Kapitel 234

Bill rakte hende en lille kuvert og satte sig derefter ned i lænestolen ved siden af sofaen, hvor Tom og Chrizza sad. Hun så nysgerrigt med på den og tilbage på Bill igen. ”Hvad er det?”, spurgte hun og smilede stort.

Han smilede bare hemmelighedsfuldt til hende og trak ironisk på skuldrene. ”Du kunne jo prøve at åbne den”, foreslog han og vrikkede en enkelt gang med øjenbrynene. Hun vendte kuverten om og skulle til at åbne den, da han tilføjede. ”Den er fra Tom og jeg”.

”Tak”, svarede hun lavt og mærkede Toms hånd mod hendes lår.

”Du skal ikke takke, før du har set, hvad det er”, sagde han blidt og kyssede hendes hår, mens han hånd blev ved med at nusse hendes lår roligt. Hun svarede ikke, men åbnede bare kuverten og fik revet et papir ud derfra. De gav hende tid til at læse brevet igennem, mens der var helt stille i den halvstore lejlighed i Berlin. ”Skat?”, spurgte han forsigtigt og fnes.

Hun rystede på hovedet og lagde brevet ned i sit skød. ”Det kan I ikke gøre”, sagde hun og så hen på Bill og tilbage på Tom igen. Der var ingen af dem, der svarede. ”I har allerede gjort så meget for mig. Det er alt for meget det her”, og så ned i sit skød.

”Du fortjener det”, mumlede Tom lavt.

Hun rystede på hovedet og mærkede hans hånd i hendes. ”Nej”.

Bill rejste sig fra lænestolen og satte sig ned på huk foran hende. Han tog hendes anden hånd i sine hænder og fik øjenkontakt med hende. ”Tom har ret; du fortjener det virkelig. Og du fortjener helt bestemt en ferie”. Hun svarede ikke, men så igen bare ned på brevet. ”Tom vil ikke tage af sted uden dig… og uden Tom, tager jeg heller ikke af sted. Og desuden vil jeg heller ikke være væk fra dig”, han klemte hendes hånd blidt og satte sig i stedet op ved siden af hende i sofaen.

”Vil du ikke nok tage med os, skat?”, spurgte Tom forsigtigt.

Hun sukkede. ”Må jeg så ikke godt få lov til at betale selv?”.

Han nikkede. ”Nej, skat. Det er jo en fødselsdagsgave”.

Hun så ham i øjnene. ”Hvad så med kjolen?”.

”Fødselsdagsgave”.

”Og stiletterne?”.

”Fødselsdagsgave”, svarede han langsomt.

”Undertøjet, Tom…”.

Han gav op. ”Ok, du vinder, Chrizza”, han så hende direkte i øjnene. ”Hvorfor kan du ikke bare være glad for det, som jeg giver dig?”, og som hun skulle til at svare, afbrød han hende. ”Nej, ved du hvad… du har ret. Jeg burde ikke give dig så meget, når du slet ikke er taknemlig for noget af det”. Før hun kunne nå gøre noget, slap han hendes hånd og forsvandt ud af stuen.

Chrizza havde fortsat ryggen vendte mod Bill, og hun blev ved med at stirre hen mod døren, hvor Tom var stormet ud af. Han lagde sine hænder mod hendes skuldre og vendte hende om mod sig, hvorefter han tog sine arme tæt omkring hende. Hun lagde sit ansigt mod hans hals og begyndte let at hulke. ”Sååå…”, hviskede han roligt og kyssede hendes hår. ”Du skal ikke være ked af det, skat”, beroligede han hende med en blid stemme. ”Tom havde nok bare håbet på, du ville tage det anderledes”.

Hun løftede hovedet og så ham i øjnene. ”Havde du også det?”.

Han trak lidt på det, men rokkede så endelig med hovedet. ”Hvorfor kan du ikke lide, at vi giver dig gaver?”, spurgte han forsigtigt og lod sin hånd glide over hendes kind, som han tørrede en tåre væk.

”Fordi jeg ikke kan give igen”.

”Din kærlighed er nok, skat”.

”Toms kærlighed er nok for mig”, skyndte hun sig. ”Din kærlighed også… jeg behøver ikke alle de materielle ting”, prøvede hun at forsvare sig selv. ”Jeg elsker jer begge, og I elsker mig. Der er intet andet, jeg mere kunne ønske mig”.

Hun bankede roligt på døren og åbnede den. Tom sad henne ved bordet med sin bærbar og lod som om, hun ikke var der. Hun gik bare lydløst hen ved siden af ham og satte sig på hans skød, så hun sad med siden til ham, hvorefter hun vred lidt i kroppen og lagde sin ene arm omkring hans hals.

Tom lod stadig som ingenting, mens han blev ved med at stirre ned i sin bærbar. ”Undskyld”, sagde hun næsten hviskende og prøvede at få hans opmærksomhed, hvilket ikke gik særlig godt. ”Jeg er ked af, du blev sur, skat”.

”Hm…”, mumlede han bare.

”Tom, jeg er meget taknemlig over, alt det du giver mig. Men jeg behøver det ikke”. Han så hende i øjnene uden at sige noget. ”Det eneste jeg behøver er din kærlighed. Det er nok for mig”, hun sendte ham et lille smil og lagde sit ansigt lidt tættere på hans. ”Jeg vil gerne med jer på ferie, men jeg kan bare ikke lide at tænke på, hvor meget I har betalt for at min fødselsdag skulle blive, som den har været”.

”Du fortjener det”, hviskede han hæst.

Hun rystede på hovedet. ”Jeg fortjener ikke noget”, sagde hun ham imod. ”Jeg har ikke en eneste mulighed for, at give jer alt det her tilbage igen”. Han svarede ikke, og hun så ham længe i øjnene.

”Der er en grund til, I har gjort så meget ud af det”, men han svarede stadig ikke. ”Tom”, sagde hun lidt mere seriøst. ”Der er en grund, er der ikke?”.

Han sukkede og tog hendes hånd i sin. ”Vi ville jo bare give dig den bedste fødselsdag”. Hun blev en smule vred, men prøvede ikke at være for ligeud med sine følelser. ”Du må ikke blive sur på os, skat. Vi gjorde det for din skyld… så vi alle sammen kunne være samlet”.

”Hvordan tror du, det får mig til at føle, når ikke engang min kæreste tror, jeg vil overleve?”, spurgte hun i en vred tone og tog sin hånd til sig igen, hvorefter hun rejste sig fra ham. ”Jeg synes ikke, det er fedt, at du skal gå rundt og behandle mig anderledes, Tom. Det vil jeg ikke ha’!”. Hun stod midt ude på gulvet, og så ham vredt i øjnene, som han rejste sig fra stolen og gik imod hende. Han rakte sin hånd ud til hende, men hun ignorerede ham bare fuldstændig. ”Jeg kan ikke tro, at jeg virkelig overvejede at flytte ind, men det var vel også kun for din egen skyld, ikke?”. Som hendes stemme blev højere, jo svagere blev den.

”Skat, dæmp dig”, bad han og stillede sig tæt om af hende.

”Nej, for jeg er vred på dig, Tom. Du har opført dig helt anderledes, og nu ser jeg endelig, hvilken en idiot jeg har været”. Han rystede på hovedet og tog hendes hænder i sine. ”Slip mig, Tom”, og prøvede at få sine hænder fri fra hans, men han holdt godt fast. ”Tom, slip mig nu!”.

”Ikke før du slapper af og dæmper dig”, sagde han roligt.

”Tom, slip mig!”, prøvede hun igen, og hørte så døren gå op bag hende.

”Hvad sker der?”, spurgte Bill forskrækket.

Hun ignorerede ham og prøvede stadig at komme fri fra Toms greb. ”Tom, jeg mener det. Slip mig nu. Jeg gider ikke være her længere. Slip mig!”, næsten råbte hun, men da hendes stemme snart var væk, var det ikke nær så højt igen.

