Det var blevet mandag morgen. Klokken var kun 05.15, da vækkeuret vækkede Tom og Chrizza inde på værelset. Det havde været en lang nat, men derudover havde de sovet stort set hele natten uden at blive forstyrret. Chrizza følte sig bedre, end hun havde gjort de sidste par dage, hvilket var et godt tegn, eftersom hun selv var begyndt at virke tvivlende omkring operationen, selvom hun ikke ville indrømme det for de andre, når de spurgte ind til det.
Tom lod sine hænder glide igennem hendes hår, mens hun langsomt begyndte at vågne helt op. ”Du kan godt sove lidt længere, hvis du vil, skat”, sagde han blidt mod hendes kindben og kyssede hendes kind forsigtigt.
”Nej”, hviskede hun hæst, mens hun pressede øjnene hårdt sammen.
”Shh…”, bad han. ”Du må spare på stemmen i dag, skat. Den lyder ikke for godt”. Hun så ham i øjnene og så helt fortabt ud. Han vidste udmærket godt, hvad hun tænkte, og hvad hun ville sige, hvis han ikke lige havde bedt hende om at tie stille. ”Du skal nok klare den, skat”, sagde han, mens han så hende direkte i øjnene. Men han kunne stadig se fortvivlelsen i hendes øjne. ”Skat, du må ikke miste håbet nu. Please, lad være”, bad han og blev helt ked af det. ”Jeg vil ikke miste dig… og jeg ved, at du nok skal klare den”.
”Jeg elsker dig”, hviskede hun.
”Jeg elsker dig”, smilede han halvt tilbage og kyssede hende blidt på læberne. Han rykkede sig ikke ud af stedet, men blev bare ved med at ligge og kigge på hende. Han var så tæt på at miste hende, og i dag var endnu en af de dage, hvor han ville kunne komme til at føle, hvor meget han ville miste, hvis hun gav op. ”Jeg elsker dig så utrolig højt, Chrizza”, hviskede han og kyssede hendes pande, hvorefter han rejste sig fra sengen.
”Hvad skal du?”, spurgte hun og så langt efter ham, som han gik hen mod gardinet. Han trak det lidt fra, så han kunne se ud. Det var stadig utrolig mørkt uden for, og han trak det derfor på plads igen.
”Jeg skal op og i gang”, svarede han, som han kom gående mod hende igen. ”Vil du blive liggende lidt? Jeg kan komme ind til dig, når jeg har været i bad”. Han satte sig på knæ i sengen og så ned på hende. Hun trak underlæben ud og så bedende på ham med et glimt i sine små, svage øjne. ”Jeg kunne også lægge mig ned hos dig og slå tiden ihjel i et lille stykke tid”.
Hun smilede. ”Jaaaa”, jublede hun lavt og hostede.
Han så bestemt på hende. ”Jeg gør det kun, hvis du lover at holde din mund lukket. Du bliver nødt til at spare på stemmen, skat”. Hun rokkede roligt med hovedet, og Tom lagde sig halvt op af sengegæret. ”Kom her”, sagde han blidt, hvorefter han hjalp hende op til sig, så hun sad lænet op af hans bryst med hans ben omkring sig. ”Sidder du fint nok?”, og hun nikkede. ”Bill bør også være ved at stå op nu”, mumlede han, da han hørte, at der var noget, der rumsterede på gangen.
Det bankede forsigtigt på døren, og Bill stak hovedet ind. ”Godmorgen”, sagde han lavt.
Chrizza vinkede forsigtigt til ham. ”Godmorgen Bill”, klukkede Tom.
”Har I sovet godt i nat?”, spurgte han og stod stadig kun med hovedet inden for døren.
”Jo tak, hvad med dig?”. Han nikkede og smilede til Chrizza. ”Hun må ikke sige noget… det er en deal, vi har indgået”, sagde han hurtigt og fik igen øjenkontakt med Bill, der bare rokkede med hovedet. ”Hvad tid er det, David kommer og henter os?”.
”6.30”, mumlede han og gabte helt automatisk ved tanken om, hvor tidligt det var.
Tom nikkede. ”Ok…”, han rettede hovedet mod Chrizza. ”Så kan jeg altså kun sidde her med dig i 20 minutter, skat. Jeg skal også nå i bad, inden vi skal af sted”. Hun rokkede med hovedet og mærkede, hvordan Tom begyndte at nusse hendes lår under dynen. ”Men vi har jo også i morgen… og i overmorgen”, hviskede han mod hendes øre.
”Banke, banke på”, klukkede Bill muntert, som han åbnede døren ind til Toms værelse. Han havde været i bad og var nu færdig til at tage af sted. Tom var gået i bad efter ham, og hun var blevet efterladt i sengen. Hun så hen mod ham, som han kom gående imod ham. ”Skal jeg hjælpe dig med at tage tøj på, eller kan du selv gøre det?”
”Vil du hjælpe mig?”.
