke nok være sød at komme hjem og hente mig. Jeg kan køre dig”.
Jeg sukkede. ”Jeg ringer til dig senere, Bill. Jeg skal nok skynde mig hjem, men jeg bliver nødt til at gøre det her selv. Det forstår du godt, det ved jeg, du gør”. Der var stille igen, men alligevel kunne jeg høre, at han sukkede dybt. ”Jeg skal nok klare mig, Bill. Vi ses senere”.
”Pas på dig selv, ok?”.
”Det skal jeg nok”.
”Godt! Vi ses, Tom”.
”Vi ses”, sagde jeg afsluttende og lagde på, hvorefter jeg gassede lidt mere op, som jeg var kørt ud på motorvejen syd på, hvilket betød at der nu ikke var så langt igen til jeg ville lande i Großbeeren og forhåbentlig se hende i øjnene igen.
Tom: Hej Bill. Jeg sidder inde på et eller andet lille hotel i Großbeeren lige nu og får noget at spise inden jeg kører videre. Jeg har været forbi hendes hus, men da jeg så, at der var lys i vinduerne, fik jeg dårlig samvittighed og kørte igen. Jeg bliver nødt til at have noget, der kan kvikke mig op, inden jeg skal se hende igen.
Bill: Hej Tom. Det er godt at høre, at du er kommet derned :-) Det er en god idé med at få noget at spise; jeg får det helt dårligt over det. Jeg kan ikke lide, at du er alene dernede. Du skulle have givet mig lov til at tage med dig. Jeg kunne være hos dig lige nu og støtte dig.
Tom: Jeg ved det godt, Bill, men jeg føler, jeg har brug for at gøre det her alene. Jeg har selv rodet mig ind i det her, og derfor bliver jeg også nødt til selv at klare det her. Jeg er sikker på, det hele nok skal gå, og jeg ved nogenlunde, hvad jeg har tænkt mig at sige til hende. Jeg ringer til dig, når jeg er på vej hjem, Bill.
Jeg parkerede min bil ude på gaden og så hen mod huset. Jeg bemærkede et til salg skilt, der var stukket ned i hendes bed foran huset. Det var solgt. Jeg steg ud af min bil og gik over gaden; her var ingen, hvilket også var en god ting, da jeg ikke ønskede, at der var nogen, der vidste, jeg var her. Det var ikke lige ved sådanne en lejlighed, jeg havde håbet at besøge denne mindre by for første gang.
Jeg gik op af stien foran huset og ringede på døren. Der var helt stille, og jeg kunne ikke fornemme, at der var nogen, der kom imod døren, før der blevet taget i dørhåndtaget og et velkendt ansigt – samt krop – kom til syne i døren.
”Tom”, udbrød hun overrasket, og jeg havde svært ved at læse hende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar