Som dagene gik fremad, blev Chrizza mere og mere svag, og hun begyndte at få feber, hvilket ikke var et godt tegn. Tom var taget med hende hjem til Danmark søndag aften, så han kunne være der for hende, hvis hun havde brug for hans hjælp, hvilket var meget sandsynligt, at hun havde.
Bill var nødt til at koncentrere sig om noget arbejde, og derfor kunne de ikke blive i Berlin i deres lejlighed. Selvom det havde været det nemmeste, da de alligevel skulle dertil onsdag formiddag for hendes check på hospitalet, respekterede de hans arbejde højt og helligt.
Nu hvor hun ikke var i stand til at gå i skole, prøvede hun at følge med så meget, hun kunne derhjemme fra. Hun havde svært ved at koncentrere sig, og hun var søvnig på de helt forkerte tidspunkter af døgnet. Alt dette var grundet hendes nye medicin, som hendes krop havde svært ved at acceptere.
De vidste endnu ikke, hvornår hun ville begynde at få det bedre igen, og hvornår hun var klar til at komme i skole igen, men som det så ud lige nu, så ville der gå et godt stykke tid, da det hele kun gik ned af bakken, indtil hendes operation havde fundet sted.
Tom lå i sengen sammen med hende torsdag eftermiddag, mens han tænkte på, hvad kan kunne gøre for at få hende til at føle bedre. Hun lå i hans arme og sov, som hun havde gjort den sidste time, mens han lå og lod sine fingre glide igennem hendes hår.
Det gjorde ham ked af det, når han ikke havde nogen chance for at gøre noget for hende. Der var ikke noget, han kunne gøre, men han sørgede for at støtte hende igennem det hele, og han var ved hendes side hele tiden; han hjalp hende med alt, hun bad ham om.
Og han ønskede inderligt, at hun snart ville få det bedre. Det gjorde ondt på ham at se hende lide på den måde, som hun gjorde, selvom det bestemt ikke var første gang han så det. Det var bare lidt lige som om, at det var mere alvorligt nu; det betød så meget mere, hvis det gik galt nu. Men sådan havde han lovet sig selv ikke at tænke…
Hun vred sig i hans arme, og han kunne mærke hendes åndedræt ændre sig, som hun lå med sit ansigt tæt mod hans hals. Hun kneb øjnene hårdt sammen, og han bevægede sig lidt bagud og så ned på hende. Han sagde ikke noget til at starte med, men lod hende bare vågne lige så stille, indtil hendes øjne var helt åbne.
”Hej skat”, hviskede han lavt og lod sin hånd kærtegne hendes kind. Hun sendte ham et lille smil og lukkede sagligt sine øjne i igen. ”Bill har ringet”, pause. ”Han ville høre, hvordan det gik med dig”. Hun åbnede sine øjne igen og så på ham. ”Jeg skulle hilse dig fra dem alle”.
”Jeg synes ikke, du skal blive her i aften, Tom. Du skal tage med dem til showet. Jeg skal nok få den hjælp herhjemme, som jeg har brug for”, men han rystede bare på hovedet og blev ved med at kærtegne hendes kind blidt. ”Dit arbejde er din første prioritet, ikke mig”.
”Jeg vil være ved din side, skat, jeg vil ikke forlade dig”. Hun sukkede lydløst og lukkede sine øjne i igen. Man kunne godt mærke på hende, at hun endnu ikke var helt frisk og vågen efter hendes søvn. ”Drengene kan godt klare det uden mig, skat”, hviskede han mod hendes øre og lod sine læber presse mod hendes kindben i et lille kys. ”Og desuden så kommer dine forældre ikke hjem foreløbig, og du skal bestem ikke være alene”, hviskede han mod hendes kind.
Om aftenen skulle Tokio Hotel være tilstede til et Award Show i Berlin, hvor de var oppe for en pris, men efter Chrizzas meget pludselige tilbagefald havde David tilbudt Tom om at blive hos hende, så de tog til showet uden ham.
”Jeg elsker dig”, sagde hun lavt og åbnede sine øjne.
Hans ansigt var så tæt mod hendes, og de så hinanden dybt i øjnene. ”Jeg elsker dig”, hviskede han og kyssede hendes læber blidt og langsomt. ”Jeg elsker dig lige meget hvordan du har det, min smukke pige”.
”Tak, fordi du er her”, hviskede hun hæst.
Han kyssede hende bare igen og sendte hende et lille smil. ”Selvfølgelig skat”. Pause. ”Vil du se showet sammen med mig i aften?”, spurgte han og nussede hendes hår, mens han lænede sig lidt væk fra hende, da han havde fået bevæget sig lidt over hende.
Det var ikke nær så ofte som tidligere, at de kyssede eller kælede; dog skete det. Hun var svag, og det kunne godt mærkes på hende. Der skulle ikke meget til, før hun blev svimmel eller følte sig indelukket og klemt, hvilket gjorde at han måtte passe ekstra på med, hvad han gjorde ved og med hende.
”Ja”, nikkede hun. ”Kan jeg ringe til Bill?”.
”Nu?”.
Hun nikkede igen. ”Jeg vil gerne snakke med ham”.
Han rakte ud efter sin mobil på natbordet ved siden af og så på klokken. ”Jeg ved ikke, om han er ved sin mobil lige nu, men jeg kan da godt prøve at ringe til ham, skat”. Hun smilede sødt til ham, hvorefter han tastede nummeret ind.
”Jeg vil snakke med ham”, sagde hun hæst og tog mobilen ud af hans hånd.
De sad midt i et pressemøde, da Bill pludselig fik et underligt ansigt. Han bakkede lidt tilbage og blev helt ukoncentreret. Han prøvede at være diskret som overhovedet muligt og fik fumlet sin mobil op af bukselommen. Han rynkede på panden, som han så ned på skærmen, hvorefter han så hen på Georg.
”Hvad er der?”, spurgte han diskret. Bill vendte mobilen hen mod ham, så han selv kunne se, hvem det var, der ringede. ”Tag den”, skyndte han sig at sige, og Bill tog hurtigt mobilen til sig igen og vendte sig med siden ud til alle pressefolkene.
”Hallo?”, sagde han lavt og så hen mod David, der så meget bestemt på hende. ”Chrizza, hej skat. Hvordan går det?”, spurgte han meget panisk, og så ud mod alle folkene foran sig, der alle prøvede at indfange, hvad han sagde.
”Hvem er det du snakker med?”, blev der råbt. ”Er det Tom?”. ”Er det Chrizza?”. Der var så mange spørgsmål på en gang, mens kameraernes blitz fyrede derudad. ”Er der sket noget? Hvordan har Chrizza det?”.
”Hør, der er en masse her, der gerne vil vide, hvordan du har det”, sagde han til hende i røret og vendte sig med fronten mod dem igen. ”Kan du magte et par spørgsmål, skat?”, spurgte han og så ud til venstre, hvor David stod; han smilede og nikkede godkendende. Han satte sig godt til rette i stolen, tog mobil væk fra øret, hvorefter han satte den på højttaler.
Det brummede rungende et øjeblik i salen, da mobil kom mod højttaleren. ”Ah”, udbrød hun lavt.
”Åh, undskyld sunshine”, fnes han uskyldigt, hvorefter en masse spørgsmål blev kastet ud af pressefolkene. ”Hvad med ’en af gangen princippet’?”, sagde han skeptisk og så hen på Gustav, der sad ved hans side.
”Hvordan går det med dig, Chrizza? Vi er kede af at høre, hvad der er sket”.
Hun rømmede sig kort. ”Mange tak. Det går sådan nogenlunde efter omstændighederne. Jeg kan desværre ikke gå i skole eller i det hele taget bare gå nogen steder hen, så jeg laver ikke rigtig andet end at ligge herhjemme”.