”Selvfølgelig”, smilede han og rakte sine hænder ned til hende i sengen. Hun så ham i øjnene og smilede sødt. ”Kom… op med dig”, klukkede han og hjalp hende lige så stille op af sengen. Hun støttede sig til ham og lagde sine arme omkring hans ryg. Bill lod sin hage hvile mod hendes hoved, og han lukkede øjnene. ”Hvordan har du det i dag, skat?”, spurgte han lavt, mens han gave hende et forsigtigt klem i sine arme.
”Jeg er bange”, pep hun og så ham i øjnene.
”Du skal ikke være bange, skat”, bed han og lagde sin ene hånd mod hendes kind. ”Du har ikke noget at være bange for”.
”Hvad hvis jeg ikke vågner op igen…”.
Han rystede sagte på hovedet. ”Du skal nok klare det”. Han sendte hende et lille smil. ”Du må ikke give op, lov mig det”. Hun nikkede roligt. ”Tom og jeg er hos dig, når du vågner op igen”.
”Du er hos mig, når jeg vågner, ikke?”.
Han rynkede på panden. ”Jo… og Tom”, men hun rystede på hovedet. ”Hvad mener du, Chrizza?”.
”Du skal være hos mig, når jeg vågner op, Bill. Ligesom det plejer at være. Dig”, hviskede hun, mens hun så ham direkte i øjnene. ”Vil du ikke nok være sød at være hos mig, når jeg vågner op igen?”, hun sank en klump.
Han nikkede. ”Selvfølgelig”.
Bill: Hej Andreas. Tak, fordi du hjalp til i går – jeg ved, Chrizza havde det godt sammen med dig. Jeg tænkte, du lige ville have en lille update om, hvad der foregår :-) Vi er på hospitalet nu, og har været her i et godt stykke tid… Chrizza er lige blevet lagt i narkose, og Tom sidder inde hos hende. Det er stadig for tidligt at sige, hvad der vil komme til at ske, men hun er stadig meget bange. Jeg har aldrig set hende så tvivlende og utryg før. Men lad os bare håbe på, at det hele nok skal gå godt.
Klokken var næsten 10, og operationen havde været i gang i godt 15 minutter. Tom havde fået lov til at sidde inde hos hende, indtil hun var faldet helt hen og var klar til at blive kørt ned på operationsstuen. Han havde siddet og holdt hendes hånd tæt, indtil han kunne mærke, hvordan hun ligeså stille begyndte at slappe mere af i sin hånd og pludselig ikke lagde nogen kræfter i det længere. Det havde gjort ham et smule utryg og nervøs, men hun lå så stille i sin seng, at man kunne fornemme hendes hjertebanken under det yderst sexede hospitalstøj.
”Skal vi gå ned og få noget at spise?”, spurgte Tom og så på klokken. Bill svarede ikke rigtig, men trak bare på skuldrene. ”David kommer om en halv time, og så går der ikke særlig lang tid, før Chrizza er tilbage igen”.
Han rokkede roligt med hovedet og så selv på klokken. ”Jeg er ikke speciel sulten, Tom”.
”Det er jeg heller ikke… men vi bliver nødt til at få noget mad. Vi bliver nødt til at tro og håbe på det bedste, Bill”. Han fortsatte med at rokke med hovedet. ”Vi bliver ved med at sige til Chrizza, at hun ikke må miste håbet, men det er det, vi gør ligeså snart hun bliver lagt i narkose… Det er ikke fair overfor hende”.
Toms telefon ringede. ”Det er David”, sagde han, mens han så hen på Bill.
”Tag den!”.
”Hej David, det’ Tom”.
----
”Vi sidder i cafeteriet”.
----
”Nej, det er bare Bill og jeg”.
----
”Ja, cafeteriet på 3. sal”.
”2. sal”, rettede Bill.
”Cafeteriet på 3. sal”, skyndte han sig at sige.
----
”Det er godt, for vi har masser af mad”.
----
”Ja… Ja, det gør vi. Hej, hej”.
----
”Er han på vej?”, spurgte han.
Tom nikkede. ”Han kommer lige om lidt. Han skulle lige ned og høre om der var noget nyt omkring Chrizza… De siger, at hendes operation er færdig om 5 minutter, så de vil lægge hende ned på overvågning om cirka 10-15 minutter”. Der var håb i hans stemme, og der kom et lille smil frem på hans læber.
”Så det er gået godt?”.
”Det sagde de ikke noget om, men det går jeg ud fra… hun er i hvert fald i gode hænder her”.
Bill nikkede og så bag Tom. ”David kommer nu”.
Tom vendte sig om og fulgte ham, og han kom hen og satte sig ved siden af ham ved deres bord. ”Hej drenge”, sagde han med et smil på læben.
”Hej David”, sagde de næsten i kor.
Han så undrende ned på deres mad og skiftevis på Bill og Tom. ”Hør… I har jo slet ikke spist af maden, har I?”.
”Nej… vi var ikke sultne”, svarede Bill.
”Men det er vi nu”, skyndte Tom sig at sige og greb ud efter en sandwich, han havde købt tidligere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar