Timerne gik langsomt fremad, mens antallet af dage til de skulle se hinanden igen blev langsomt lavere og lavere. Det var kun mandag aften, og Tom og Bill var i Hamburg for at medvirke i et tv-show, der ville komme i fjernsynet onsdag aften. Johannes B. Kerner – showet hvor Bill og Chrizza medvirkede sammen et par måneder tilbage.
Tom sad sammen med David og Bill back stage før de skulle på, mens han snakkede stille og roligt med Chrizza i mobilen. De havde stort set hele tiden kontakt med hinanden, da Tom var meget bekymret og ville vide, hvordan det gik med hende; han ønskede, hun ville få det bedre, så han kunne være sikker på, at de ville ses den kommende fredag i Berlin.
”... Jeg har helt glemt at fortælle dig det her, skat”, fnes han. ”Ved du hvem Bill og jeg skal se på onsdag?”.
”Nej, hvem?”.
”Jimmi og hans bror”, og han kunne ikke lade være med at grine.
Chrizza grinte. ”Jeg har ikke hørt fra Mandy længe. Tror du stadig, de er sammen?”.
”Det ved jeg ikke, skat... Men skal jeg være ærlig?”.
”Ja”.
”Jeg tror ikke, de er sammen længere”. Han klukkede. ”Det var lidt underligt mellem de to. Og desuden snakkede jeg også med Jimmy for et godt stykke tid siden, og jeg mener altså, at han sagde, de havde problemer”.
”Åh nej, problemer... måske er det derfor, jeg ikke har hørt fra hende”.
Johannes B. Kerner kom gående imod dem med et smil på læben få minutter før showets start, og han gav dem begge et lille klem. ”Hvor er det godt, I kunne komme”, sagde han og så hen på Tom. ”Hvordan går det med Chrizza?”.
Han trak lidt på det. ”Det går bedre, men det er ikke helt godt endnu”.
”Hvornår er operationen?”.
”Om en uge”, svarede han og så kort hen på Bill og tilbage på Johannes igen ”Det lød i hvert fald på hende som om, hun havde fået det bedre. Men hun vil jo altid glæde andre, så…”, han afbrød sig selv med et lille træk på skuldrene.
Han klappede ham et par gange på skuldrene. ”Det skal nok gå”, smilede han venligt. Tom nikkede. ”Hun har trods alt været igennem det her før”, sagde han, mens han skiftevis så på de to brødre.
”Ja”, svarede Bill.
”Ville I have noget imod, hvis jeg spørger ind til hendes situation i løbet af interviewet?”, hans stemme var forsigtig. ”Jeg tror, der er flere derude, der er interesserede i at vide, hvordan det går med hende i stedet for at læse, hvad aviserne skriver”.
”Selvfølgelig”, smilede Tom halvt.
”Det er godt to år siden, at de kom frem på de tyske hitlister, og nu er de i gang med at erobre en stor del af Europa. De er det første tyske band, der er placeret som nummer et i Israel, og nu er de her… Tokio Hotel”. En strøm af pigeskrig kom imod dem, og der kom et stort smil på både Bill og Toms læber. Og pigeskrigene blev bare ved og ved… ”Skriger pigerne egentlig forskelligt i andre lande?”
”Nej, man kan ikke sammenligne dem”, fnes Bill.
Tom afbrød: ”Vi bliver tit spurgt om det, men der er faktisk ikke så stor en forskel”.
”Så de franske piger skriger ligesom de israelske piger?”, og der blev buh’et godt og grundigt i studiet.
Bill grinte og så hen på Tom, der svarede: ”Det ved jeg ikke rigtigt… Det gør de vel nok. Men jeg tror også, jeg ville lyde sådan, hvis jeg begyndte at skrige”, klukkede han og trak roligt på skuldrene. ”Skrig er det samme i hvert fald, tror jeg”.
Johannes nikkede. ”De er alle sammen jeres fans, og de har stået ude foran vores studie dagen lang, og nogle camperer ude foran hallerne, hvor I holder koncerter bare for at komme op på første række… Forstår I dette? Har I nogensinde selv gjort noget lignende?”.
”Altså… jeg forstår ikke det der med at campere, fordi jeg kan ikke selv på ingen måde lide at campere. Jeg er nok den bedste non-camper nogensinde”, grinte Bill. ”Men når det er sagt, så har de min fulde respekt, for jeg kan godt forestille mig, hvor hårdt det egentlig må være. Og jeg synes det er fedt, at der er nogle, der gør sådan noget for mig”.
”Har du selv samlet på autografer eller skrevet fanbreve, Bill?”.
Han fik et lille smil på læben. ”Hm, altså.. Ja, jeg var en stor fan af Nena, da jeg var lille, så jeg skrev breve til hende, da jeg var.. jeg tror, jeg var 6 år gammel”, klukkede han nikkende. ”Jeg ventede på et svar fra hende”, åhh-lyde kom fra studiets publikum/fans. ”, og jeg stod foran hallen i regnen siden 5 om morgenen fo…”.
”Jeg var der også”, afbrød Tom. ”Han tvang mig”. Bill nikkede og grinte.
”Så han tvang dig til at tage med til Nena koncert?”. Tom nikkede. ”Har du nogensinde fortalt hende det, Bill?”.
”Ja, jeg tror godt, hun ved det nu, men for mig var det bare, at man skulle have noget at være fan af, ikke… og jeg havde meget sjov med det sammen med mine venner. Og med Tom også”, han gav ham et dask på skuldrene.
”Hvor er det sjovt at du siger venner… og så Tom”. De grinte. ”Vi forstod godt din hentydning”. Der var stille et øjeblik fra Johannes side af, mens publikummet blev mere stille. ”Nu hvor I har erobret Tyskland samt et godt stykke af Europa, har I overhovedet plads til et privatliv også?”.
Bill sukkede smilende og så hen på Tom, der bare så smilende tilbage på ham. ”Har du ikke noget at sige her, Tom?”, grinte han, men han svarede ikke – han kom i stedet bare med sit hemmelige smil, mens han trak på skuldrene. ”Nå…”, fnes han og så væk fra ham igen. ”Vi prøver så meget som overhovedet muligt at få vores privatliv til at fungere. Vi har brug for at være sammen med vores familie og venner, da det er dem, der holder os nede på jorden”.
”Kan jeres familie godt mærke på jer, at I er blevet mere berømte nu?”.
”Vi har altid været meget alene i vores handlinger. Vores mor lod os bestemme fra en tidlig alder, så vi vidste udmærket godt, hvordan vi skulle tage vare på os selv. Og så har vi alle vores helt specielle personer…”, han så hen på Tom igen og fortsatte: ”… der holder os nede på jorden”.
Tom smilede og nikkede. ”Min specielle person får mig til at tænke på nogle andre ting… dog kan det skifte fra at være gode ting og dårlige ting, men hun får mig til at smile lige meget hvilken situation, jeg er havnet i”.
Åhh-jublen kom igen. ”Vi har jo hørt meget omkring dig og din kæreste i medierne, men vi har ikke set så meget til jer her på det sidste. Kan du fortælle, hvordan det går med hende?”, og der blev helt stille i studiet.
Han rømmede sig og nikkede. Et lille smil kom frem på hans læber, som han så Johannes i øjnene. ”Chrizza har det under omstændighederne godt, og hun er i god behold hjemme hos hendes forældre. Jeg var hos hende i et par dage i sidste uge for at være omkring hende, mens det var allerværst”.
”Så det går den rigtige vej?”.
