Bill sad på en stol ved siden af hospitalssengen, da Chrizza langsomt vågnede op fra narkosen. Han havde sin hånd i hendes, og som han bemærkede, at hun rørte lidt på sig, så han op mod hende og fik et smil på læben. ”Hello sunshine”, smilede han sødt og lagde sin anden hånd over deres hænder. Hun strakte sig forsigtigt og vendte hovedet væk fra ham, hvorefter hun lukkede øjnene igen. Han blev ved med at sidde og kigge på hende i nogle minutter, indtil hun igen godt 15 minutter senere åbnede sine øjne igen.
”Jeg har det ikke så godt”, halvhviskede hun og lukkede træt sine øjne i.
Han blev urolig, men blev dog alligevel ved med at holde sin hånd i hendes. ”Hvad skal jeg gøre?”, spurgte han, og hun åbnede igen sine øjne. Hun havde besvær med at holde dem åbne, og det gjorde ham ekstra bange. ”Skal jeg hente en sygeplejerske?”.
Hun rystede på hovedet. ”Jeg vil sidde”, pep hun, da hun prøvede at rejse sig op. Men da hun ingen kræfter endnu havde, gjorde det ekstra ondt på hende. ”Ahhhv”, udbrød hun hæst og faldt ned i sengen igen.
”Stop, Chrizza. Lad være med at rykke på dig”, bad han roligt og slap for første gang i flere timer hendes hånd. ”Du siger stop, når du ikke vil længere op, okay?”, og han tog fat i fjernbetjeningen, der hørte til sengen. Hun sagde fra, hvorefter Bill arrangerede hendes hovedpude samt dynen omkring hende, så hun sad bedre. ”Sidder du godt nu?”, spurgte han og satte sig tilbage på stolen. Han lagde sin hånd i hendes igen og klemte den tæt, som hun sendte ham et smil, mens hun forsigtigt nikkede.
”Tak”, hviskede hun.
”Det skal du ikke tænke på, skat”, smilede han. ”Har du det godt?”.
Hun trak lidt på det. ”Jeg husker, jeg har haft det bedre”.
”Det vil jeg gerne tro”. Bill nikkede roligt med hovedet og kunne godt se på hende, at hun så helt anderledes, end hun plejede at gøre efter en operation. Det havde taget hårdt på hende denne gang, men alligevel syntes han, at hendes stemme allerede nu lød bedre end de andre gange.
”Du må ikke være ked af det, Bill”, sagde hun efter et par minutter. ”Jeg vil ikke have, du skal være ked af det længere”.
Han smilede til hende. ”Jeg er bekymret for dig, skat”. Pause. ”Er det noget, jeg kan gøre for dig?”, men hun rystede på hovedet. ”Okay…”. Pause. ”Tom, Andreas og David sidder uden for, vil du have, jeg skal hente dem ind?”.
”Er Andreas her?”, spurgte hun overrasket.
Han nikkede. ”Han bekymrer sig også for dig, Chrizza”, fnes han og blinkede til hende. ”Skal jeg hente dem?”, spurgte han igen, og hun nikkede, hvorefter han slap hendes hånd og rejste sig fra stolen.
”Bill…”.
Han så ned på hende og smilede. ”Hvad er der?”, spurgte han.
”Kom her”, bad hun og løftede sine arme så meget, hun kunne. Han klukkede og lænede sig ned over hende. Han lagde sine arme forsigtigt omkring hende og gav hende et lille klem. ”Mange tak”, hviskede hun, og han vidste udmærket godt, hvad hun takkede for.
”Du skal ikke sige tak, skat. Jeg vil altid være her”, svarede han, mens han så hende dybt i øjnene. ”Jeg elsker dig… min allerbedste veninde”, smilede han og gav hende et lille kys på panden.
”Jeg elsker også dig”, hviskede hun, hvorefter hun fulgte hans bevægelser nøje, som han åbnede døren og gik ud på gangen. Der blev helt stille inde på stuen, og hun vendte hovedet til den modsatte side – mod vinduet – og hun så, at det var begyndt at sne.
”Chrizza er vågen nu… Vil I ikke med ind?”, spurgte Bill.
Tom var den første, der rejste sig op og gik direkte hen mod ham. ”Hvordan har hun det?”, spurgte han forsigtigt. Man kunne høre, at han stadig var bekymret og nervøs for, hvad der ventede dem.
”Jeg synes, hun virker til at have det fint nok”, svarede han og trak lidt på det.
”Hvad skal det sige?”, spurgte Andreas.
”Hun har smerter, og hun kan ikke rigtig holde øjenkontakten, men… hun er også lige vågnet, og man kan også godt mærke på hende, at det har været en hård omgang denne gang”, indrømmede han og trak på skuldrene. Man kunne nærmest se, hvordan Tom krøb sig sammen og blev helt lille, som han stod der. ”Gå ind til hende, Tom. Hun vil gerne se dig”, sagde han og smilede støttende til sin bror.
”Har du spurgt efter mig?”.
Han rystede på hovedet. ”Jeg ved, hun gerne vil se dig, Tom”.
Han rokkede med hovedet og gik hen til døren. Andreas og Bill fulgte efter. ”Hvor er David henne?”, spurgte Bill pludselig.
”Han skulle lige tage et telefonopkald”, svarede Andreas, men klappede fuldstændig i, da Tom tog i dørhåndtaget og åbnede ind til stuen.
”Hej skat”, sagde han blidt og gik med store skridt hen mod hendes seng. Hun havde et lille smil på læben, som hun sad der foran ham i sit hospitalstøj. ”Hvordan har du det, smukke?”, spurgte han med en lille stemme, hvorefter han satte sig op på sengekanten og tog begge hendes hænder i sine.
”Jeg har det fint nok”, svarede hun hæst.
Han rokkede med hovedet og slap den ene af hendes hænder. ”Hvor er det godt at se dig igen, skat”, sagde han ærligt og klemte hendes hånd blidt. Hun smilede. ”Andreas er her, og David er her også… han er her bare ikke lige nu”, fnes han.
Andreas dukkede op på den anden side af sengen med Bill bag sig. ”Hej mus”, smilede han og så hende i øjnene. ”Det kan godt være, at du ikke er på toppen lige nu… men du ser i den grad ud til at have det bedre end, du har haft det de sidste par dage”.
Hun fnes og nikkede. ”Jeg har det meget bedre i forhold til i går”.
De grinte lidt. ”Vil du med hjem til os i aften, eller vil du blive her natten over?”.
Hun så ham i øjnene. ”Jeg tror gerne, jeg vil blive her i nat, hvis det er okay med jer”. Hun så hen på Bill, der straks nikkede med hovedet. ”Okay”, mumlede hun og så tilbage på Tom igen. ”Må jeg godt blive?”.
Han smilede. ”Du skal ikke spørge om lov, skat. Det er helt op til dig, og hvad du har lyst til. Jeg vil også gerne blive her sammen med dig, hvis du vil have det. Jeg er sikker på, Bill eller Andreas også gerne vil”. Han så hen på dem, og de sagde i kor.
”Ja!”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar