Den sidste pige i mængden - Kapitel 6

Jeg gik op af stien foran huset og ringede på døren. Der var helt stille, og jeg kunne ikke fornemme, at der var nogen, der kom imod døren, før der blevet taget i dørhåndtaget og et velkendt ansigt – samt krop – kom til syne i døren.

”Tom”, udbrød hun overrasket, og jeg havde svært ved at læse hende.

”Hej”, smilede jeg halvt og så kort ned i jorden. ”Må jeg komme ind?”. Der blev stille. ”Jeg tror, der er noget, vi bliver nødt til at snakke om”.

Hun rokkede roligt og langsomt med hovedet, mens hun så mig i øjnene, ”Ja…”, hvorefter hun kom ud af sine trance. ”Ja, det har du nok ret i… Kom ind”, sagde hun lavt og trådte væk fra døren.

”Mange tak”, sagde jeg, som jeg gik forbi hende og ind i hendes entre. Her var flot, og jeg kunne ikke lade være med at bemærke, hvor mange nips-ting hun havde. Det mindede helt om mit eget hjem, hvor Bill i den grad havde sat sit præg med hans yndlings nips-ting.

Da jeg havde taget min jakke af, skulle jeg til at bukke mig ned for at tage mine sko af. ”Du behøver ikke at tage skoene af, Tom. Jeg skulle til at gøre rent alligevel”, men jeg tog dem alligevel af og stillede dem fint ind til siden, som om jeg havde i planerne at blive i længere tid.

”Forstyrrer jeg?”

Jeg så hende i øjnene, og hun sendte et lille smil til mig. ”Nej”, rystede hun på hovedet.

Jeg nikkede og smilede tilbage. ”Okay…”.

”Vil du have noget at drikke?”.

”Jo tak”, svarede jeg og fulgte med hende ud i køkkenet.

Her var så utrolig lyst over det hele, og jeg kunne lide stedet mere og mere. Der var et eller andet der sagde mig, at jeg godt kunne lide at være der. Der var en god atmosfære, og selvom vi havde en del mere eller mindre ubehagelige ting at snakke om, så var der ingen akavet stemning – jeg havde det overraskende godt i hendes nærvær.

”Du har et flot hjem”, indrømmede jeg.

”Tak”, mumlede hun. ”Jeg flytter her inden for de næste par dage. Jeg har ikke råd til at bo her længere”. Hun undlod min øjenkontakt og åbnede et af de øverste skabe. ”Vil du have kaffe?”, spurgte hun.

”Ja tak”.

Hun nikkede og så mig meget kort i øjnene, hvorefter hun fortsatte hen til kaffemaskinen. ”Det er et forholdsvis stort hus, når jeg bor alene her”.

Jeg så hen mod hende og smilede forsigtigt. ”Hvor skal du så bo henne?”.

”Det er ikke helt afgjort endnu. Jeg leder stadig efter den helt rigtige lejlighed, jeg kan bo i, men indtil  da skal jeg bo nogle uger… måske måneder… hos min far”, pause. ”Det her er mit barndomshjem. Da min mor døde for 2 år siden, flyttede min far ind til byen i en lejlighed, men jeg ville ikke væk herfra. Det her hus betyder så meget for mig”. Hun så hen på mig, og jeg kunne mærke på hende, at hun var ked af det.

”Jeg kan godt forstå dig”, sagde jeg lavt og gik hen imod hende. Jeg lagde en arm omkring hendes ryg og gav hende et lille klem. Jeg mærkede, hvordan hun lagde sine hænder mod mine skulderblade og panden mod min ene skulder. ”Du må ikke være ked af det, skat”, hviskede jeg mod hendes hår.

Hun sukkede ud og så mig i øjnene. ”Tak fordi du er her lige nu, Tom”.

Jeg sendte hende et lille smil og kyssede hendes pande. ”Jeg vil altid være her for dig. Fra nu og til evig tid”. Hun smilede halvt til mig og lagde sin kind mod mit bryst. ”Jeg vil stå ved din side, Chrizza”, hviskede jeg og kyssede hendes hår.

”Tak, Tom”. Hun krøb langsomt ud af mine arme og vendte ryggen til mig for at hælde kaffe op i to glas. Jeg stod bare og smilede lidt mod hende, som hun vendte sig om mod mig igen og rakte mig en kop. ”Værsgo”.

”Tak”, smilede jeg og tog imod koppen. Vi satte os ind i stuen; jeg satte mig ved siden af hende i sofaen og så på hende uden rigtig at sige noget. Vi sad lidt i et par øjeblikke og så på hinanden – intet akavet. Der var helt stille, og jeg havde en eller anden lyst til at give hende et stort kram, for jeg kunne se på hende, at hun ikke var helt ok. Men så sendte hun mig et smil, og jeg smilede tilbage til hende. Jeg tog mig endelig sammen… ”Så… du er gravid?”.