I ♡ BERLIN ~ kapitel 17

Vi kørte stort set i stilhed hele vejen hjem til deres hus, der lå godt 20-30 minutter væk fra hendes – nu tidligere – skole. Det var ikke fordi, hendes forældre holdt øje med os omme på bagsædet; de lod os være i vores egen lille verden, mens de selv førte en stille samtale.

Chrizza og jeg havde bare siddet omme bag ved dem uden at sige de helt store ord. Jeg havde hendes hænder i mine, og vi havde siddet og kigget hinanden i øjnene hele vejen. Jeg følte, jeg kunne læse hendes tanker, når hun så mig dybt i øjnene; jeg elskede følelsen af at have så meget kontrol.

Vi steg ud af bilen og fulgte efter dem op til hoveddøren. Der kom en gøende  hund imod os, som vi bevægede os ind i entreen. Jeg fik et stort smil på mine læber, da jeg så den, og jeg satte mig helt automatisk ned på hug, som den kom imod mig. ”Awh, hej skat”, klukkede jeg og kløede den bag ørene. ”Ah, hvor er du fin”.

Jeg mærkede hendes hænder mod mine skuldre, og hun stod bag mig. ”Jeg var bange for, du ikke var et hunde-menneske… men det kan jeg da se, at du er”, fnes hun og lod sine fingre køre op i mit hår.

”Jeg har fire hunde hjemme hos min mor”, svarede jeg og rejste mig op igen. ”Det var rigtig Tom og mine, men lige pludselig havde vi ikke rigtig tid til dem mere, og vores forældre passede dem også hele tiden… de havde det nok bedst hjemme hos dem alligevel”, indrømmede jeg.

Hun låste sine hænder bag min nakke og kyssede mig kort. ”Vil du så også sende mig hjem til dine forældre, når du ikke har tid til mig?”.

Jeg smilede. ”Ja… for jeg er sikker på, min mor vil elske dig”.

”Tror du?”.

Jeg kunne sagtens se, at hun var en smule bekymret. ”Du skal ikke være nervøs for at møde Mama Kaulitz”, fnes jeg og kyssede hende blidt. ”Du har allerede mødt Tom, og det var nok ham, du skulle være mest bange for at møde”.

Hun grinte blidt, hvilket også fik mig til at grine. Jeg løj ikke overfor hende, som jeg sagde, at hun ikke skulle være bange for mødet med min mor, for der var virkelig intet at være bekymret for… ikke engang jeg var bekymret.

”Hvor er jeg bare glad for, du er her, skat”, hviskede hun og knugede sig tæt ind mod mig.

Jeg kyssede hendes hår og tog hendes hænder i mine. ”Jeg har ikke tænkt mig at forlade dig lige inden for de næste par dage”, sagde jeg med en lav stemme.  Hun trak sig pludselig væk fra mig og så undrende på mig. ”Hvad?”.

”Har du ikke noget bagage med?”, spurgte hun meget forvirret. ”Bill, du har jo ikke noget med. Hvad har du tænkt dig at gøre?”.

Jeg trak bare på smilebåndet og tog hendes hånd i min. ”Jeg har snakket med dig far, og han var ude og hente min bagage i går, da jeg endelig havde besluttet, hvad jeg ville”. Hun så overrasket på mig. ”Hvis det Tom, der tog beslutningen for mig, skat. Hvis det ikke var for ham, ville jeg nok ikke være hos dig lige nu”. Hun sagde ingenting men kyssede mig bare. Hendes far kom gående bag dem ude i gangen og stoppede op bag Chrizza. Han så mig i øjnene og smilede til mig. ”Tak for hjælpen”, sagde jeg roligt og smilede.

Han slog ud med hånden og klukkede, mens han havde et glimt i øjet. ”Det skal du ikke tænke på, Bill. Din bagage står inde i Chrizzas soveværelse”. Jeg smilede og rokkede med hovedet, hvorefter jeg så ned på Chrizza, der ikke havde taget blikket fra mig, mens jeg havde snakket med hendes far. ”Vi kører om en halv time”, sagde han afsluttende og forsvandt igen.

”Hvor skal vi hen?”

”Vi skal ud og spise frokost”, svarede hun og trak mig med igennem gangen.

Jeg fulgte bare med hende uden at sige noget, indtil hun åbnede døren ind til et stort soveværelse med en stor kingsize seng indrettet. Jeg tog mig selv i at smile, som jeg kiggede rundt på hendes værelse – stadig med hendes hånd fast i min. ”Hvor er den sofa, jeg skal sove på?”, grinte jeg og så hende i øjnene.

”Jeg ved ikke, om man vil ligge godt to på den sofa… så jeg tænkte…”, hun lukkede sine arme omkring min hals, og jeg mærkede hendes hænder stryge igennem hendes hår. ”Kan du ikke bare sove herinde… sammen med mig?”.

Jeg lod mine læber presse med hendes i et blidt og langt kys. ”Det vil jeg meget gerne”.

Hendes smil smittede, og jeg lod min pande hvile mod hendes. Jeg lukkede mine øjne, og sukkede lydløst. Pludselig mærkede jeg hende rykke lidt på sig, og hendes læber mødtes med mine. Jeg lod mine øjne forblive lukket, og jeg følte endnu engang den boblende fornemmelse indeni.

Hun trak sig lidt tilbage og tog sine arme til sig igen, mens hun vendte ryggen til mig og gik med små og langsomt væk fra mig. Jeg blev bekymret for hende og greb ud efter hendes hånd, men hun trak den til sig igen, da jeg klemte den tæt mod min. ”Nej, lad være”, bad hun lavt og så ned i gulvet.

Jeg vidste ikke, hvad der var galt, og hvad der var skyld i den hurtige ændring i hendes humør, men jeg havde dog godt bemærket, at hun ikke havde været helt sig selv. Var det mig? Var det på grund af, jeg var kommet? Skulle jeg ikke have haft hilst på hendes venner ude på skolen? Ville hun holde mig hemmelig? Der var så mange uklare spørgsmål oppe i mit hoved, som jeg bare ikke kunne finde hoved og hale i.

Jeg gik langsomt helt op mod hendes ryg og stillede mig tæt op af hende, mens jeg lagde mine arme omkring hendes mave. Mit hoved lod jeg hvile mod hendes skulder med ansigtet vendt mod hendes ansigt. Jeg kyssede hendes tinding og lukkede mine øjne. Jeg kunne mærke på hende, at hun slappede mere af nu, hvor hun havde mig tæt på sig igen.

”Vil du fortælle mig, hvad der er galt, skat?”, hviskede jeg mod hendes kind, og jeg mærkede, hvordan hendes hjerte begyndte at slå hurtigere, og det var som om, at hun gik lidt i panik, men jeg prøvede at lade som ingenting, selvom jeg var meget bekymret for hende nu. Hun skulle ikke være bange… ikke når jeg var hos hende for at passe på hende og elske hende. ”Kom nu…”, bad jeg roligt. ”Jeg vil gerne vide, hvad det er, der foregår, skat”. Hun sank en klump og vred sig ud af mine arme, hvorefter hun vendte sig om mod mig og så mig i øjnene. Hun sagde ingenting men vores øjenkontakt forblev i godt og vel et minut. ”Chrizza…”, sagde jeg lavt og rakte min hånd ud til hende, men hun tog ikke imod den.

”Mhh…”, sukkede hun lavt. Men i stedet for at tage min hånd i sin, vendte hun sig med ryggen mod mig og gik langsomt hen til sengen, hvor hun satte sig på sengekanten med benene ud over. Hun så ned i sit skød, og jeg tror, jeg så rigtigt, da jeg så den tåre trillede ned af hendes kind.

Og det var der, jeg begav mig hen til sengen for at sidde hos hende. Det kunne godt være, hun havde afvist mig et par gange inden for de sidste par minutter, men jeg kunne ikke lade hende sidde der og græde foran mig. Jeg kunne ikke lide, at se hende ked af det – og så bestemt ikke græde!

”Chrizza”, sagde jeg lavt og satte mig tæt op af hende på sengekanten. Jeg lagde min ene arm omkring hende, mens jeg trak hende tæt ind til mig og fik hendes ben over mine lår, hvorefter jeg holdt tæt omkring hende i min favn.

Hun snøftede og lagde sit hoved mod mit bryst. ”Jeg er så ked af det, Bill”, hulkede hun.

Jeg vuggede hende lidt i mine arme, aede hende og kyssede hendes hår en enkelt gang. Selvom jeg var meget nysgerrig over at vide, hvad der skete, så ville jeg alligevel heller ikke trænge mig på. Jeg vidste, at hvis hun ville snakke om det, så skulle hun nok selv få det sagt. Hun behøvede ikke min afpresning.

Vi sad i stilhed i nogle minutter, før hun løftede sit hoved og så mig i øjnene. Hun sagde intet, men så mig bare direkte i øjnene, og med blot et enkelt blik delte vi tusinde usagte tanker. Jeg sendte hende et lille smil og kyssede hende mellem øjnene. ”Har du det godt?”, spurgte jeg forsigtigt.

Hun trak lidt på det og så et øjeblik ned, men så tilbage i mine øjne igen. ”Der er noget, jeg gerne vil snakke med dig om, Bill”, sagde hun så endelig, og man kunne sagtens gøre, at hendes stemme var meget medtaget af situationen.

Det bekymrede mig at se denne sådanne, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre; jeg kunne ikke gøre andet end at være der for hende – uanset hvad. ”Ja?”, sagde jeg lavt og slap ikke mit blik fra hende.

Hun tog en dyb indånding, og hendes læber bevægede sig ganske diskret uden nogen lyd. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det”, indrømmede hun og så mig i øjnene igen. Det lignede, hun skulle til at græde igen, og det gjorde ondt at se.

”Du må ikke græde, skat”.

Hun trak lidt på smilebåndet, som jeg tørrede de gamle tårer væk fra hendes kind. ”Jeg ved ikke, hvordan du vil tage det, Bill, og det er det, der bekymrer mig”. Jeg tog min hånd ned i mit skød og havde nu kun en arm omkring hendes ryg. Jeg mærkede, hvordan hun søgte min hånd, og hun klemte den tæt mod min. Der var stille i endnu et øjeblik, mens vi bare sad. ”Kan du huske, da du sagde, at du ønskede en fremtid sammen med mig?”.

Jeg nikkede. ”Ja”.

”Og at du ville bruge så meget tid som muligt sammen med mig?”. Jeg nikkede igen. ”At du ville have, jeg skulle komme ned til dig…”, endnu et nik, ”så vi kunne flytte sammen… i et hus… vores hus?”.

”Ja?”. Hun blev tavs og faldt sammen i skuldrene, mens hun så ned på vores hænder, der lå over hendes lår. ”Chrizza, min skat… hvad er der galt?”, spurgte jeg forsigtigt, men hun gjorde ikke mine til at svare mig. Jeg slap hendes hånd og tog arme omkring hende. Jeg knugede hende tæt ind mod mig, mens jeg sagde: ”Jeg vil gerne have, at du flytter ned til mig, hvis du vil. Jeg ved godt, du skal sige farvel til dine venner og familie… men de er også mere end velkomne hos os, skat. Hvis jeg havde mulighed for det, ville jeg komme op til dig, men jeg kan ikke give slip på mit arbejde. Det er for kostbart, og jeg har arbejdet for meget til at give slip på det nu”. Pause. Jeg trak hende ud fra mig og så hende i øjnene. ”Jeg elsker dig, Chrizza, det gør jeg virkelig. Og jeg vil gøre alt for at du har det godt, for jeg kan virkelig ikke lide at se dig sådanne her”, jeg sendte hende et lille smil. ”Vil du ikke nok fortælle mig, hvad der er galt? Jeg kan hjælpe dig. Jeg vil altid være her for dig, skat”.

”Jeg er gravid, Bill”, sagde hun pludselig, og jeg blev tavs. Jeg tog mine arme til mig igen og blev ved med at se på hende med et stirrende blik. ”Jeg vidste det”, sukkede hun lavt og så væk. ”Jeg vidste det”, hviskede hun for sig selv og tog sin ene hånd op mod øjnene for at dække dem. ”Åh”, mumlede hun.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre. Selvfølgelig havde hun ikke håbet på sådanne en reaktion for min side af, men det kom virkelig bag på mig. Den første gang jeg er sammen med en pige i flere år… og bum… baby på vej. Hvordan kunne det dog også bare lade sig gøre? Det var jo slet ikke meningen!

Jeg kom tilbage til virkeligheden og rystede på hovedet for at tænke klart igen. Jeg sank en klump og fjernede hendes hånd fra hendes øjne. ”Se på mig”, bad jeg roligt og fik øjenkontakt. ”Er du virkelig gravid?”.

Hun nikkede. ”Ja?”.

”Sikker?”.

”Jeg var oppe hos min læge i går, og hun testede mig to gange. Jeg troede ikke på hende”.

”Du har været til lægen…”, jeg rynkede på panden.

”Jeg ville have en recept på p-piller, fordi vi nu skulle til at se hinanden mere”, hun trak på lidt på smilebåndet. ”Og så spurgte hun, om jeg havde haft min seksuelle debut, og det havde jeg jo så…”.

”Ja?”.

Hun trak på skuldrene og vidste ikke rigtig, hvad hun mere skulle sige. ”Så tjekkede hun mig og sagde at nok skulle til at vende mig ved tanken om en familieforøgelse”. Jeg så fortsat i hendes øjne og lod min hånd glide over hendes kind. ”Jeg ved godt, det er noget værre møg, men v…”, jeg lagde mine fingre over hendes mund, så hun ikke sagde mere.

”Jeg vil gerne have det barn sammen med dig, Chrizza”. Hun fik store øjne, og jeg kunne mærke, at hun ville sige noget, men mine fingre var stadig over hendes læber. ”Jeg vil rigtig gerne gå igennem det her sammen med dig, skat. ja, jeg ved godt, at jeg reagerede forkert på det, men jeg skulle lige tænke tingene igennem”.

”Mener du det?”, kom det mumlede fra bag mine fingre.

Jeg nikkede roligt, mens jeg tog min hånd til mig igen. ”Ja, hvis du også gerne vil have barnet, så vil jeg være mere end klar til at stå ved din side, skat… som en rigtig far burde gøre”.

”Jeg er så glad for, du siger det, skat”, pep hun og smilede.

Jeg sendte hende et smil og låste mine hænder bag hendes hals. ”Jeg skal være far”, fnes jeg og krammede hende tæt ind til mig. ”Og du skal være mor”, hviskede jeg mod hendes øre, hvorefter jeg kyssede hendes tinding.

”Jeg elsker dig”, hviskede hun.

Jeg så hende i øjnene igen. ”Jeg elsker dig”. Vi smilede til hinanden og begyndte at fnise. ”Hvor er det fantastisk”, indrømmede jeg og sukkede ud. ”Jeg var så bange for, du ville sige, at du ikke ville have noget med mig at gøre… og så var det på grund af det her”.

”Undskyld”, fnes hun genert.

Jeg trak hende med op i sengen, og hun lagde sig på ryggen, mens jeg lagde mig på siden med mit hoved hvilende mod mit hånd. Jeg lagde min anden hånd mod hendes mave og nussede den blidt. ”Ved dine forældre noget?”, spurgte jeg.

Hun rystede på hovedet. ”Nej… de skal ikke vide noget endnu”.

”Hvorfor ikke?”.

”Jeg vil gerne vente til de tre måneder er gået, skat. Så er vi også sikre på, om jeg forbliver gravid eller ej. Og desuden vil jeg heller ikke komme ud for, at de får mig til at få en abort”. Hun så mig i øjnene. ”Jeg ved godt, de nok ikke kunne finde på det… men please, skat”, hun så bedende på mig og fortsatte: ”Kan vi ikke godt holde det hemmeligt lidt endnu?”.

Jeg var lidt skuffet, men jeg blev nødt til at være enig med hende. Det var alligevel for risikabelt at fortælle omkring graviditeten nu, når man ikke engang vidste, om det blev til noget. Jeg havde bare sådan glædet mig til at fortælle min mor… og Tom! Men jeg måtte vente lidt endnu. ”Hvor mange ved det?”, spurgte jeg.

”Kun dig og mig, skat”.

Jeg rokkede med hovedet og så på hendes mave. ”Jeg bliver nødt til at fortælle Tom det”. Hun nikkede og smilede halvt. ”Det er ok, er det ikke? Han kan godt holde det hemmeligt, skat. Kun Tom… Josephine får intet at vide. Kun Tom”.

”Det er fint nok, skat. Bare fortæl Tom det. Jeg forstår godt”.

Jeg smilede sødt til hende og kyssede hende blidt et par gange, mens min hånd forblev mod hendes mave. ”Hvor er det spændende”, fnes jeg og vendte igen blikket ned mod hendes mave. Jeg trak op i hendes bluse, så den lå foldet på hendes bryst. Der var intet at se, og jeg så en smule skuffet ud. ”Øv”, mumlede jeg og lavede cirkler mod hendes hud.

”Du skal vente nogle uger, skat”, smilede hun og lod sin hånd stryge igennem mit hår. Jeg kyssede hendes mave nogle gange og lagde min kind mod den, mens jeg så hende op i øjnene. ”Tak”, hviskede hun, og jeg vidste udmærket godt, hvad hun takkede for.

Jeg tog hendes hånd i min, klemte den blidt og løftede derefter mit hoved fra hendes mave igen. Jeg smilede sødt, mens jeg bare svarede: ”Selv tak, skat”. Vi kyssede blidt, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at jeg nu skulle tilbringe resten af mit liv sammen med Chrizza… sammen med min drømmepige.