Bill gik hen bag hende og lagde sine hænder mod hendes skuldre. ”Rolig”, bad han.

”Nej!”, vrissede hun.

”Tom, slip hende”, sagde han så endelig, og han slap hendes hænder.

Hun skyndte sig omkring Bill og løb ud i gangen, men både Tom og Bill løb efter hende, så hun ikke nåede længere væk, end de kunne nå at holde hende tilbage. Tom holdt sig lidt i baggrunden, for han vidste udmærket godt, at han allerede havde gjort for meget.

”Chrizza”, sagde Bill lavt og prøvede at få hende til at slappe af. Han stod foran hende med sine hænder mod hendes overarme, mens hun igen prøvede at komme forbi ham. ”Slap nu af”, sagde han hårdt, og hun blev helt forskrækket. Han så bestemt ned på hende, som han tog sine hænder til sig igen, men som han gjorde det, tog hun sine hænder op foran ansigtet og faldt sammen på gulvet i gråd.

Bill sad inde i sin egen seng med Chrizza i sine arme. Hun var stadig ked af det, og selvom hun var sur på dem begge, ville hun kun være i nærheden af Bill lige nu. De havde ikke rigtig snakket så meget, men havde i stedet bare siddet i stilhed. Men Bill blev alligevel nødt til at afbryde den alt for larmende stilhed.

”Vi gjorde det ligeså meget for din skyld, som vores, skat”. Hun prøvede at lade som ingenting og ignorere ham, mens hun bare blev siddende uden at røre på sig. ”Jeg ved godt, du er sur på os…”, mumlede han lavt. ”Det er heller ikke acceptabelt…”, pause. ”Men vi elsker dig, Chrizza. Vi ønsker dig kun det bedste”. Der var stille i et øjeblik. ”Hvis lægerne har ret i, at du ikke har langt tid tilbage igen… så har du allerede haft chancen for at se alle dem, du elsker og holder af”.

Hun vendte hovedet om op mod ham og så ham direkte i øjnene i et kort øjeblik for at føle deres fælles smerte. ”Men hvad hvis lægerne tager fejl?”. Han trak lidt på det, og blev afbrudt af hende, som han skulle til at svare. ”Og hvis de ikke gør, så ændrer det ikke noget alligevel”.

”Jo”.

”Nej”, rystede hun på hovedet. ”For I har stadig gået med tanken om, at jeg ville dø, og det føler jeg ikke er fair, Bill. Kan du ikke godt se det?”. Han svarede ikke, men fjernede bare langsomt sit blik fra hendes. ”Jeg ved godt, at jeg overreagerer, men jeg har prøvet så hårdt på, at folk skulle behandle mig, som var jeg normal. Jeg vil ikke have, at I skal gå og behandle mig anderledes… for jeg vil ikke være anderledes”.

Natalie: Hej Bill. Håber du har haft en god dag – og ikke for mange tømmermænd fra i går. He he :-) Jeg ville bare lige høre, hvad tid det ville passe jer bedst, at jeg kom og hentede jer? Det tager cirka en halv time for mig at komme ind til jer.

Bill: Hej Natalie. Jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg havde det alt for godt, da jeg vågnede, men det går bedre nu, tak :-) Jeg ved ikke helt endnu, hvad tid det vil passe bedst. Der er nogle problemer herhjemme lige nu… Kan jeg ikke vende tilbage senere, når det hele er lidt mere under kontrol?

Natalie: Jo, selvfølgelig. Sig til, hvis der er noget, jeg kan gøre.

Bill: Det er der måske… Er du hjemme lige nu?

Natalie: Ja :-)

Bill: Hvis du har tid, kan du så ikke komme forbi. Jeg tror, Chrizza har brug for at snakke med en kvinde lige nu… Hun sover godt nok lige nu. Det er en længere historie, men hun vil i hvert fald ikke snakke med Tom eller jeg.