”Er Tom hos dig?”.
”Ja”, man kunne høre, at hun smilede. ”Tom er hos mig hele tiden”.
”Hej”, sagde han fnisende.
”Hej Tom”, skyndte Bill sig at sige.
Han grinte. ”Hej lillebror”. Bill himlede med øjnene, og Tom vidste udmærket godt, at han hadede at blive kaldt lillebror i offentligheden. ”Jeg er ked af, jeg ikke kan være hos jer i aften, men jeg føler, jeg har et vis ansvar for at være hos Chrizza lige i øjeblikket”.
”Hvad med jeres show i Frankrig på Fredag? Vil du være tilstede der?”, blev der spurgt.
Der var stille i et øjeblik. ”Ja, som det ser ud lige nu, vil der ikke være nogle ændringer. Det går godt med Chrizza lige nu, og hvis det fortsætter sådan, så kan jeg ikke se noget problem i at tage et lille smut til Paris”.
”Kommer du med Chrizza?”.
”Åh”, sukkede hun. ”Det må tiden vise…”.
”Har du fået nogle svar fra prøverne, der er blevet taget?”.
”Nej, ikke endnu. Jeg venter stadig på svar, men jeg er begyndt på en ny medicin, som min krop åbenbart ikke har accepteret og godkendt helt endnu, hvilket betyder at jeg ikke er helt så stabil endnu”.
David trådte ind. ”Jeg tror, det var nok for denne gang”, sagde han og rakte ud efter mobilen, da han godt kunne høre på hende, at hendes stemme var ved at blive lidt for hæs igen. Han ønskede ikke, at få hug fra lægerne, når de læste aviserne den efterfølgende dag, at han ikke havde overholdt deres aftale omkring, at hun intet arbejde skulle have de næste kommende uger.
Bill slog højttaler-funktionen fra og tog den hurtigt op mod øret. ”Jeg elsker dig, sunshine. Jeg ringer til jer bagefter”, og rakte sin mobil til David, der fortsatte ud bagved med mobilen mod sit øre.
Bill: Kan jeg ringe nu?
Tom: Chrizza sover :-(
Bill: Jeg vil gerne snakke med dig så.
Tom: Jeg ringer om 2 minutter.
Tom sad inde i stuen og snakkede med Bill, da hun vågnede igen efter hendes lille lur. Hun gik ind til ham, og han fik helt automatisk et smil på læben, da han så hende komme i mod ham og hen til sofaen. ”Hej smukke dukke”, smilede han og rakte ud efter hende.
”Hej skat”, mumlede hun lavt og smilende, hvorefter hun satte sig på hans skød med siden mod ham, så hun kunne læne sig tilbage mod sofaens armlæn. Tom tog mobilen ned fra sit øre og trykkede på højttaler-funktionen. ”Hej Billy”.
”Hej sunshine. Hvordan har du det?”, spurgte han opmuntrende.
Hun så i Toms øjne, mens hun svarede: ”Overraskende godt”.
”Jeg orker ikke at snakke med jer, når I alligevel bare sidder og flirter med hinanden”, svarede han opgivende. De grinte og kyssede hinanden ganske kort. ”Og I skal slet ikke sidde og kysse. Er I godt klar over, I er mere nederen at snakke i telefon med, end at være sammen med?”.
”Åhh”, grinte Tom.
”Undskyld, skat”, fnes hun og lavede en lille kysse-lyd mod mobilen. ”Den var til dig”.
Bill grinte. ”Mange tak, det lettede”, jokede han. ”Skal I se showet i aften?”.
”Ja”, svarede hun.
”Vi bliver da nødt til at se, hvor meget I kan fucke det op uden mig”. Han grinte tørt, men lige da Bill skulle til at svare ham, afbrød han ham: ”Men I skal vel også snart til at videre, skal I ikke?”.
”Du vil gerne af med mig, vil du ikke?”.
”Jo, Bill”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar