I ♡ BERLIN ~ kapitel 18

”Har du mulighed for at have materialet klar inden for den næste halvanden uge, Patrick?”.

….

”Jeg skal være far”.

…

”Mange tak, men har vi en aftale så?”

…

”Super, vi tales ved”.

…

Jeg lagde mobilen på sofabordet og begyndte at skrive ned i min kalender for, hvad vi lige havde fundet ud af sammen. Det var ved at være tid til, at jeg skulle holde en pause fra arbejde – det man normalt kaldte barsel, vi brugte bare ikke liget det ordet; det lød for… voksent og kedeligt, og ikke mindst hårdt!

Der lød et bump inde fra et af værelserne, og jeg løftede straks hovedet fra mine papirer. ”Ups”, kom det efterfølgende.

”Chrizza! Hvad laver du nu?”, spurgte, da jeg rejste mig fra sofaen og gik med hastige skridt ind til værelset, hvor hun var – min højgravide kæreste. Jeg åbnede døren og stod lænet op af dørkarmen og betragtede hende, som hun så uskyldigt tilbage på mig med sit velkendte smil på læben:

”Jeg taber alt, hvad jeg rører ved”, klukkede hun og sukkede sarkastisk.

Jeg grinte og gik mod hende. ”Du skal heller ikke røre ved noget, skat. Du skal slet ikke tænke på at rydde op”, sagde jeg til hende, som jeg lagde mine hænder mod hver side af hendes mave. ”Du ved godt, hvad lægen sagde…”

”Jamen, jeg har intet at lave”, sukkede hun og lagde sine hænder oven på mine.

Hun så mig i øjnene, som jeg sagde: ”Jeg er færdig lige om lidt… jeg lover det”. Hun nikkede bare og tog sine hænder til sig igen. ”Jeg har lige talt med Patrick for sidste gang i dag”.

”Klokken er jo kun 12.45, skat”, grinte hun og hentydede til de andre dage, hvor jeg havde siddet med mobilen op for øret i flere timer for at korrespondere med vores team, der var bosat i Los Angeles, hvilket betød en helt anden tidszone.

Jeg klukkede og kyssede hende. ”Jeg er færdig for i dag om 10 minutter… måske 20”.

”Ok”, mumlede hun roligt.

Jeg havde brugt den sidste måned på at tonse igennem alt, hvad der havde med arbejde at gøre, fordi jeg ikke ønskede, vi skulle komme bagud, når Chrizza havde født, da jeg havde valgt at holde pause for at være sammen med Chrizza og vores lille pige.

På grund af mit arbejde havde jeg ikke haft speciel meget tid til Chrizza, som jeg ønskede, hvilket havde ført til at hun følte sig en smule alene. Jeg var altid hjemme, og hvis bandet havde brug for nogle møder, så blev det afholdt hjemme hos os i vores nye hus, da jeg ikke ønskede at forlade hende – speciel ikke nu, hvor der kun var godt 2 uger til hendes termin. Jeg tilbragte så meget tid som overhovedet muligt sammen med hende; hun sad tit sammen med mig, når jeg arbejde, hvilket også gjorde det mere hyggeligt.

Det skal dog ikke forstås sådan, at jeg ikke havde brugt tid sammen med hende, for det havde jeg. Jeg vågnede op sammen med hende hver morgen, og jeg gik i seng med hende hver aften. Nogle gange var jeg dog nødt til at stå op igen, når hun var faldet i søvn, da jeg måtte arbejde videre. Det var hårdt, men jeg var sikker på, det ville give pote i den sidste ende; vi skulle være forældre, og vi skulle have det godt.

Hun havde taget det med et smil og havde egentlig ikke brokket sig over min hårde arbejdsplan, men jeg vidste godt, at hun ønskede, at jeg brugte min tid sammen med hende, hvilket jeg jo også allerhelst ønskede, men arbejdet skulle jo klares, selvom jeg altid så frem til at ligge i sengen sammen med hende og nusse og hygge.

På trods af min hårde dagligdag havde vi det rigtig godt sammen, og det var kun blevet bedre og bedre. Få uger efter Chrizza havde bestået sin eksamen og sin køreprøve, havde jeg inviteret hende på en lille tur til Paris, som jeg havde lovet hende. Det var en fantastisk tur; første gang i Paris, hvor jeg faktisk kunne nyde ”kærlighedens by” sammen med hende, jeg elsker. Men det var ikke den eneste tur, som hun havde været på. Hver gang vi havde nogle jobs i udlandet, havde jeg taget hende med mig – speciel hvis vi skulle være længere væk.

Jeg kunne ikke lide at være længere væk fra hende; vi prøvede det én gang, og det gik ikke godt. Jeg tænkte ikke på andet end hende, og jeg havde svært ved at koncentrere mig. Det var forfærdeligt. Derfor besluttede vi også, at hun skulle med os et lille smut til Japan, kun få uger før hun ikke længere kunne flyve på grund af hendes graviditet. Jeg ønskede at vise hende verden, og jeg ønskede at vise verden hende.

Jeg lagde mine arme omkring hende og kyssede hendes læber blidt. Hun smilede sødt til mig, når jeg så hende i øjnene. Jeg kunne se på hende, at hun var glad. ”Du bliver nødt til at gå med mig ind i stuen igen, skat”, sagde jeg lavt med min pande mod hendes. Hun så undrende på mig med et glimt i øjet. ”Så er jeg sikker på, jeg ved, hvor jeg har dig”, og jeg tog hendes hånd i min.

”Du bliver nødt til at begynde at stole på mig, Bill”, fnes hun og fulgte med mig ind i stuen.

”Jeg overvejer det også, men jeg ved jo aldrig, hvad du kan finde på”, grinte jeg og blinkede til hende. Hun himlede med øjnene, og jeg klemte hendes hånd blidt, som jeg først slap, da jeg satte mig ned i sofaen igen, hvorefter jeg trak hende ned på mit skød.

”Ej, skat. det er jeg alt for fed til”, udbrød hun men gjorde dog ingen modstand.

Jeg lænede hende lidt tilbage, så hun lå i min arm, og jeg så hende i øjnene. ”Du er bestemt ikke fed, skat. Du er smuk”, og jeg kyssede hende blidt. Hendes øjne lyste helt op, når hun smilede. Jeg kunne se på hende, at i dag var en af hendes gode dage, og jeg kyssede hende igen. ”Jeg elsker dig”, hviskede jeg mod hendes læber og kyssede hende igen.

”Jeg elsker dig”, mumlede hun, og jeg lagde min hånd mod hendes mave og kærtegnede den blidt. Hun så mig i øjnene og smilede. ”Hun sparkede lige før”, sagde hun lavt og fnes. ”Det var derfor, jeg tabte kassen med tøjet”. Jeg strålede af glæde. ”Kan du mærke, hvordan hun bevæger sig derinde?”.

Jeg nikkede og lagde min hånd fladt mod hendes mave. ”Jeg begynder at tro, at lægen havde ret… Hun kan godt lide, når vi er tætte… når hun hører vores stemmer”. Hun rokkede roligt med hovedet, og jeg kunne pludselig mærke, hvordan hun mærkede inde i maven igen. ”To uger, skat”, hviskede jeg og kyssede hende.

”To uger”, gentog hun og lagde sin hånd over min.  

”Bill”, råbte hun efter mig. ”Din mobil ringer”.

”Hvem er det? Kan du ikke tage den, skat?”.

Jeg kunne høre hende sukke, som hun rejste sig fra sofaen. Hvis det ikke havde været fordi, jeg var ved at forberede aftensmaden (Chrizza havde lært mig at lave mad, som hun havde lovet mig første gang, hun var hjemme hos mig), så havde jeg selv løbet ind for at tage dem, men nu stod jeg med hakket kyllingekød i mine hænder.

Chrizza var blevet bedt om at spise kød under hendes graviditet, hvilket hun ikke var særlig glad for, da hun som sagt var vegetar ligesom mig og havde været det et godt stykke tid før mig, hvilket betød at det var længe siden, at hun sidst havde fået kød. Hun var gået med til at spise kylling, som det eneste, hvorefter jeg var trukket mig og begyndt at spise det sammen med hende. Vi skulle gå igennem dette sammen, og jeg ville støtte hende; derfor spiste jeg nu også kylling – for hendes skyld, for barnets skyld.

Jeg vendte mig om, som hun kom vraltende ud i køkkenet til mig. ”Det er din kære bror”, fnes hun stadig med mobilen mod øret. ”Storebror, undskyld”, grinte hun. Jeg himlede bare med øjnene, mens jeg grinte sammen med hende. Jeg kunne tænke mig til, hvad han ringede om. ”Har jeg ikke ret, når jeg siger, at der er mad nok til en til?”

Efter Tom og Josephine havde slået op for godt 4 måneder siden, havde han ringet flere aftner, da han ikke ønskede at sidde alene hjemme i vores gamle lejlighed, som han nu havde for sig selv. Jeg forstod ham udmærket godt, og jeg kunne også godt lide, når han kom forbi, og jeg elskede at se, hvor godt Tom og Chrizza havde det med hinanden. Det var nok noget af det, jeg havde været mest bange for.

”Stik mig ham, skat”, sagde jeg og fik hende til at holde mobilen for mit øre. ”Har du nu glemt at købe ind igen, Tom?”, grinte jeg, og Chrizza puffede til mig. ”Ej… men selvfølgelig kan du komme og spise med. Hvornår kan du være her?”.

”Du kan komme med det samme, Tom”, sagde hun hurtigt.

Jeg så på hende. ”Kan du komme med det samme? Chrizza keder sig…”.

…

”Nej, præcis. Det er også det, jeg siger til hende”. Hun himlede med øjnene, for hun vidste udmærket godt, hvad Tom lige havde sagt – intelligente mennesker keder sig aldrig. ”Bare kom, når det passer dig”.

…

”Yeah, vi ses, Tom”.

…

”Hvornår kommer han så?”, spurgte hun hurtigt, efter hun havde lagt på. Jeg svarede hende ikke, men lænede mig bare hen mod hende og kyssede hende blidt. ”Skat, lad være med at kysse mig, når du står med hænderne nede i en stakkels kylling”.

”Der er ikke så meget kylling tilbage”, sagde jeg mumlende. Hun vrængede på næsen og skubbede sig væk fra mig. ”Åh, skat”, sagde jeg med en blid stemme og vaskede hurtigt mine hænder, som hun forsvandt ud af køkkenet.

”Du er ulækker, Bill”.

Jeg gik ind til hende på kontoret, hvor hun havde sat sig ved mit skrivebord og var ved at skrive i sin større notesbog, som hun havde brugt som en slags dagbog. ”Hvad skriver du?”, spurgte jeg lavt og gik mod hende. Hun havde skrevet dag for dag, og hun havde tænkt sig at gøre det indtil vores lille pige blev født.

Hun så mig i øjnene og grinte: ”Jeg skriver, at selvom du er ulækker….”. Jeg elskede, når hun drillede på den måde. Hun var ikke bange for at være sig selv, og hendes øjne strålede på en helt speciel måde, når hun var i et godt humør, som hun var i dag. ”… så er du en dejlig fyr alligevel. Den bedste far… den bedste kæreste”.

Jeg trak en stol hen ved siden af hende og lagde en arm omkring hendes lænd. ”Den bedste forlovede….”, rettede jeg hende og tilføjede med en lav stemme mod hendes læber: ”… to be”. Jeg kyssede hende og så hende efterfølgende i øjnene. ”Om jeg så skal tvinge dig til at gifte dig med mig, skat”. Hun smilede bare og kyssede mig. ”Må jeg skrive noget?”, spurgte jeg og rakte ud efter en kuglepind.

”Værsgo”.