”Ja”, nikkede han. ”Det gør det, og engang i næste uge, skal hun til operation”. Man kunne godt høre på ham, at han var lidt trykket, og han ville egentlig helst ikke snakke om det. Han så afsluttende hen på Bill, der bare sad og så hen mod ham med et støttende smil på læben, som han fortsatte:
”De er i kontakt med hinanden hver dag, og man kan tydelig mærke forskel på Tom, når han har haft fat i hende”, fnes han. Tom så ned og kunne ikke lade være med at smile. ”De er gode sammen, og de holder rigtig meget af hinanden”.
Han fnes. ”Ja”.
Åhh.
”Jeg har hørt en lille fugl synge om, at mens I har holdt lidt pause, så er I også begyndt på at tage jeres kørekort. I blev jo 18… i september… den 1. september”.
”Ja”.
”Hvordan går det med det?”.
”Altså, jeg har altid set meget frem til at blive 18, for det betyder jo også, at du kan smutte ud i bilen og køre hen, hvor end du vil”.
Bill afbrød: ”Ja, det er ligesom det første tegn på frihed”.
”At køre i bil?”.
”Ja”, nikkede han.
”Men jeg har læst, at I vil have sex i en bil”. Det hemmelige smil kom frem igen på Toms læber, som Bill vendte hovedet over mod ham. ”Er det dig?”.
”Ja”, grinte han. ”Det er rigtig nok. Det kunne være sjovt nok at prøve”.
Publikummet begyndte at grine, og nogle fans hvinede. ”Altså, nu vil jeg ikke fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv, men lad være med at have sex og køre bil samtidig, ok? Du kan parkere og så gøre, det du nu vil. Ingen stress”.
”Så kan man også koncentrere sig om de vigtige ting”, klukkede han.
”Jeg håber, Chrizza ser med lige nu, så hun ved, hvad hun skal gå med til”. Et slesk smil kom frem på hans læber igen, mens han trak på skuldrene. ”Du skal nok klare det”, grinte Johannes og fandt et par papstykker frem fra under bordet af og fortsatte: ”Vidste I godt, at den teoretiske del af køreprøven er meget hård i Tyskland?”.
”Det kan jeg godt forestille mig, ja”, svarede Tom.
”Sig mig lige engang… hvem har lov til at køre først?”, og han vendte det første papstykke om og et billede fra en teoriprøve kom frem. Tom og Bill satte sig tættere på billedet, så de kunne se ordentligt.
”Bare så du lige ved det…”, startede Bill. ”Jeg er ikke engang begyndt at læse på teorien endnu”.
”Jeg har kun ganske lidt”, tilføjede Tom. De nærstuderede kort billedet. ”Så hvem der har lov til at køre først?”.
”Ja, i den rækkefølge de må køre i”.
”Vent…”, startede Bill. ”Altså, jeg ville sige… næ, jeg vil ikke sige noget forkert”. Pause. ”Altså, jeg tror det er ham, der må køre først”, og peger på cykellisten. ”Og så… så kan bilisten køre og derefter ham på motorcyklen”.
”Tillykke, det er rigtigt”, og han gav ham hånden. Der blev klappet og jublet i salen, og Johannes skiftede papstykket ud med et nyt. Denne gang til Tom.
”Jeg ville sige, at det er motorcyklen, der har lov til at køre først”, svarede han hurtigt. ”Fordi han er på hovedvejen, så han må helt sikkert køre først”.
”Oh, jeg kan se du allerede har læst lidt på teorien, Tom. Men ok… først motorcyklen og hvad så?”.
”Så må det være den anden bil, og derefter må det være mig”.
”Du bestod også”, grinte Johannes og gav ham hånden. ”Vi er ved at være færdige med programmet, I har været nogle herlige gæster, og jeg vil ønsker jer held og lykke med jeres nye dvd”.
”Mange tak, mange tak”.
”Og ønsker jer stort tillykke med prisen ved dette års EMA, Inter Act”. Der blev endnu engang jublet og hujet højt i salen. ”Alt held og lykke i fremtiden og pas på jer selv i trafikken. Tom og Bill Kaulitz! Tokio Hotel!”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar